Litteraturen i mod- og medvind

Peter Nielsen, redaktør på Information, havde følgende bandbulle og bogspids mod litteraturteori og litteraturen nu i det hele taget i forlængelse af et interview med Todorov i Weekendavisen. Bl.a. skriver han:

"Han [Todorov] forlanger simpelt hen af litteraturen, at den skal have eksistentiel relevans og ikke skal reduceres til sproglige finurligheder og litterært spil for galleriet.

Så er det, at man kommer til at tænke tilbage på de seneste årtiers teoretiske hærgen på de danske litteraturstudier.

Især på den livsfornægtende dekonstruktion, hvis eneste formål er at påvise, at værker kan være i strid med sig selv, og at man kan påvise et misforhold mellem intention med et værk og det faktiske resultat, eller at litteraturen ikke evner at stå i et repræsenterende forhold til verden og at det handler om at demonstrere den vrangforestilling.

Alt sammen noget, der ofte ender i bogholdermæssige teknikaliteter. Og det, der gør, at litteraturvidenskaben udvikler sig til et reservat på tryg afstand af ikke bare verden, men også af selve litteraturen."

Det lyder så såre simpelt. Men sådan hænger tingene jo ikke helt sammen. Man kan fx ikke affærdige dekonstruktionen, sådan som han gør det ovenfor, som livsfornægtende, sikke noget vrøvl. Man kunne med rette sige det stik modsatte. At dekonstruktion er livet, livsaffirmerende. Det er tilfældet som mulighed. Det kan man fx forsikre sig om, hvis man kender en smule til den engelske ekspert Nicholas Royle, som flere gange har besøgt Aarhus Universitet de seneste par år. Og man kan ikke bare sådan uden videre se bort på den indflydelse en sådan tankegang har haft på hele humaniora som sådan. Naturligvis findes der teori-rytteri som er dårligt og livsfornægtende. Men det er ikke nødvendigvis dekonstruktion. Det er bare dårlig teori.

Desuden: Et værk som Beck-Nielsens Selvmordsaktionen, som måske er det mest intervenerende værk imellem samfund og kunst inden for litteraturen i de seneste mange år, kunne aldrig være opstået uden dekonstruktionen, uden Derrida eller Agamben. Det har både eksistentiel relevans og sproglige finurligheder på samme tid.

Jeg har den dybeste respekt for Todorov, men det lyder nu alligevel lidt gammelmandsagtigt, ligesom når man besøger sine bedsteforældre, der synes at de fremmede er sære, og at ungdommen nu til dags er af lave. Hvorfor skulle litteraturen pludselig ændre sig så radikalt og ikke interessere sig for livet, lave reservater og den slags? Vås.

I årene efter at Shakespeare skrev Hamlet, var der fx ingen der havde respekt for dennes ordspil. Det var jo blot noget sprogligt sludder, ren tomgang. Men i dag kan vi se at de tog fejl. Siden da har vores tid så at sige været "out of joint".

For god ordens skyld: Jeg synes også, at litteraturen skal tage del i livet, og at den af og til kan blive for selvsmagende, men hele ideen om at skyde den og teorierne i sænk som ovenfor er blot et modefænomen, som man ikke nødvendigvis skal lægge sig på knæ for.