Litteraturens rovdyr

Jeg fik refereret en diskussion på Facebook angående min anmeldelse af Katinka My Jones' digtsamling Sølv.

Katinka mener, at min anmeldelse er dårlig. Bl.a. er hun utilfreds med, at jeg tager udgangspunkt i flapteksten.

Hun har på en måde ret i, at det obstruerer min læsning og at jeg jo, bl.a. på grund af det, ikke får lavet en ordentlig anmeldelse, sorry. Det gik måske lidt for stærkt, og en ordentlighed er naturligvis det mindste, man kan forlange af en anmelder. Faktisk synes jeg ikke, at hendes bog er dårlig, tværtimod. Jeg synes, at der er mange gode ting på færde, men at de måske ikke helt kommer til deres ret / udfoldelse endnu.

Dog mener jeg stadig, at flapteksten er et vildskud i forhold til digtene, som slet ikke benytter sig af den (samme) ironi. Det kan siges at være en fejl fra redaktørens side snarere end fra forfatterens.

Men i forlængelse af dette kom jeg til at tænke på, at der er en tendens til at opdele anmeldere og forfattere meget skarpt i vidt forskellige folkefærd, ja to litterære arter, og det er næsten altid synd for forfatterne, når anmelderne kommer efter dem. Anmelderne er sådan nogle store stygge, ja frådende dyr, der kaster sig over de skrøbelige forfatteres værker og æder dem råt, for Far her er anmelder, og lille Lise er forfatter. Er det ikke noget ynk?

For det første føler jeg mig, når jeg optræder som anmelder, ikke som sådan een på den anden side af litteraturen, en form for litteraturens rovdyr, der jagter vildt og blot venter på at blive lukket ud af buret, førend jeg går til angreb. Jeg er mere ude på at give læserne af anmeldelsen og forfatteren ikke mindst et eller andet med på vejen. Desuden har jeg sgu da selv fået et hav af manuskripter afvist af forlag med og uden konsulentudtalelser, fået hamrende hård kritik, både fagligt og som spirende forfatter. At jeg blev akademiker / litterat og ikke forfatter er måske en tilfældighed - jeg troede selv, at det skulle være omvendt, indtil jeg en dag pludselig opdagede mig selv som ph.d.-studerende på uni - og sådan tror jeg at det er for mange, både forfattere, litterater, anmeldere, kritikere, eller hvordan man nu bestemmer arten af de litteraturinteresserede.

For det andet har anmeldere jo også en dyb interesse i litteraturen, måske endog den samme som forfatterne. Både som anmelder og som forfatter lægger man noget for en dag. Forfatteren mest naturligvis. Men man eksponerer sig og sine ting, og nogen skal jo mene noget om det. Ellers findes det ikke. Oftest bryder jeg mig overhovedet ikke om at skulle mene noget og vil måske heller bare bekræfte, at det findes, men jeg får bøgerne for det og får desuden en privilegeret adgang til at kunne følge med i den nyeste danske litteratur, som interesserer mig meget.

For det tredje så er det min erfaring, at det faktisk oftest er forfattere indbyrdes, der er hinandens hårdeste kritikere, men de siger det bare ikke højt. Det kan jeg sagtens forstå, miljøet er småt osv. Men een af grundene til at de måske er så hårde ved hinanden kunne jo være, at man har brug for at pisse sit eget territorie af for at finde ud af, hvor man selv står. Det er der ikke noget mærkeligt i, synes jeg, og det bliver man sikkert bedre af som forfatter.

Men summa summarum: Vi lever af hinanden, vi er litteraturen, om man kan lide det eller ej.