Angst og lyrik

Her til morgen rodede jeg rundt i mit speciale for at finde et citat i digitaliseret form og ramlede pludselig ind i noget af det allerførste [CHOK] , som jeg i sin tid skrev i mit speciale om Simon Grotrians poesi. Det handler vist nok om angsten som en motor i lyrikken, og i livet måske? Nå, men jeg tænkte, hvorfor ikke smide det ud (på bloggen). Så her er det.

Ordet ”jeg” er tilgængeligt for alle
men af angst for at blive set
tør ingen gå det imøde.
Henrik Nordbrandt[1]

Det kan være svært at pege på et mønster i Grotrians forfatterskab, fordi det i sin grundform handler om at nedbryde et almindeligt og nødvendigvis fordomsfuldt billedsprog til fordel for et nyt og mere grænseløst. Når jeg skriver fordomsfuldt, så tænker jeg ikke kun i negative baner. Jeg tænker også i positive, hvor det uomgængeligt fordomsfulde består af tradition, vaner og almindelige associationskæder, som de fleste mennesker i deres hverdag lever og ernærer sig ved. Mit begreb om en fordom kunne man endda udvide så langt, at det i sidste ende kommer til at omhandle jeget selv. Men man kan ikke undgå at formidle disse fordomme, uanset hvordan man gebærder sig, fordi de klistrer sig til eller nærmest bor i sproget, ja de er med til at gøre sproget muligt. At jeg kan tale om mig selv som et jeg, gør således, at jeg kan konstituere mig i forhold til andre og til verden. Jeg afgrænser et felt, der er mig. Men det felt jeg afgrænser er måske ikke ret meget mere end et begreb, et sprog eller en metafor, der betegner en genstand omkranset af ca. 2 kvadratmeter hud. I min kropslige udfoldelse er grænserne som regel skarpt definerede af denne hud, og selvom sanserne forsøger at sammenkoble mig med verden, så kan jeg stadigvæk og for det meste se, hvad der er mig og ikke mig, men, at jeg har et sprog, gør, at jeg kan gøre mig selv til genstand i verden og ikke bare det, men også tænke mig som verden, ja være verden, hvis dette tænkes helt ud, hvor tankerne og sproget slutter.[2] Når det kommer til tanker og sprog er grænserne udflydende. Nogle er hårdnakkede og sætter åndelige eller sproglige stakitter op omkring deres person indtil det sygelige; andre derimod lader grænsen svæve eller flyde, måske også til det sygelige. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan går endda så langt, at han kalder jeget for en ”normal” form for neurose. Det kræver mod at udforske disse grænser af sit selv (nogle vil sige at det kræver sygdom), fordi det, der skal udholdes, er angsten, der bor derude, hvor sproget slutter. Begrebet angst er til gengæld et springbræt, man kan benytte sig af, hvilket både Søren Kierkegaard og Martin Heidegger så. Men man vælger ikke angsten selv, og derfor er den principielt farlig at udforske. Til gengæld har angsten det fortrin frem for stakittet, at den åbner op for fordomme og forudindtagethed; den viser områder, man kun kan se vha. den og udstiller de fordomme, man måtte have om dette eller hint.

Angst er muligheden for muligheden, men hvorledes forholder det sig, når angsten knyttes til måden, der dannes poesi på. Først og fremmest vil jeg sige, at kunst i en eller anden forstand formentlig altid har en form for affinitet til den angst, jeg forsøger at formulere, idet den bestandigt forsøger at sige mest muligt og dermed at udgrænse det sprog, udsigelsen benytter sig af; dernæst at angstens mulighed inden for det poetiske billedsprog er at spinde de yderste og mest snævre områder af mulighederne sammen. Det gælder også, når det drejer sig om den associationsform, der benyttes, hvis der da overhovedet kan være tale om at sætte associationen inden for en forms grænser. Hvis man kan tale om et angstens billedsprog, så er det et billedsprog, der nødvendigvis må ligge på forestillingsevnens grænser. Det er også et billedsprog, der ofte vil transcendere det erfarbare, idet angsten ikke er en erfaring, der udtrykker sig konkret sanseligt eller billedligt. Angst i lyrik kommer til udtryk som en stemning mere end noget andet, og det gør den vanskelig at karakterisere som en særlig lyrisk modus. Det betyder, at et forsøg på at sammenknytte angst og billedsprog altid vil bære præg af, at sidstnævnte i forvejen er bærer af et sprog, der udfolder sig på optiske betingelser. Inden for malerkunsten har angstens udtryk andre og måske bedre betingelser, da arbejdsmaterialet her netop er et materiale, der i sin materialitet ikke behøver at henvise til noget andet, dvs. at repræsentere. Materialet er noget i sig selv og præsenterer sig selv. Det er skriften og bogstaverne også, men samtidig repræsenterer de for det meste også noget andet nemlig verden og dens ting. Således hænger sprog og rationalitet til en vis grad sammen. Omkring romantikken bliver man imidlertid ekstra opmærksom på sprogets ”problem” og egensindighed; at dets repræsentationskraft endog er så voldsom, at sproget kan repræsentere sig selv. Denne selvrepræsentation er en vigtig del af den rationalitetsfordærvelse, der sker i kølvandet på romantikken og af den rationalitetskritik, der har eksisteret siden hen. Et spørgsmål kunne være om ikke denne selvrepræsentations modus er en form for angst eller antager en form, der ligner angsten, idet selvrepræsentationen gør sproget til sin genstand. Dvs. sproget som sådant ender med at være genstandsløst lig angstens bevægelse. Idet repræsentationen selv bliver repræsenteret sker det altid på baggrund af udelukkelsen af noget andet – fx verden som den ser ud, hvilket betyder, at sproget til en vis grad frisættes og dermed præsenterer sig selv. Sproget bliver genstand for sig selv, men genstandsløs i sig selv. Naturligvis skal man være varsom med sådanne analogier, ikke mindst fordi angsten i mange henseender er privat og kun sker for den enkelte, men analogien går på bevægelsens form ikke dens indhold. Og den angst, jeg forsøger at indkredse, er hverken eksistentiel, psykologisk eller ontologisk, men snarere poetologisk. Den skal forstås, som de brud eller skismaer man vil se, hvis man kunne tage et digts røntgenbillede eller høre mellemrummenes klang.

Sproget er utvivlsomt med til at producere angst, dvs. en mulighedsbetingelse for den. Hertil skal der dog siges, at angsten aldrig kan være frugtbar eller bare være angst, medmindre den træder frem på baggrund af verden. Godt nok er angsten genstandsløs, men det betyder ikke, at den kan træde frem på baggrund af det genstandsløse. Angsten er mere huller og tomrum, der åbner sig i verden – huller tomme for verden, ikke tomme for tomhed. Der må en verden til, før angsten kan vise sig, eller måske bør man mere præcist sige, at det er verden, der viser os angsten, ikke omvendt. Forsøger man at gøre sig billeder af den, viser det sig derimod, at angsten altid er fravendt på samme måde som selve selvrepræsentationens form i sin yderste konsekvens. Dvs. til forskel fra sprogets selvrepræsenteren, der mangler angsten en bestemt apofantik i heideggersk forstand. Sproget kan sige noget om noget, noget om intet eller intet om noget, men ikke intet om intet.

Angsten er noget, der giver lyrikken mulighed for nye former, hvilket gør den uhåndterlig på flere måder. Den gør ikke noget direkte, men den bevirker, at lyrikken gør noget andet. Udtrykket ændres, men på en særlig måde, fordi kausalitetsprincippet er fordrejet og fordrejende. Den knytter an til muligheden, dvs. noget fremtidigt, der virker ind på noget nutidigt.[3] Men angstens årsagsforhold er mærkværdige, da de ikke umiddelbart opstår af noget bestemt, der kan lokaliseres inden for den almindelige opfattelse af tid og rum. Atter engang må man, hvis man overvejer angstens forhold til billedsproget, tænke på, hvilke konsekvenser det får for en udfoldelse af dette. Hvis en kobling lykkes, må den udfordre de gængse opfattelser af tid og rum. Det er således ikke sikkert, at man kan holde angstens billedsprog inden for rammerne af et logisk og rationelt sprogbrug. Men hvad skulle man så kalde et sådant sprog? Nonsens eller galt? Én ting er sikkert; sproget risikerer at læne sig opad begge kategorier, men galskaben kan jo, som jeg har været inde på, bruges som strategi. Omvendt er det måske også den risiko, der skal løbes, hvis der skal skrives poesi, der i en bestemt forstand stadigvæk skal fungere bevidsthedsudvidende. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvad det er, poesien kan og skal, men at bekræfte os i vores nuværende bevidsthedsmæssige position har aldrig været dens opgave og vil forhåbentlig heller aldrig blive det. Lyrik skal med andre ord være med til at vinde sproglig erkendelse, men erkendelse vindes ikke ved blind gentagelse. Derfor går lyrik og angst frygtelig godt i spænd. Sammen kan de to måske åbne op for sprogets verden og verdens sprog, sådan lidt patetisk og fænomenologisk formuleret.

---

[1] Fra digtet ”Eksempel”, Drømmebroer, Gyldendal (1998)

[2] Dette ræsonnement baserer sig i høj grad på Merleau-Pontys essay ”Synligt – usynligt” i Om sprogets fænomenologi – udvalgte tekster (1999)

[3] Angsten har i denne forbindelse ontologisk forstået, og det ville Søren Kierkegaard sikkert give mig ret i, et specielt forhold til kristendommen. Kristendommen overlader initiativet til den enkelte via en frihed, et valg, men friheden er en sprække i verden, der både åbner en mulighed for muligheden, men også en mulighed for en bestemt fortolkning af verden. Kristendom åbner således ikke bare op for en mulig himmelfart, men også for sin egen tilintetgørelse, og det er måske det mest specielle ved den i forhold til andre religioner.