Å oh O

I Simon Grotrians nyeste digtsamling, Å, finder man følgende indgangsbøn (indledningscitat):

SEDR
KOLP
DRFT
HUJI

Det er jo fantastisk og fantastisk morsomt. Digtet, hvis man ellers kan kalde det det, spiller naturligvis på en reference til digtet "Håbløshed" fra Fire (1990), som ser sådan her ud:

ASDF
JKLÆ
ASDF
JKLÆ

Men hvad er så forskellen? Jo, man skal have fat i sit tastatur, førend man kan se det. Først og fremmest er der tale om en ændring af en horisontal bevægelse i "Håbløshed" til en vertikal i det nye digt. Det er en ting. Noget andet er manglen på gentagelse. I det nye digt bevæger afsættet sig ind mod midten af tastaturet, men hvad det skal betyde, må man nok spørge om? Måske bare at pladsen at udfolde sig på er blevet større siden sidst og måske i kraft af en udfoldet religiøsitet, hvem ved?

Er der så tale om en parodi? Måske, men i så fald en parodi, som om muligt er ude på at ændre budskabet fra håbløshed til håb. hÅb

Ellers synes jeg nok, at Grotrians digte denne gang på en måde er mere gennemsigtige end tidligere. Der er mere luft i dem, apropos det vertikale. De er apostrofiske, hvilket også ligger i titlen, som jo kan læses om en apostrofe. De handler ofte om kærlighed. Om at skrive i åen, om at skrive i sit Å, om at skrive Å.

Især et digt slog mig ved en gennemlæsning:

Hvis jeg oversætter tågen
står her intet
hvis jeg falder i et øje
er jeg vågen
hvis jeg underskriver digtet
er det stærene
der kommer.

Måske en lille poetik fra Grotrians side og en reminder til alle os oversættere. Der står det der står. Har vi brug for mere? Fx i dette digt:

Natten synger rent
for sine emmende tapeter.

Der er kister mellem svalerne.

I åen strømmer blækket
fra et fuglebur
med kejserens myoser.

Det er tidens ve.

Det er vist Barbara Johnson, som taler om, at vi som mennesker er resistente overfor bogstavelighed. Det skal fandme betyde noget. Men skal det det? "kister mellem svalerne" - det er da godt, uanset hvad det end betyder.

På den anden side, så tror jeg, at en af de nærmest angstprovokerende ting ved at læse Grotrian, det er, at vi imens vi gør det er bange for, at det hele betyder noget, men at vi bare ikke fatter en skid

Vi blinde, "stærene", flokkes om digtet, især hvis det underskrives af en digter som Grotrian.

Nå ja og som en sidste bemærkning: Grotrians indledningscitater bliver efterhånden mere og mere kryptiske, men også mere og mere interne, ofte er de af digtere, som ikke findes, men som tydeligvis er Grotrian selv: The drive is a parrot.

Sådan er der så meget.