Mange har ment meget om denne Nielsen, og der er også meget at mene noget om, men jeg vil til enhver tid forsvare hans bøger, for det er i mine øjne her, at tyngdepunktet i forfatterskabet (eller hvad det nu er?) skal findes. Nogle gange tænker jeg endog, at det som kroppen bag Nielsen foretager sig, ude i virkeligheden som man siger, om det så er dennes begravelse, en rejse til Mellemøsten etc., sådan set kun er midler til målet, nemlig disse bøger og tekster, der udgår fra og udgør den decentraliserede nielsenske central.
Det gælder ikke mindst den kommende roman, som i mine øjne måske er hans hidtil bedste, mest gennemførte, og ja, indrømmet, mest romanagtige roman, i hvert fald i den post-Claus Beck-Nielsenske æra. Udgangspunktet er Nielsen og Rasmussens rejse til Iran. Denne gang (hvis man da ellers kan tale om gange, karaktererne er jo ligesom spritnye, eller i hvert fald historieløse hver gang) har de en revolution med sig i bagagen, især Nielsen (der flere gange sammenlignes med Robespierre), imens Rasmussen mere er med, fordi han er en selvmordspilot med hang til eksotisk turisme. Projektet ledsages af et keynoteoplæg ved en unavngiven intellektuel, der forelæser om årsagen til og baggrunden for Michel Foucaults i mange øjne besynderlige forsvar for revolutionen i Iran i sluthalvfjerdserne. Hvad var det Foucault så, som ingen andre tilsyneladende havde set? Bogen forsøger selv at svare via keynoteoplægget ved at opfinde og benytte begrebet det 21. Århundredes Joker, som er "den, der tør forvandle sig selv til katalysator for Begivenheden, som med sin udforskning af rationalitetens grænser, med sin hensynsløse kreativitet er parat til at åbne døren for Bevægelsen, massen af navnløse, og selv forsvinde sporløst i den" (227).
Forelæsningen om Foucault udgør et af flere (fortælle)spor i romanen, som i begyndelsen kan være vanskelige at holde ude fra hinanden, idet man hver gang lige skal tune sig ind på, hvem der faktisk taler. Men efterhånden som man når ind i bogen, får man nogenlunde styr på de forskellige fortælleinstanser. Ikke alle instansers ophav afsløres, og slet ikke de spor, der løber igennem romanen på farsi eller persisk, som jeg endnu mangler at afkode (og som på en måde gør læseren en smule paranoid), men vi hører fx både Nielsen og Rasmussen tænke og sige noget til forskel fra de andre romaner, ofte endog om de samme situationer.
"Man må tværtimod lade alle parter, selv de tilsyneladende mest ubetydelige, bipersonerne, være med til at fortælle historien. Vi, siger han og peger på sig selv, er inkarnationen af Vesten, den Hvide Mand, og ifølge den arabiske sociolog Edward Said har Vesten og den Hvide Mand i de sidste fem hundrede år fortalt verdenshistorien, som om den alene var Vestens historie." (125)
Det er Nielsen, der her taler og ironisk med sin gestus (pegen) modsiger budskabet i sin tale, men vi hører talen igennem Rasmussen, der afslutter afsnittet: "Jeg hører ikke efter. Det her er Nielsens scene, endnu et af hans pludselige indfald, revolutionen som improvisation." (126)
Men på trods af ironien må man alligevel sige, at romanen indeholder en perspektivisme, som er mere facetteret end i de forrige romaner, og som ikke udhæver et perspektiv frem for de andre. Det er hverken orientalisme eller det modsatte for den sags skyld. Men perspektivismen har den effekt, at vi får et ydre blik på Nielsen og Rasmussens gerninger og ugerninger. De bliver mere marionet-agtige, end de har været tidligere, i de foregående bøger, nu fanget i et spil mellem forskellige former for uidentificerbare såkaldte Store Sataner. De er en slags historiens dobbeltagenter, måske endog mere end det, nemlig muligvis det som keynotespeakeren kalder for Det 21. Århundredes Joker, katalysatoren, den der kan sætte det hele, dvs. revolutionen, i bevægelse igen. Og dog: Hvem der egentlig er Det 21. Århundredes Joker forbliver en tom plads i bogen. Som der står om Nielsen et sted:
"Nielsen tror, at han tror. Men i virkeligheden tror han ikke på noget. Og da slet ikke på Folket. Folket er bare. Midlet, mediet, massen, af hvilken han skaber sin egen lille verdenshistorie. Benzinen, der skal holde hans maskine kørende uafbrudt, videre, indtil The End. Nielsen er den eksemplariske puritaner. Homo activa. Så snart han vågner, står han ud af sengen og begynder at svinge arme og ven. Det er meningsløst. Og han ved det. Men så længe han holder den gående, så længe han er på, kan han lige akkurat holde helvede på plads under gulvtæppet, ørkenen, dagen og vejen."
Hvad formålet med revolutionen så er, er en anden sag. Det finder man aldrig rigtig ud af, ligesom de store ord fra Foucault: Begivenhed og Bevægelsen forbliver luftbårne kasteller, men at indføre demokrati er tilsyneladende ikke nok. Sigende nok bliver det tomme hul i det medbragte flag syet sammen til sidst i romanen, hullet lukkes, fordi det, som der står, er en praktisk foranstaltning i den videre rejse.
Men ideen om begivenhed er, al ironien til trods, alligevel en drivkraft. Det bliver taget pis på Nielsen, når vi ser ham fra Rasmussens side, men romanen som sådan, plottet i Store satans fald ernærer sig ved en form for evindelig forskudt potentialitet: det der venter, det kommende, er konstant drivkraften, dermed ikke forstået det der konkret venter, men at noget venter. Det er måske også en form for poetik i Nielsens værker generelt. Hans sprog har jo altid været potenseret af denne særlige form for retorik, der netop ernærer sig af en form for potentialitet, heri også ideen om revolution, det kommende, Det 21. Århundredes Joker, den nye verdensorden osv. Personligt synes jeg, at det kan være vanskelige at finde ud af, hvad man skal mene om dette uden for fiktionen, når man fx taler med Nielsen (hvis man dér er uden for fiktionen?), men som romanlæser kan man egentlig være ligeglad med manglen på noget konkret, idet det på en måde ophæves i retorikken, bogens stil og tone, der forbliver fabelagtig nielsensk. Han kan begrave sig nok så mange gange, men stilen kan han ikke løbe fra.
Måske er humoren mindre udtalt denne gang, selvom afslutningen på romanen er så grotesk voldsom, at man nødes til at grine, selvom den også, især et sted, bliver så hudløs og nøgen, at man som læser har svært ved at rumme det hele. Pludselig, tror man i hvert fald, hører man den Nielsen, som i personlige vendinger fortæller om baggrunden for rejserne til Irak, Iran og Afghanistan, dvs. hvorfor de to desperadoer, der tilfældigt mødtes i Københavns gader, tog af sted (405ff). Mere skal ikke afsløres her. Imidlertid: Helt hudløs eller splitternøgen bliver Nielsen aldrig. Den fristende tanke om, at der inde bag det hele befinder sig et menneske, der har tingene under kontrol, måske endog stadig kalder sig for Claus, den tanke ligner mere og mere fiktion.
Det oplever man også, når man så mødes med Nielsen, fx som jeg gjorde til Roskilde Festival og i andre sammenhænge. Jeg har aldrig før haft lyst til at være Des eller sige De til nogen, men til Nielsen føltes det som om, at det var det helt rigtige. Vi er dus, men på en måde, hvor denne formelle distance alligevel opererer. Formen, det formelle, findes ikke kun i bøgerne, men også i forhold til det menneske, der står bag disse, omkring dette menneske. Ligesom den nu afdøde Hr. Møller eller Dronningen, for den sags skyld, er Nielsen på en måde en selvkonstituerende diskurs. Han er ikke længere ophavsmand til det, der former ham, men på en måde produktet. Men alt dette er for så vidt ligegyldigt. Vigtigt er det, at Store satans fald er en fremragende bog. Hvis det stod til mig, er den at finde blandt de bøger, der indstilles fra dansk side til Nordisk Råds Litteraturpris (i øvrigt sammen med Laugesens Yak og Yeti).
5 kommentarer:
Hvad siger du til Nexøs anmeldelse i Information? Har han fat i noget?
Hej Lasse, det ved jeg ikke rigtigt. Det er en underlig anmeldelse, der stiller sig mellem to stole, hvis man ellers kan stille sig der, når det gælder Nielsen. Nielsen er bare Nielsen i Store satans fald, men sådan er det jo aldrig. Det ER en roman. Jeg synes hverken han holder sig til det ene eller andet. Han anmelder både manden og romanen, og manden kan han jo ikke lide, derfor anmeldelsens karakter, tror jeg. I mine øjne er det en fremragende roman, punktum.
Og naturligvis er det svært ikke også at anmelde manden, men at reducere det hele til "mig, mig, mig", det er en dårlig læsning, der tager sit udgangspunkt i noget som en romankarakter siger i en roman til hele oeuvren, begravelsen inkl. Selvom Nielsen udfordrer læsekonventioner, fx omkring værkets autonomi, er der visse ting, der skrider og skriger til himlen her. Præcist er det i hvert fald ikke, selvom Tue jo ellers er en fantastisk læser. Han kan bare ikke rigtig lide denne Nielsen, og indrømmet, jeg var på mange måder også mættet dengang med begravelsen og alt det, men det betyder ikke, at romanen er dårlig.
Kort sagt (hvis jeg skal forsøge at være præcis): Jeg savner differentiering og nuancering mellem genrerne, læsning af genrerne. Nielsens verdenshistorie er fx noget andet end Store satans fald,men det er som om, at Tue klasker det hele sammen og bare anmelder det som Nielsen.
Og selvom jeg måske nok syntes, at det var for meget med den begravelse, så er teksten om begravelsen i Beyond Identity jo helt forrygende. Men den tekst kunne jo ikke blive til, uden at begravelsen havde fundet sted, hvorfor jeg stiller mig en smule skeptisk, også overfor min egen skepsis i forhold til begravelsen, hvis du forstår, hvad jeg mener?
Nielsen og Rasmussens rejse til Iran afføder en roman, men den roman skal man på en måde læse uden (alt for megen)relation til rejsen. Romanen er noget andet, men befinder sig dog alligevel i en form for tvetydigt kausalitetsforhold til rejsen. Mange ting i Store satans fald er åbenlyst fiktionaliserede, fx Foucault-rammen, som man ikke finder i Nielsens verdenshistorie fx, dertil kommer udsigelsesforholdene. Vi ved jo godt, at en forfatter ikke har adgang til andre menneskers bevidsthed, fx Rasmussens. Romanen i sin helhed er derfor også en undersøgelse af sammenhæng og referentialitet mellem roman og rejse, ja mellem liv og værk. Og sådan er det i det hele taget med Nielsens værker: De er en undersøgelse af konstruktioner: forfatterkonstruktioner, værkkonstruktioner, virkelighedskonstruktioner.
Tak for udlægningen. Jeg har det selv lidt svært med flere af 'mandens' værker. Ofte er man nødt til at se dem i hele Das Beckwerk-sammenhængen. Biografien synes jeg er en tynd og pletvis dårlig 'roman', men den får en vis tyngde og en masse mening, hvis den læses sammen med andre bøger fra forfatterskabet. Selvmordsaktionen synes jeg er en fabelagtig roman. Punktum. Det er den bedste danske bog i det nye årtusinde, og den har noget af den vanvittige ambition på verdens og litteraturens vegne, som jeg virkelig savner i dansk litteratur (men som der er en del af i norsk og svensk litteratur). Med Selvmordsaktionen stoppede jeg egentlig med at interessere mig stort for Beckwerket, for den roman syntes at udtømme alt potentiale. Suverænen var da også blot en bleg kopi af sin forgænger. Derfra hoppede den performative kæde lidt af, og så synes jeg, man skylder sig selv og litteraturen at læse hver enkel Nielsen-udgivelse som roman i sig selv og ikke så meget i forhold til hele værket (så vidt det da er muligt). Og i det perspektiv er der mange af de senere ting, der lider. Store satans fald lyder dog lidt mere interessant end noget som helst siden Selvmordsaktionen. Men i sidste ende synes jeg som sagt potentialet er udtømt. Så interessant er selvfremstilling altså heller ikke 'i sig selv'.
Send en kommentar