Hej Stefan
Vi er en gruppe på pædagoguddannelsen, der er ved at skrive en artikel omkring selvfremstilling- og iscenesættelse på de sociale medier. Vi kunne rigtig godt bruge noget ekspertviden, og derfor vil det være en kæmpe hjælp, hvis du vil forsøge at svare på disse spørgsmål:
Er det din oplevelse, at folk kan udvikle en afhængighed af at "følge" andre menneskers liv på eksempelvis Instagram?
Det må jo komme an på en mere empirisk undersøgelse, tror jeg. Jeg tror ikke, at man er mere afhængig af de sociale medier end af et socialt liv som sådan. Men det er klart at flere af de sociale medier, herunder Instagram, tilskynder mennesker til at se og blive set. De intensiverer og forstærker derfor en drivkraft, som vi som mennesker sikkert har i forvejen. De fremmer, eller med et populært ord, faciliterer noget i vores generelle selvfremstilling på en måde, som vi ikke har set det før. De fremmer således også følelsen af at kunne “redigere” sit liv, sin selvfortælling og dermed samlet set sin selvfremstilling. Afhængigheden, hvis den findes, kommer sig nok af denne ide om at kunne redigere og kontrollere sit udtryk. Det som Erving Goffman kaldte impression management.
Hvordan kan det være, at nogle har så stort behov for at have en profil og få anerkendelse igennem likes og evt. også her udvikle et form for afhængighed for opmærksomhed og likes?
Igen: Det har vel altid været rart at blive bekræftet. Handler det ikke bare om at sociale medier forstærker noget ved vores generelle selvfremstilling? Mennesket er vel et socialt dyr.
Tænker du, at brugen af Instagram og den besættelse af at følge andre, man herigennem kan udvikle, kan føre til lavt selvværd og præstationsangst? Og kan du sige noget uddybende herom.
Nej. Men den sammenlignelighed der ligger i at alle kan mediere sig selv giver måske nogle af disse følelser. Imidlertid skal man måske passe på med at gøre brugerne dummere end de er. De ved godt at de sociale medier giver et andet billede af mennesker, et redigeret billede. Mon ikke der er en form for selvjustits her blandt brugerne? Dem der så at sige skaber sig for meget på de sociale medier, fx ved at skabe glansbilleder af sig selv, får det svært i andre sociale sammenhænge, som ikke er medierede og redigerede. Det er mistænksomt kun at lave et glansbillede af sig selv og det ved de fleste brugere sikkert.
På Instagram vises der i høj grad et glansbillede af livet. Hvad tænker du, at "mødet med det perfekte” gør ved os?
Det er, som ved de andre spørgsmål, meget vanskeligt at svare på. Hvis man for alvor skal bevise, at det er sådan det hænger sammen, må man arbejde empirisk og historisk, dvs. om de sociale medier i virkeligheden gør noget ved os, som vi ikke gjorde i forvejen. Jeg er ikke så bange for “mødet med det perfekte”, som jeg er for følelsen af at kunne kontrollere sit liv. De sociale medier er, fordi de netop griber ind i vores sociale liv i øvrigt, her noget, der foregøgler os ideen om at kunne styre tingene, dvs. styre det indtryk, som man som menneske afgiver. Og det vil altid være en løgn. Vi kan ikke styre vores tilværelse og slet ikke, hvordan andre mennesker ser og taler om os.
Og her et mere åbent spørgsmål: Vores overordnede emne hedder "Selviscenesættelse, selvfremstilling og fremstillingsformer i det offentlige rum". Hvad tænker du umiddelbart om dette,
særligt når det gælder konsekvenserne for almindelige mennesker, der betages af andres digitalt iscenesatte liv?
Som jeg skrev ovenfor, så er jeg mere bange for den kontrolmani, som selvfremstilling på de sociale medier måske medfører, og at man af angst for det ukontrollerbare helt og holdent glemmer at leve sit liv andre steder end her, altså på de sociale medier. Billeder på Instagram lugter ikke, de fryser ikke, de er ikke ensomme. Min personlige opfattelse af unge mennesker – og her bygger jeg på min erfaring som underviser – er at de er blevet mere kontrollerede. De gør brug af kalendere, timeplanners og virker generelt mere business-agtige, fx i forhold til det at tage deres uddannelse. De er målstyrede og glemmer til tider processen til fordel for produktet. De spørger: Hvad skal jeg kunne til eksamen? I stedet for at give sig hen til det der sker fra gang til gang i undervisningen. Jeg ved ikke, om dette hænger sammen med de sociale medier, for det er også en tankegang, som de bliver opdraget i og inden for i hele skolesystemet. De skal fra begyndelsen have en plan med deres liv og dér hjælper det, hvis man kan strukturere sit liv som en fortælling. Men dybest set så er et liv aldrig en fortælling, men en måde som vi forsøger at forstå vores liv på, en måde at give livet mening på. De mennesker der ikke kan klare det, får det svært. I ideen om at ens liv er en fortælling, ligger der desuden et skjult imperativ: Fortællinger skal jo helst være gode. Men hvad med dem, der lever den dårlige fortælling, eller dem der ikke kan klare at gøre deres liv til en fortælling? Eller dem der ikke kan leve op til den fortælling, som de forestiller sig at deres liv bør have. De kigger sig selv i spejlet og føler sig for tykke, eller for grimme osv.
På forhånd mange tak for hjælpen
Venlig hilsen
Heidi Jørgensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar