Simon Grotrian gør det bestemt ikke nemt for sin læser at følge med i den nye Ofelialåger, selvom gode og ihærdige kritikere som Erik Skyum-Nielsen og Lars Bukdahl forsøger sig med fine læsninger. (Og i øvrigt også Martin Johs. Møller)
Kald på Isak gennem tågesløret, jeg véd, han er et sted derude.
Blyantspidseren sænker sig over isen på toppen af bjerget. Vaf-
lerne trækker sørgespor ind i mine stuer, hvor geværkuglen er
standset foran min mund. Hvis det er kloden, jeg ser, så hold
mig med selskab.
Først og fremmest så må man finde forbindelser mellem sætningerne på forskellige niveauer. Der er rent faktisk en elastik mellem sætningerne, som svupper og som svuppede for mig i går.
Fra Isak til is,
fra blyantspidserens form til bjerget og vaflen
fra vaflerne til Isak og isen
fra vaflerne til (gevær)kuglen
fra kuglen til kloden
På denne vis ”hænger” digtet faktisk sammen. Jeg tror ikke så meget på Bukdahls læsning af digtsamlingen som en gravskrift over en veninde. Hvis bogen er en gravskrift, så er det en gravskrift over sproget og digtningen, eller rettere et forsøg på at lægge låg på digtningen. Ofelialåger er også kistelåger:
Rusk mig, så jeg kan sove. Poesien er en døgnvagt og digtene
en cocktail, der ryster enhver. Vanerne består af sekunder på
Herrens klinge. Når jeg læner mig forover, ser jeg, at jeg har
skrevet noget. Farveeksplosioner som at gasse biler op og lade
himlen være resten.
Poesien rusker og ryster digtet og jeget, som måske skal læses som det samme. Altså hvis det er digtet, der taler. Alting er for så vidt overladt til Gud, der bestemmer, hvornår vi lever og dør, men hvad er det, som jeget har skrevet? Det er selvmordstekster, så vidt jeg kan se. Tekster, der tager livet af sig selv. Tekster, der dør på papiret.
Men sproget er i hvert fald i ruiner og endnu mere, så er sprogets betydning i ruiner.. Det betyder, at der åbnes op for et helt andet spil, eller som Grotrian skriver et sted:
Jeg ville ønske, der var noget, man ikke kunne sige.
I Grotrians sprog er alle ord underlagt et (ord)spil, en flertydighed som er et faktum. Alting betyder grundlæggende også noget andet, fx i denne passage i et digt der ellers grundlæggende handler om et kærlighedsforhold og jalousi:
Du misforstår, ja, men dén knogle, du tog fra min
side, kunne du passende gnave ren, og ringe mig op.
Knoglen er både Adams ribben, en telefon og ja, gæt selv resten.
Det, som Grotrian udfordrer, er sprogets elasticitet. Hvor meget kan man lade sproget strække sig, førend betydningen sprænger helt, eller som han skriver et sted: ”det er godt, at harmonikaen trækkes længere og længere ud” eller ”Jeg skriver som en flyvetur over Atlanten/ et par svaner hver vej.”
Selvom jeg ikke på stående fod kan argumentere logisk for hver eneste sammenhæng mellem linjerne, så er jeg bange for, at de findes. Der ER en forbindelse, og det er det mest uhyggelige ved det hele. Angsten og døden, den hvide side, digtets grav.
Skyum-Nielsen kalder det for det metapoetiske. På sin vis har han ret. Det er metapoetisk, men spørgsmålet er, hvor meget man skal lægge i dette. Han citerer bl.a. dette digt:
Traktorsporet valser med sin pilefletning. Jeg må bare finde
mig i, at kuglepennen damper over havets kruseduller, folder
livet ind i nældebrand og larve. Jeg køber panik. Jeg har råd
til at modtage gaverne, hagl for eksempel. Parkerede digte,
der sniffer i kor. Er der væg bag tapetet? Issort styrter evighe-
dens maske, og jeg svitses af dit blik.
Om digtet skriver han:
Her kan man identificere det metapoetiske spor i den dampende kuglepen og digtene, der sniffer i kor, og man kan ane den gennemgående tematik: foran og bagved, tapetet og væggen, lågerne bag hvilke et billede muligvis findes, venter på, at nogen skal se det. Og alligevel opleves teksten som at lytte til nyheder fra Timbuktu på en kortbølgeradio, hvis knitren overdøver ethvert ydmygt tilløb til sammenhængende mening. Det er som at betragte bagenden af en kunstfærdig vævning, der stritter af frynser og klodsede knuder - og så, forhåbningsfuld, vende stoffet og opdage, at det var forsiden, man så; bagsiden er endnu mere flosset!
Det ironiske er, at Skyum altid er forbløffende god til at læse Grotrian, især når han skriver, at han ikke forstår noget som helst. ”[B]agsiden er endnu mere flosset”. Det er da en præcis og poetisk læsning. Grotrian selv skriver et sted ”På bagsiden af alle digte/ ser der sådan ud”. Grotrians tekster er måske vendt med bagsiden udad? En bagside der skal oversættes, og når den oversættes, så kommer der endnu mere poesi ud af det, som når Skyum-Nielsen læser det, han ikke forstår og præcis dér er mest poetisk.
Jeg skal ikke gøre mig klogere end Skyum-Nielsen, som er en god anmelder, men igen kunne man til en begyndelse forsøge at finde de elastikker, som holder sætningerne sammen, for ligesom at forsøge at få digtene til at vende ud imod os læsere.
Traktorspor til folder og larve(spor/fødder).
Traktorspor/ pilefletning/ kruseduller
Køb/ gave
Parkerede digte, bogreol, væg, tapet
Tjah, blev man klogere af det? Næppe. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på begyndelsen til Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler, når Grotrian skriver ”Jeg køber panik”. Har digteren i virkelighed blot købt denne digtsamling og genkender sig selv, Andkjær Olsens inspiration fra Grotrian selv. Og det som de parkerede digte gør, er det ikke at suge til sig af intertekstuelle referencer, at sniffe i kor? Men lad nu det ligge. De hagl, som digtet taler om, kunne igen knyttes til selvmord. Her kunne man tænke på, at jeget er ved at skyde sig selv ind i ansigtet, og at vedkommende så gør sig tanker om, hvor og hvordan ansigtet ser ud bagefter, jf. evighedens maske.
Nå, andre må læse videre. Og i øvrigt, så er det jo sjovt, hvordan Grotrian er begyndt at opfinde digtere, som han selv citerer fra: David Richter Fönss: Klopfen wird blau. Her ligger der også en eller anden vits eller hund begravet. God arbejdslyst!
Min angst er den enfoldiges. Den er et stykke papir, der kun/ er foldet én gang (…) Vi, de enfoldige./ Et enfoldigt leve! Men derved bliver døden jo større.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar