Poesi og globalisering

I cannot read Norwegian poetry, but if I were told that no more poetry was being written in the Norwegian language I should feel an alarm which would be much more than generous sympathy. I should regard it as a spot of malady which was likely to spread over the whole Continent; the beginning of a decline which would mean that people everywhere would cease to be able to express, and consequently be able to feel, the emotions of civilized beings.

(T. S. Eliot i "The Social Function of Poetry" — On Poetry and Poets. London: Faber, pp. 15–25)

Sådan sagde Eliot i en tale, som han holdt i 1943, og citatet fik mig til at gruble en smule over forholdet mellem poesi og globalisering, især hvordan poesien fx forholder sig til den måde, som globaliseringen på den ene side styrker nationalitetsfølelser og på den anden opløser dem. Poesien styrker på en måde en nations sammenhængskraft, også selvom denne er kritisk i forhold til en sådan. Alene det at poesien er poesi og dermed i princippet uoversættelig, binder den til et bestemt lands sprog - på godt og ondt.

Naturligvis findes der universal-engelsk, men tænker man lokalt, er den eneste "danske poesi" på engelsk nærmest kun sang- og raptekster, og dér er det dæleme svært at gøre sig gældende, bare spørg Kim Larsen, hvis danskhed ikke kunnne oversættes til engelsk, eller The Storm (uden nogen som helst sammenligning i øvrigt), hvor afgrunden mellem de himmelråbende naive tekster og den storladne patos i musikken allerhøjest får een til at trække på smilebåndet eller bare skrue ned.

Men kunne man forestille sig danske digtere skrive direkte på engelsk? Det ville da være forsøget værd og får mig til at tænke på det digt af Mette Moestrup "My Language", hvor hun netop påviser uoversætteligheder, lakuner i sproget.