Fotorama / Glamorama

Jeg har løbet en hel del her på det sidste, hvilket i og for sig er ligegyldigt, men når jeg tjekker Ipoden ser jeg, at det er følgende numre, som har givet mig mest fart i benene:

Ladyhawke: "My delirium"
Kings of Leon: "Sex on Fire"
Ryan Adams: "Fix it"
Madonna: "Papa don't preach"
Fleet Foxes: "Mykonos"
Red House Painters: "Have You Forgotten"

Fint nok, især er jeg glad for, at Madonnas hit fra LPen med det vidunderligt naive navn True Blue sneg sig med på listen, ren nostalgi, men hvad med læselisten?

Rundt omkring, på kontorer ude og hjemme, natborde, toiletter og diverse flyder det med gode bøger. Lad mig allerførst nævne Peter Laugesens Fotorama, som er hamrende god. Laugesen skælder sine læsere ud, ingen fatter en skid og gud ske lov og tak for det - tænk hvis det forfærdelige skulle ske, nemlig at der rent faktisk var en læser, som læste Laugesen, som han (ikke) vil læses. Laugesen holder apokalypse over sin tid. Verden går under, men Laugesen sender nødblus op fra sit hjørne i Brabrand.

Et andet sted ligger Thomas Hvid Kromanns ph.d.-afhandling Appropriering, system, bogobjekt. Litterære afpersonaliseringsstrategier hos den danske tresseravantgarde 1964-1970. Det er en ægte MF af en afhandling. Kromann er måske den mest stilrene akademiker, jeg kender. Måske skyldes det, at han jo allerede er mere eller mindre kendt som skønlitterær forfatter, og at ingen skal anklage ham for ikke at skrive akademisk. Desuden har han haft fingrene nede i alt muligt tressersnask. Det er herligt, en tour de force af akademiske blindgyder.

Desuden genlæser jeg Bret Easton Ellis' Glamorama. Den må være et hovedværk i 90erne, selvom mange har svært ved at anerkende Ellis som mere end et mediefænomen. Det er han også, og det demonstrerer han med sine bøger, ikke mindst med Glamorama, der er helt ude i virkelighedens tove. Men altså: Modeller der er terrorister, og en jegfortæller der læser manuskriptet til de scener, der udspiller sig senere i bogen. Virkeligheden der eksploderer i konfetti. Det er langt ude og ret godt.

Peter Adolphsens Katalognien. Storm P på vers. Ejler der brækker nakken på ustyrlige linjer. Hatten af for det mod, der udvises fra Adolphsens side. Peter og Ejlers eventyr er ofte platte, men plottet er flot. Men det er jo en bog, der vil falde på halen, og dem findes der ikke mange af i DK. Vi har set det før i tidsskrifter, fx Øverste Kirurgiske, men en helt bog med lutter spas, det er ikke til at stå for.

Nå ja, glemte jeg at nævne Claus Handberg Christensens tak for mørket, far, som jeg har anmeldt andetsteds.