Af og til så skriver anmeldelser sig selv. Sådan havde jeg det i hvert fald med denne anmeldelse af Ursula Andkjær Olsens Havet er en scene. Til en start havde jeg ikke en anelse om, hvad jeg skulle skrive, men så kan man jo altid starte med omslaget, og omslaget viste sig at være et anslag. Sådan kan det jo gå.
Flere problemer havde jeg med Das Beckwerks Suverænen, selvom den også er rigtig god. Den er anmeldt her. Jeg havde først og fremmest lyst til at skrive noget, som kunne sætte projektet i et perspektiv, der er hinsides det "personlige" med Claus Beck-Nielsens død og hvad har vi, som de fleste stopper op ved (og med god grund). Og jeg orker altså ikke at hoppe med på den der nye bølge, som gerne vil have ham ned med nakken. Det er en god roman og mere er der ikke at sige til det.
Eller jo, det er der, fordi begge bøger jo på en måde gør os opmærksomme på, at litteraturen måske befinder sig i en form for undtagelsestilstand, eller rettere identificerer sig med denne tilstand. Jeg er klar over, at ordet er hvirvlet op via Giorgio Agamben, der igen har det fra Carl Schmitt, men alligevel. Er der noget om det?
Og så er de naturligvis begge skrevet i skyggen af de forskellige krigshandlinger i Irak og Afghanistan. Hos Andkjær Olsen mere som et poetisk sprog, der absorberer tidens toneklang end som egentlig politisk strategi.
(Og ja, hvem er det egentlig, der sidder på ryggen dér af Rasmussen?)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar