Jeg er Stig, jeg er Karl Ove, jeg er Zlatan, jeg er Mange

På et tidspunkt (296) bliver Stig Larsson i sin nyeste bog, När det känss att det håller på ta slutt, nødt til at afbryde sin læsning af Karl Ove Knausgårds Min kamp. Årsagen er Zlatan Ibrahimovics selvbiografi Jag är Zlatan Ibrahimovic. Larsson sammenligner Zlatans selvbiografi, der jo er fremragende ghostwritet af David Lagercrantz, med Miles Davis’ selvbiografi eller Pavel Sudoplatovs og skriver:

”Och det är samma kalla-mig-vad-du-vill-stil som präglar boken som skildrar Zlatans historie [...] Så skulle jag vilja att den bok som jeg nu skriver också blir läst.” (297)

Nuvel, det er præcis de tre bøger, som har optaget mig mest i de forgangne uger, og jeg vil sige lidt om hver enkelt læseoplevelse, før jeg forsøger at sige, hvorfor de, bøgerne og menneskene bag dem, på mærkværdig vis måske har noget til fælles.

Af forskellige årsager begyndte jeg at genlæse bind 6 af Min kamp. Jeg havde bl.a. med Poul Behrendt diskuteret, om titlen, Det tredje riket, egentlig var et nazi-alternativ til titlen Min kamp, som jeg jo havde påstået i en kommentar i Information, eller om det var titlen på et fremtidigt romanprojekt, som Knausgård blot nævner en passant i bind 6. Mesterdetektiven Poul havde naturligvis ret. Men det var under alle omstændigheder en fin anledning til at få den læst igen.

Bind 6 er det mest monstrøse og mest heterogene bind af romanserien Min kamp. På en måde fuldendes Knausgårds Min kamp-poetik heri. Hvis man ellers kan tale om poetik? Det er nok snarere en anti-poetik, nemlig ”å gi faen” og nedskrive det, der i skrivende stund falder skribenten ind. Ideen er at komme væk fra, ud af konstruktionerne, og det som Knausgård kalder for fiktioner.

Men ved genlæsningen har det vist sig, at essayet "Navnet og tallet" ikke uden videre er et essay om primært Celans digt og Hitlers selvbiografi, men også og snarere en række spontane essays og tanekerækker, der handler om, ja om hvad? 

Nu har jeg tidligere skrevet om, hvordan Knausgårds bøger på mange måder står i modsætning til (Claus Beck-)Nielsens, herunder deres opfattelse af virkeligheden. Men jeg tror, at de har det pressede til fælles. De vil begge lave virkeligheden om, hvis de kunne. Men muligheden for et ”vi” findes ikke hos Knausgård. Hos ham hænger der følgelig ikke utopiske forestillinger om revolution, det kommende, begivenheden, den skønne dag etc. og flagrer et sted i skriften. Her har man kun sig selv. Det er her det starter og slutter. Men du og jeg, os alle hver især, har muligheden for at søge ud i det åbne, som det hedder hos Hölderlin. Knausgård gør det på sin måde, vi andre må finde vores. Det kan, i Knausgårds optik, kun være et dybt personligt projekt.

Særligt bemærkelseværdigt er omkring 78 sider fra side 604 og frem, der handler om alt mulig andet end Hitler og Celan. En tankemæssig, både litteraturhistorisk og idehistorisk tour de force. Skal man på nogen måde forsøge at kondensere, hvad det mere præcist er, at Knausgård her indkredser, tror jeg at man ender med at tale en smule tåget. Med andre ord: Pointerne er ikke pointerede, og de er på flere måder mange, selvom man naturligvis fornemmer, at det primært handler om nogle af de hovedtemaer, som ligger bag skrivningen af Min kamp. Fx forholdet mellem verden og virkelighed, herunder ideen om virkelighedens forfald i en globaliseret tid.

Som den romantiker Knausgård også er, begræder han virkelighedens afmytologisering, dens tilsyneladende mangel på hemmeligheder, der efterlader en voldsom længsel i nogen af os. Men bag det hele brænder et menneske naturligvis også af frustrationer. Hvis der er en ting, som genlæsningen har gjort mig opmærksom på, så er det hvordan Knausgård føler sig som fanget i en form for virkelighedens skruestik. Han er en særdeles presset mand.

Men lad os antage at dette spontane essay inde midt i essayet om Hitler, ikke handler om noget specifikt. Jeg kan tage fejl. Muligvis er jeg ikke skarp nok, men lad os for en stund suspendere den mulighed. Hvad handler det så om? (Den måde at selvudspørge sig selv, som her, er i øvrigt også karakteristisk for Knausgård. I Celan-analysen lander han igen og igen på et nyt spørgsmål, der så skal besvares. Men lad det ligge. Hvad handler det spontane essay om?)

Det handler om musikalitet og intuition. Ja, det handler om poesi, kunne man sige. Knausgård har en del ”issues” med poesien, og det er formentligt ikke tilfældigt, at det er en af de mest vanskelige digtere, nemlig Celan, hvis digt han laver en analyse af. Men Knausgård er ikke lyriker, så hvorfor bringe Hölderlin og Celan på banen? Mange vil sikkert argumentere for, at dette har med titlen og relationen til Hitler at gøre, og det er ganske sikkert også rigtigt, men kun delvist rigtigt, vil jeg påstå. Den anden del, som er mindst ligeså vigtig for forståelsen af Knausgård, handler om den lyrik, der befinder sig i Knausgårds prosa. Og når jeg her taler om lyrik, taler jeg naturligvis også om musikalitet og intuition.

Ingen af disse begreber anvender Knausgård, men hvis man husker tilbage på begyndelsen af bind 1, der starter med refleksioner over hjertet, får man et mere knausgårdsk billede på det, som jeg taler om. Da Karl Ove får blikket op for Tonje i forbindelse med deres fælles arbejde på studenterradioen lyder det: ”For alt var forandret, det visste jeg. Hjertet mitt sa meg det. Og hjertet tager aldri fejl. Aldri aldri feil tager hjertet” (bind 5, 485). Hjertet er billedet på alt det, som Knausgårds prosa efterstræber: ”For hjertet er livet enkelt: det slår så lenge det kan, så stopper det.” Sådan. Hverken mere eller mindre. Prosa fra og som hjertet. Prosaens hjerteslag.

Det der binder Knausgårds spontane essays sammen, kan måske bedre beskrives i musikalske termer, som crescendo og decrescendo. Tankerne er i flere af disse simpelthen underlagt en musikalitet, prosaens hjerteslag, som er vigtigere for Knausgård. Disse hjerteslag fører ud i det åbne, ikke tankerne i sig selv. Lad mig påpege, at dette ikke betyder, at Knausgård er en dårlig tænker – at han skriver bedre end han tænker osv., men det betyder, at der er noget forførende over hans prosa. Vha. crescendo og decrescendo kan han få os læsere til at føle pointerne, eller mere præcist at føle musikaliteten som pointer. Det sted i bind 6, hvor dette finder sted på mest emfatisk vis, er naturligvis dér hvor navnet på faderen, Kai Åge Knausgård nævnes (1003). Herfra er der kun decrescendo tilbage, og man fornemmer, at romanen faktisk allerede er slut og forfatteren på tilbagetog til familien.

Men der findes også andre steder, disse musikalske omdrejningspunkter i romanen. Tager man igen udgangspunkt i bind 6 kunne det være nedenstående sted omkring ansigtets fald, hvor Knausgård vender tilbage til et af sine yndlingsemner Kain og Abel og knytter dette til Hitler:

”Døden er porten til det landet, som vi kommer fra og som vi før eller siden vender tilbake til. Det ligger utenfor språket, utenfor tanken, utenfor kulturen, og lar sig ikke gripe, bare anes, for eksempel ved å vende oss mot det i oss selv stumme og blinde. [...] Kulturen er skapt for å komme unna det perspektivet, for å se bort fra den avgrunnen vi lever like ved, men denne samtidskulturen, som bare har et par generasjoners perspektiv på livet og som forholder seg til den nære historien, det som før het manns minne, har aldri den tiden hvor ingenting forandrer seg, hvor alt er det samme, mytenes og ritens tid. At det aspektet ved virkelighetsforståelsen er borte, betyr ikke at det er borte fra virkeligheten. Hvad gjorde Hitler da han som ung holdt seg alene? Han så ingen, ingen så ham. Selv ikke som voksen forbandt han seg selv til noe du; når han ble sett, var det av en masse, av et alle, av et vi, og når han skrev, var det på samme måte: i Min kamp finnes det et jeg, og det finnes et vi, og det finnes et de, men det finnnes ikke noe du.

      Og hans ansikt falt.

      Løft opp. (657)

Man kunne også udpege stedet i bind 5, hvor skriften endeligt løsner sig for Knausgård efter debutromanen og efter hundredvis af sider og nye romanåbninger, og han meget sigende skriver en i øvrigt fremragende kortprosatekst ved navn ”Ilden” (585) til tidsskriftet Vinduet.

Det er således en kendt sag, at Knausgård skriver til musik, men det er en langt mindre kendt sag, at musikken i høj grad er mere end underlægning til skriften. Musikken findes også i skriften, kunne man sige.

* * * 

Vender vi nu tilbage til Larsson, og om lidt til Zlatan, så er det karakteristisk for den første, at han stoler blindt på sine instinkter og sin intuition. I forbindelse med skrivningen af to prosastykker, som Larsson påbegynder 1988, og som senere optræder i to forskellige digtsamlinger – to prosastykker som vel skal fungere som medforklarende til prosagennembrudet Natta de mina i Larssons poesi generelt, så forklarer han:

”Efter att ha skrivit dessa två texter blev det också lättare för mig att skriva med en absolut rak högermarginal, jag började lära mig talvärdet på alla svenska ord. Det är inte så att jeg på rak arm kan säga hur många bokstäver som det finns i ett ord som ”internationalism”. Men rent intuitivt, i fingrarna, visste jag detta. Som en konstnär, inte bara som tjackpundare [narkoman], ställer du dig aldrig frågan om varför det är så viktigt. Varför är just 69 nedslag per rad så viktigt? Du bara gör det. Jag menar, kan man överhuvedtaget tänka sig ett ögonblick där Monet bestämmar sig för att just det här näckrosdammar ska vara något som jag ska lägga ner två decennier på? Du litar till din instinkt, ungefär som du litar på din far – om du nu har en bra far.” (303-304)

Hvis Larssons bog handler om noget, så handler den om disse to ting, dels at være kunstner, dels at være stofafhængig. Hans ”tjack” er mestendels amfetamin, hvis effekt han skriver en del om, men et narkotikum som han dog primært advarer andre kraftigt imod at benytte sig af.

Det er en besynderlig bog, og den er langtfra så romanagtig som Knausgårds bøger. Men det er heller ikke en selvbiografi, selvom han skriver, at han er inspireret af Miles Davis’ selvbiografi. Et sted står der:

”På något sätt känner jag mig att den här boken inte kommer att likna så mycket annat du har läst. Det är därför jag nu känner en sådan lust att skriva den. För jag vet att den lust som jag kännar, den kommer du också att känna av. Och jag är beroende av den lusten.

                      Jag tänker skriva om mig själv, om mitt liv, om hur jag fungerar. Men om jag gör upp en plan för hur jag ska lägga upp det hela, så dödar jeg allt.

                      Jag måsta skriva som andan faller på. Överraska mig själv. Lära mig något om mig själv, och om andra, under tiden som jag skriver.” (9-10)

Larsson henvender sig ofte, som i denne passage, direkte til et du. Det er et medvidende du, medvidende i forhold til, hvem Larsson er, og hvad han som kunstner har bedrevet. Larsson stoler derfor ikke kun blindt på sit instinkt, men også på sin læser. Læseren skal nok kunne følge med, uanset hvor overraskende indholdet i øvrigt måtte være, også for forfatteren selv.

På sin vis bliver bogen derfor en slags udforskende prosa. Også den er skrevet på gehør. Men Larssons musikalitet er en helt anden end Knausgårds. Man kunne anvende et billede fra cykelsporten: Knausgårds timing er større anlagt, musikaliteten strækker sig over større distancer, tankerne bygger bro i sproget, de skræver og de skranter, af og til. Han ville kunne vinde et stort etapeløb, fornemmer man. Larsson derimod er en sofistikeret sprinter. Musikaliteten er meget mere fragmentarisk og skal findes dybere nede i prosaen, nede i detaljerne, stavelserne, lydene, som nu i den fantastiske titel Natta de mina, der helt bevidst lyder fremmedartet, også på svensk. Eller titlen på denne her bog, När det känss att det håller på ta slutt.

Larsson skriver, at han egentlig afskyr dobbelttydighed (478), der minder ham om billige vitser, men i dette tilfælde var det noget andet. Hvorfor? Fordi det føles rigtigt. Han udlægger selv titlen og skriver, at det både kan hentyde til et skrantende kærlighedsforhold til en person og til det, at ens liv hælder mod slutningen. Men det kan også hentyde til et afsluttende kærlighedsforhold til amfetaminen. Der findes, gisner han, et link mellem tabet af ens elskede og tabet af sit liv, og fortsætter skælmsk, den som anvender tjack, har en hund begravet, og den begravede hund er et såret hjerte.

Her ligger i øvrigt også en væsentlig forskel begravet mellem Larsson og Knausgård. Larsson er, som skrevet, skælmsk. I forhold til musikaliteten betyder det, at man aldrig helt ved hvilket toneleje, han benytter sig af. Larssons jeg er således meget mere labilt end Knausgårds. Det er som om, at modernismen er blevet absorberet af det talende jeg og har indlejret sig i stilen, om end den ikke er modernistisk, men noget andet. Stilen er, så at sige, manden, og det er manden, der er modernistisk.

Om end Zlatan ikke er modernistisk, så er han en mand med sin helt egen stil og et produkt af det, som globaliseringen gør ved et trygt velfærdssamfund som det svenske (og forhåbentlig også vores), og den stil har David Lagercrantz været en mester til at indfange i selvbiografien. Det er meget sjældent, at jeg læser biografier eller selvbiografier om ikke-litterære personer, men pga. Lagercrantz, Larsson og Zlatan selv, var denne her et must. I en så gennemprofessionaliseret verden som fodboldens er det fantastisk, at en spiller som Zlatan Ibrahimovic overhovedet kan lade sig gøre. Tænk bare på, hvor kedeligt det danske landshold er blevet. De er ikke til at holde ud af se på, og nu taber de også hele tiden.

Bogens første kapitel lægger hæsblæsende ud med Zlatans farvel til duksedrengene fra Barcelona; duksedrengene der kører i kedelige, ens klubbiler, hellere afleverer end skyder selv, og altid makker ret i forhold til klubben og træneren. Sådan er Zlatan ikke. Han fylder for meget og er klar over det. Men også Zlatan stoler på sit instinkt. Han har brug for at gøre fodbold til mere end fodbold, at løfte det op på et højere og andet niveau. At vinde handler ikke kun om de nøgne resultater, det handler også om at levere de mest kunstfærdige ting på græsset.

Efter en træningskamp mellem Sverige og Holland, hvor Zlatan kommer til at skade sin yderst populære Ajax-medspiller, Rafael van der Vaart, grupperes holdet skarpt i udlændinge på den ene side, der holder med Zlatan, og hollændere på den anden, der holder med van der Vaart. I Ajax’ efterfølgende kamp råber tilskuerne på van der Vaart, selvom han sidder skadet på tilskuerpladserne, og de hujer nedgørende ad Zlatan. Men som så ofte før, når Zlatan står ved en korsvej i sin karriere og er særdeles upopulær i sin klub, laver han en detalje eller et drømmemål. Det får hele stemningen omkring ham til at vende, og han vinder kampen, også den uden for banen [læg mærke til det korte klip af en særdeles sur van der Vaart, 38 sek. inde i klippe].

Zlatan og Larsson minder mest om hinanden, de er personalities, der aldrig har ladet sig indordne eller knægte af nogen former for socialitet. Knausgård er en anden type, der bekæmper de sociale bånd, forsøger at udfri sig fra dem. Men for alle tre handler det vel om at turde stå ved den, man er, og at tro på, at det er rigtigt. Det kræver mod, det kræver nosser, og det skaber overskrifter. Og vi læsere, ja vi får de gode bøger.