Svar på tiltale 2

En lærerstuderende sendte mig en række spørgsmål, som jeg så forsøgte at besvare efter bedste evne:

Når jeg refererer til dig i min rapport, hvordan vil du så gerne tituleres?

Ha. Stefan vil være fint, Kjerkegaard hvis det skal være rigtig fint, men skal det være med titel, er det lektor ; - )

1.     Hvis du skulle beskrive lyrik med tre ord, hvilke tre ville du så bruge? 

Den er vanskelig. Jeg ville nok aldrig gå med til at koge lyrik ned til tre ord. Men skal jeg alligevel gøre det og med håndjern på måske: sprogkunst, modsprog, X (et ord som jeg ikke har ord for?)

2.     Du skriver at lyrikken er det mest litterære udtryk – vil du uddybe denne bemærkning? 

Ja, det var et af de udtryk, som de andre læsere af kapitlet [Videre i teksten] også faldt over. Hvis litteratur er sprogkunst i det hele taget, må lyrikken være det sted, hvor kunsten findes i et koncentrat. En maggiterning af litteratur måske. Eller litteraturens black box vil andre sige. Et sted hvor sproget også altid har sig selv som genstand. Dvs. sprog handler altid om verden. Det henviser altid til denne, men i lyrikken er sproget også en del af den verden, der henvises til. Derfor bliver det ofte en slags materiale. Ligesom maleren ikke maler med  ”frugter” fx, hvis denne laver et stilleben, men med farver, således har digteren også ofte et forhold til ordene, hvor de består af det sanselige: lyd, et udseende, en klang osv. Man kan ikke hamre et søm i med ordet ”hammer”.

3.     Hvorfor tror du, at folkeskoleelever stiller sig skeptisk overfor læsningen af lyrik? Det kan måske synes paradoksalt, at når de møder det vi kan karakterisere som ”professionelle” tekster, stiller de sig på hælene. Men med det samme de får pause, tager cyklen hjem eller sidder på værelset, er de omgivet af lyrik i form af rap, popsange etc.

Der er forskel på at konsumere og på at læse (litteratur), selvom den forskel bliver mindre og mindre, i hvert fald mindre synlig. Det er en gammel kliché, at man skal læse litteratur langsomt, og hvis lyrikken er dette koncentrat, som jeg taler om, skal den læses desto mere langsom. Langsom vil her sige, at man til en vis grad læser uden at tage hensyn til verden udenfor og kontekst. Det er det stærke ved den nykritiske tradition, som jeg dog ikke uden videre er tilhænger af. Det er jo også fedt at konsumere litteratur – det skal man huske på. Men langsomhed kræver at man skruer så meget ned for tempoet, i hvert fald når det gælder lyrik, at man begynder at sanse ordene igen. At man som læser nærmer sig den proces, som digteren var i, da digtet blev skrevet og dermed også ser ordene, digtet, verset osv. som materiale. Det er en vanskelig øvelse, og den er ikke blevet nemmere i en tid, hvor alt går hurtigt, og hvor man er vant til at konsumere kulturprodukter. De russiske formalister talte om underliggørelse eller defamiliarisering. De talte om at dette forlænger perceptionsprocessen. Kunst gør således det tilvante uvant. Litteratur gør vores forhold til sproget uselvfølgeligt, og det er en givtig erfaring for enhver. At sprog ikke bare er et redskab, som vi kan bruge, som vi vil, men at sproget også er et redskab, der bruger os. I hverdagen finder man ud af dette, når sproget ikke makker ret. Når andre ikke forstår, hvad man mener osv. Men i lyrikken er dette det grundlæggende vilkår. Vi forstår aldrig, hvad vi mener. Det vil få nogle til at give op, men det kan jo også være anledningen til at formulere sig igen.

4.     Hvordan mener du, at lyrikundervisning kan bidrage til elevernes æstetiske erfaring (forståelse jf. fagformålet for danskfaget)?

Æstetiske erfaringer handler vel, bl.a. om at have et uselvfølgeligt forhold til verden og dermed også til sproget, som er en del, måske den vigtigste del, af denne vores verden. Det er her, at litteratur kommer ind i billedet og i lyrik

5.     I min praktik oplevede jeg, som tidligere beskrevet, en skepsis i forhold til læsningen af digte. Men når eleverne selv skulle skrive og lave egenproducerede lommefilm om deres digt, var modstanden i høj grad forsvundet. Har du et bud på, hvad det kunne skyldes?

Hele dette overordnede paradigmeskifte fra dannelsestænkning til kompetencetænkning, tror jeg. Men her har vi med større og langt mere overordnede kræfter at gøre, som ligger langt ude fra litteraturens domæne. Deres skepsis skylder formentlig, at de ikke er vant til at arbejde med og tænke sproget, sådan som det tænkes i og med lyrikken – fx som sansbart materiale.

6.     Hvilke kompetencer tror du eleverne udvikler i forbindelse med lyrikarbejdet, og kan en sådan lyrikundervisning forsvares i en tid hvor skolen er præget af dokumenteret viden og målstyring?

Nu spørger du om kompetencer, dokumenteret viden og målstyring. Lyrik er heldigvis alt det modsatte af det, og det er i princippet svar nok. Derfor.

P.S.: Men skal jeg gå med på denne jargon, og der er næppe noget valg for tiden, så tror jeg netop at sproglige kompetencer bl.a. er at have et uselvfølgeligt forhold til sproget. Eller at man også til tider kan antage et sådant. Lyrik er altid også en kritik af sproget. Et modsprog og også kritik forstået som undersøgelse af sproget. Sprog er aldrig uskyldigt. Det er også en handling i verden, som man i et demokratisk samfund bør bør have kompetencerne til at stille sig kritisk overfor. Det får man igennem arbejdet, ikke bare med lyrik, men med litteratur. Er Omar Abdel Hamid El-Hussein navnet på en galning? Eller er det navnet på en terrorist? At man vælger den sidste løsning giver PET en milliard kroner i lommen, imens socialt arbejde fx i udsatte områder får nul og niks.

Sproget er aldrig uskyldigt. Nogen har været der før, og de har med deres brug endda lagt bestemte værdier ned i det. Værdier som vi risikerer at overtage ukritisk, hvis vi ikke tænker over, hvad sproget er, og hvordan det påvirker os, taler igennem os. At sproget aldrig kun er vores, at man måske aldrig kan sige ”Jeg elsker dig” og faktisk mene det, skal ikke forhindre os i ikke at være kritiske, ikke at forsøge at tilegne, beherske det i den udstrækning, som vi magter.

Så når mine studerende spørger, hvad med eksamen, hvad skal vi kunne, for det har de efterhånden lært igennem skolesystemet, at det skal man, apropos målstyring og dokumentation. Så vil jeg svare, at jeg jo ikke bare uddanner dem til at kunne tage en bestemt eksamen, men også til at være kritiske og selvtænkende mennesker. At være gode læsere, til eksamen ja, men også gode læsere af sig selv og andre mere generelt (det man har kaldt empati, og som heldigvis ikke er målbar). En god læser, og her taler jeg både om den, der sidder og skriver sin eksamensopgave og mere generelt om en humaniorastuderende anno 2015, er en læser der formår at læse sig selv, når der læses. At man afslører sig selv og sin egen position, at man er yderst bevidst om denne, også når man sidder der og tænker over, hvordan et digt rimer, hvordan en fortælling er fortalt osv. Den erfaring hører jo ikke kun til danskundervisning, men også til det overhovedet at være et menneske. At kunne afsløre sig selv som menneske for at være et menneske sammen med andre mennesker. Litteraturen er det nok indtil videre bedste sted at øve sig i at læse og læse sig selv og andre i verden. Det er et privilegeret undervisningsobjekt, fx et privilegeret samtaleobjekt i dansktimerne, og måske er den bedste begrundelse for at læse litteratur faktisk, at den er så velegnet at undervise i og med.

Og dertil kommer at litteratur jo også, helt simpelt, er det sted, indeholder de tekster, der lærer os, hvad sproget kan. Det er sprogkunst. Hvis de personer, der har opfundet ordene ”målstyring” og ”dokumenteret viden” skulle undervise unge mennesker i at skrive og læse, ville verden gå under i dårligt sprog. Ingen ville kunne se pointen i at blive bedre til at bruge sproget, forsøge sig med nye og bedre formuleringer, lege og undersøge sig frem. Al den famlen sig frem er ikke bare sprog for sprogets skyld, men for menneskets skyld.

Nå ja, så kunne det jo være, på trods af ”dokumenteret viden” og ”målstyring”, at der rent faktisk fandtes digte eller litteratur, også i fortiden, som kunne gøre os klogere på os selv og verden. Det er som om de ord i sig selv er en decideret afvisning af, at man kan lære noget af (litteratur)historien. Ordene er så historieløse at de ikke engang selv ved, hvor dybt historisk forankrede de er i deres egen samtid. Begravet i Excel-ark og en fordummede jargon. Mennesker er ikke tal. Hvis vi var det, ville den verden udenfor, som jeg kigger på nu, formentlig være Auschwitz. Men det er det ikke. Det er Københavns lufthavn.

Det er ikke os der skal lære at læse litteratur, men litteraturen der lærer os, hvad det vil sige at læse