Jeg forstår simpelthen ikke begejstringen over Kim Leines erindringsroman Kalak. Eller jo, det gør jeg måske nok, idet den ud fra en række kriterier rammer plet. Den er en autofiktion, og det er jo moderne, den er en bekendelse, ditto, den behandler et forhold, hvor en (næsten) dansker er indvandrer i Grønland, dvs. omvendt af den situation, som vi savner beskrivelser af på dansk jord (indvandrere der skriver gode bøger om at bo i DK). Men i Leines tilfælde er indholdet åbenbart så vitalt, at man helt glemmer at se, om bogen nu også er god, godt skruet sammen osv. Det er den overhovedet ikke, efter min mening. Den er snarere pinlig, i hele dette ords mange fine betydninger, en udbasunering. Og det er den fordi den ikke holder på formerne, om man så må sige. Alt for meget erindring og for lidt roman. Personbillederne er fx ufuldstændige, og det er de, fordi den har så travlt med at fortælle om incest, narko og sex, travlt med at bekende og vække læserens nyfigenhed, i stedet for at være en roman.
I modsætning til fx Knud Romers bog, der lige præcis kalder sig for roman af en nødvendighed, synes jeg. Der er en verden til forskel mellem de to bøger. Men med Leines debut overskrider man en form for grænse, som der er med denne slags selvbiografiske bøger. Jeg har nærmest ondt af Leine, men også af de personer der medvirker i bogen, især hvis dens indhold rent faktisk er sandt. Det burde aldrig have set dagens lys i den (mangel på) form, som det har nu. Stakkels mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar