Danmarks uden sammenligning flotteste tidsskrift, Apparatur, er igen på banen med et nyt nummer. Denne gang er temaet alvor. Centralt i nummeret står to fine flankerede tekster af hh. Søren Ulrik Thomsen og Lars Bukdahl. Jeg har tidligere rost Thomsens tekst, der er så god, at man helt glemmer at læse, hvad der egentlig står i den (til fordel for musikken i Thomsens prosa). Bukdahls tekst er også fin, om end lige lovlig hurtig på aftrækkeren og kun et par steder, synes jeg, er Bukdahl hurtigere end sig egen skygge. Ideen om at se Inger Christensens systemer som Storm P - maskiner er fx sjov og original.
Han har altså et par udmærkede og underdrejende pointer undervejs, men jeg kommer aldrig til at tro på hans måske lidt for fikse ide om humor for alvor (havde jeg nær sagt). Humor uden alvor eller pjank som Bukdahl skriver, at han foretrækker, er for mig at se (i længden oh la la) som at dyrke sex, men uden at bruge sin krop (eller som sprog uden betydning, ren lydpoesi fx, som jo kun er interessant i små mængder), og den eneste grund til at fx salig Per Højholt er så sjov, er da netop fordi han har en masse ting i klemme, især at han befinder sig i en krop, og at den er (krop)umulig. Det samme kunne man sige om Simon Grotrian, som er een af Danmarks sjoveste, nulevende digtere, men som Bukdahl desværre aldrig nævner i sit indlæg ("stilen er højnet på kirkernes lår/ jeg vil gerne vise mig påklædt for Abraham/ gerne i shorts" - "GERNE I SHORTS", hvor kom det fra? Og hold da helt kæft, hvor er det sjovt!!!!).
Man flækker bl.a. af grin, fordi man føler sig fanget i en krop, der jo til syvende og sidst skal dø. Man flækker, fordi man tror, at man er noget andet end sin krop - det er man ikke, og det finder man bl.a. ud af, når man griner. Det andet er, tror jeg, æggehovedhumor, kropsforladt humor, ja fikse ideer. Og at male overskæg på Mona Lisa er altså meget, meget mere end en fiks idé.
Det er fint, når Lars er ude efter den kedelige alvor, den findes der alt for meget af, især inden for centrallyrisk digtning (og også inden for akademia, selvom den her er anderledes nødvendig, er jeg bange for), og det er også fint at underminere den officielle kanon ved at fokusere på humor, men at humoren skulle være så fortrængt, som der påstås - det er nok lidt et fortegnet billede, synes jeg, også selvom jeg (ligesom Lars) er mere til Schades digtning end til Tom Kristensens ; - )
I nummeret finder man en mindre billedserie af Claus Castensen, bl.a. det ovenstående.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar