Jeg er lige kørt forbi jer i morgen og har ikke fået nogen mail fra dig angående den store dag med dig i går så det var en rigtig dejlig tur vi har været på stranden og hygge os og det var hyggeligt og være med i den lille have med en god ven i går så ud til alle sammen det er utrolig hyggeligt at se jer igen jeg glæder os også rigtig til vi skal være der i aften knus og kys og knus herfra vi snakkes bare i aften knus mor elsker jer knus mor hej far elsker jer knus mor elsker dig mor hej sov rigtig dejligt og jeg er glad og i gang og det var virkelig hyggeligt og undskyld for jeg var lidt sur men det er bare så sødt og godt og dejligt og jeg er også lige vågnet og så er det ikke for sent jeg har ikke set noget af dig i nat jeg er på arbejde og har ikke fået noget søvn så det var bare så hyggeligt og jeg er også glad jeg har fået sovet godt jeg har lige fået fri så det bliver en lang tur til min far i dag så vi kan lige skrives i aften hej med venlig god aften hilsen mor.

Uglen derude hvem kalder den på? Lyden som en anden verden før verden gik under og blev til realityshow og smeltende gletsjere. Som noget på landet hvor jeg kommer fra mellem markerne, plovfurerne, de lange aks de brændende stubbe halmballerne stablet som legoklodser duften af diesel drømmene parkeret i jorden. Jeg med mine traktorer, frakørselsvogn og mejetærsker inde på gulvet i stuehuset hvis vinduer strak sig over otte fag. Der spejlede jeg den verden  som jeg ikke deltog i, men jeg fik harvet gulvtæppet grundigt og fortabte mig  i min agrare fantasi. Det var poesien der skulle høstes. Det var poesien der skulle hentes hjem og skovles ned i kornsneglen. Der forsvinder den så ind i dagens silo.

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Det er det kroppen også er en plante, jord, kød Kvistens kvæstede ribben en uheldssvanger aften på Mordovia Arena i Sarkansk eller Allan Simonsens uheldige lyd på Parc des Princes i 1984. Selv brækkede jeg benet i Hedensted i foråret 1989 da jeg skulle tackle et ordentligt pølsebrød lige uden for straffesparksfeltet. Vi havde clearet et hjørne og jeg løb nu alt hvad jeg kunne ud til kanten af feltet ud til kanten af alt næsten med livet om halsen for at forhindre pølsebrødet i at skyde. Men pølsebrødet skød alligevel, og jeg endte på Vejle sygehus og lignede en hot dog der i sengen. Hedensted er helvede på jord.

Dengang i 1990, cirka et år inde i min gymnasietid i Horsens, begyndte jeg pludselig at skrive digte. Jeg boede langt ude på landet og kommer fra en familie, hvor det kun er få af os, der har taget en studentereksamen. Jeg ved stadig ikke helt, hvorfor det startede. Heller ikke hvordan. Ingen læste eller læser digte i min familie. Men når jeg roder i mine gemmer, dvs. de ganske få ting, som jeg har gidet at gemme fra dengang, finder jeg fx følgende digt. Eller i hvert fald følgende tekst. Den er dateret 16. juni 1990.: 1990      et sted, langt væk et årti alt står stille, musikken, hjerterne og smerterne udvider horisonten men mod et spejl forvrængede spejlbilleder sendes som et ekko, som et tegn ser i billeder læser i kroppe drikker, spiser, sluger fremtiden nøgent bevægelser fra mennesker lyder af maskiner i en uduelig fabrik undertoner forvirrer i en stadighed mit sinds åbne kanaler – paradisets veje til de nedskrevne ord men ...

Klaus Nielsens Bogen og værket med undertitlen En introduktion til tekstkritik og boghistorie som litteraturteori er en virkelig fin og brugbar bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Personligt har jeg altid været en smule skeptisk overfor boghistoriske tilgange til litteraturen, fordi de kan synes at være mere interesserede i bøgerne end i den litteratur, der optræder i dem. Men Nielsens bog problematiserer en sådan fordom netop ved at tage fat i det udefinerbare begreb "det litterære værk", som vi ellers automatisk bruger og opererer med i vores litterære tilgang. Og altså strengt taget uden at vide hvad vi mener, og hvad det indebærer. For hvad vil det sige at læse og måske analysere litteratur ud fra en uklar ide om "det litterære værk"? Er litteratur i den forbindelse noget andet end bogen, som den optræder i? Kan vi blot ignorere, at litteraturen altid også har en krop i form af et omslag eller andre former for apparitioner? Hvor begynder og slutter "...