den STORE litteratyr

Mine egne billeder

2012-02-01T09:58:00.000+01:00

I'm slipping through the cracks
The cracks in a photograph

De følgende billeder har jeg angiveligt selv taget med et lånt kamera, Kodak vistnok. På bagsiden af billederne står der 1982, så jeg har været en 9-10 år, da de blev taget. Egentlig burde der være 12 billeder, for jeg husker at man kunne købe enten 12, 24 eller 36 billeders film. Kan man det endnu? Men hvor resten af billederne er blevet af, ved jeg ikke. Rækkefølgen husker jeg heller ikke længere, men de må være blevet taget over en længere periode. Det der forvirrer mig mest, er at der er billeder fra begge mine barndomshjem. Både billeder fra det hvide hus, hvor jeg boede de første år, og fra gården hvor jeg boede senere hen. Billederne bærer naturligvis præg af en vis, men i dag næsten hemmelighedsfuld, naivitet. Hvad er det dog, jeg har forsøgt at indfange? På den ene side har jeg forsøgt at dokumentere nogle af de personer, som dengang betød mest for mig: Min kusine, min bror, men disses betydning har været på niveau med vores daværende kæledyr: Bulder og Trille. Forskellen er tilsyneladende ikke så stor i et barnesind. På den anden side har jeg forsøgt at leve op til visse konventioner omkring det smukke billede som sådan. Jeg har nok tænkt, at der var for mange personer på vores sædvanlige billeder og for lidt landskab, men derved har jeg indfanget nogle af min barndoms kernesteder, som i dag næsten virker mærkværdigt hellige ved et gensyn: Udsigten ud over marken, jordhøjens forsamling af træer, der rent faktisk skjuler vandtårnet lige bagved, det lille mål i sne. Men jeg har også fået vejen væk fra det hvide hus med. Her står Bulder og gnasker på et eller andet ved en lygtepæl. Formentlig har han lige pisset og derved afmærket sit territorium. Det forstår jeg først nu, Bulder.

På det første billede ser man udsigten over nogle af vores marker. Det var her vi i sin tid forsøgte at få en gigantisk drage op at flyve, men uden held. Vi var tre mand om at trække den bare en smule op. Sneen derude blev ofte til smat længere hen på året. Vejen ud til disse marker blev sidst på sommeren brugt til at køre halmen ind på, men også når vi høstede kørte vi den vej. Jeg kan huske at de grene, man ser hænge, indimellem hang ned sådan at de slog imod de øverste halmballer. Sad man deroppe, skulle man passe på med ikke at blive pisket gevaldigt i hovedet, når grenene kom fra forenden af laddet til dér, hvor vi sad tronende øverst oppe på alle ballerne og var parate til hvadsomhelst.

På dette billede ser man jordhøjen. Selvom jeg ikke var en særlig sær snegl, så gik jeg ofte på markerne her for at finde pilespidser og deslige. Jeg forestillede mig, hvordan man havde levet i stenalderen. Om vinteren stod vi på langrendsski udover landskabet. Fik man nok fart på, endte man nede i buskene ved vejen for enden af bakken, som man ikke kan se her. At bremse på så elendige ski var altid et særdeles risikobetonet foretagende. I jordhøjen byggede vi ofte huler. Eller vi forsøgte at bygge huler. De var klamme. Jorden gjorde dem fugtige og beskidte. Generelt kan man betragte højen her som en ø, og det er i det hele taget underligt, at man ikke jævnede den med jorden. Sådan en lille klat - underlig og besværlig. Omvendt havde vi meget ud af den, og træerne man ser i forgrunden, er æbletræer. De gav rigtig mange æbler. Mange flere end man nogensinde kunne finde på at spise. Og farfar kom styrtende med sit diktum om, at man skulle spise dem på jorden først. Det gjorde vi så, og når vi var færdige med det, var de andre faldet ned på jorden og også begyndt at rådne.

Hvis man kunne fortælle, hvor mange legendariske fodboldkampe, der er blevet spillet her. Det fylder et utal af romaner. Men trøstesløst ser det ud. Man fornemmer ikke, hvordan Killer kunne sætte bolden i treeren, så let som en brasilianer. Eller hvordan han i modsætning til det kunne slå en fis, der stank så meget, at hans storebror måtte give ham en ordentlig mavepumper eller et tarveligt trælår. Jernstativet bagved brugte vi aldrig til gynger, som egentlig var formålet med det. I stedet var det mål for langskud, helst bananskruede som Eders. Bagved bevoksningen ser man Brogårds have. Her kom vi kun sjældent, specielt efter mørkets frembrud. Han kunne jo stå derinde med jagtgeværet.

Bulder pisser. Naboens mur er hvid. Det er efterår, tror jeg. Formentlig ikke sne dér til højre, men en form for plastik, der dækker en urtehave eller lignende. Lygtepælen er langtfra så eventyrlig som den i Narnia. I hvert fald ikke for andre end mig. I huset boede Karen og Poul-Erik. De var vældigt søde, men havde ingen børn. Kun en hund. De var vilde med den hund, også andres. En gang sked Bulder fx på gulvet, og far så rødt. Han hentede et kosteskaft og smækkede det ned over ryggen på ham, og sådan som jeg husker det, så knækkede det fluks. Bagefter tog han Bulders hoved og trykkede det ned i lorten. Så kan han lære det. Men i mellemtiden var Karen gået hjem. Poul-Erik arbejdede på plastikfabrikken i Hornsyld og havde vistnok paryk. Min onkel bankede engang på døren, hvor Poul-Erik stod, men med parykken omvendt på. Den historie snurrer endnu i vores ører den dag i dag.

Trille gør sig til foran kameraet. I baggrunden ser man det træ, som Stig heroisk klatrede op i for at fange hende igen. Men det lykkes som bekendt ikke. Udsigten er fra køkkenet, og man kan se over til Peder Winthers gård. Derovre stod hans barnebarn indimellem og skød efter fugle i vores have. Forsyndelsen var ikke, at han skød fuglene, men at han skød efter fugle, som fløj rundt og ligesom sad på vores territorium, i vores træer, i vores luft. En gang kom far ud i haven. Han havde købt et nyt gevær til at skyde rotter med, men denne gang var der et magasin i riflen, og man kunne skyde flere gange i træk. Det gjorde han så, og vi kastede os til jorden, imens far grinede og gik amok. Bagefter fik vi også lov, og far var i mellemtiden gået indenfor og havde sat Bruce Springsteens ”My Hometown” på – en sang han hørte så meget på det tidspunkt, at båndet endte med at knække. Vi lappede far sammen igen ved at sætte et stykke tape på båndet: ”Last night I sat him up behind the wheel and said son take a good look around. This is your hometown”.

Linda cykler. I baggrunden kommer Ralf. Huset bagerst til venstre er Magdas. Om vinteren kastede vi snebolde på hendes vinduer, og hun stak sit gruopvækkende ansigt frem til stor moro for os drenge. Om sommeren bød hun af og til på kiks, nærmere bestemt Prinzen Rolle. Men de smagte gammel, af en blanding mellem alderdom og mug. Efter sigende så havde Magda ikke et toiletafløb, men sked i en spand og hældte sit lort ud i branddammen, som man aner lige foran huset til højre i billedet. Det forhindrede ikke Killer og andre i at bade i den. Vi skulle ikke nyde noget. Men at fange fisk, det var en anden sag. Lortefisk.

Ralf cykler. Vrigsted downtown. Bulder går anarkistisk den modsatte vej og holder opsyn. I baggrunden kommer far og mor i deres Morris Marina. Den havde far malet. Lidt a la Starsky & Hutch. Men det lignede ikke rigtigt. Til gengæld fik han sat nogle baglygter op i bagruden. Det var sejt. Generelt var jeg dog en smule flov over vores biler. De var altid små og brugte, og så flød der altid med skidt inde i dem. Desuden blev de aldrig brugt, når Ralf og jeg skulle spille fodbold. Måske også godt det samme, for tænk hvis kammeraterne havde set og kørt i vores faldefærdige biler. Ralf har i øvrigt en trøje på, som jeg senere hen arvede. Vistnok med en fodboldspiller på brystet. Til venstre kan man se smedens bil.

Der er ikke noget punktum

2012-01-31T09:36:00.000+01:00

Der er ikke noget punktum. Naturligvis er jeg voksen, følermig voksen, med alt hvad deraf følger. Men det er ikke en roman værd.Den har vi læst. Kan man finde en form, som både er en slags logbog, ogsom giver mening bagefter, for andre? Spor af liv, der peger fremad. Jeg mener:en blog skulle nødigt være en dødsdom. Dette indlæg kan altid opdateres. Jeg er allerede træt af legen.

Jeger mere end mig selv. Jeg er også de andre og omvendt. De lever jo i mig. Detgælder min familie, mine venner. Det er også vigtigt for mig, at det her afspejler mit arbejde, hvor jeg henter en stor del af min identitet. Menat inkludere artikler eller dele fra de bøger, som jeg allerede har udgivet iforbindelse hermed, virker forkert og desuden underligt. Jeg vil hellerebeskrive de mellemrum, der findes mellem arbejdet og så det her. Hvad det såend er? Måske en kontekst til det andet, eller omvendt?

Man kan jo skrive selvbiografisk om det sammestof, fx som Hans Otto Jørgensen gør det. Der findes der mange hovedstole, selvom fortællingen på en måde er den samme. En ulykke i barndommen, faren der ikke ser sin søn. Men jeg mener: Perspektivet kan jo flytte sig. Ja, det flytter sig hele tiden.Hovedstolen er en god metafor, men den bygger på et forældet syn på identitetog selv. Jeg vil nødig kalde selvet et væv, men der er i hvert fald en masse tråde, som man skal holde styr på. Man finderén, forsøger at holde fast og beskriver det man ser, imens. Det er et hyr.Eller det er det i hvert fald for mig, og jeg har ingen overordnet fiktion atholde mig til, kun noget løseligt. Tarzan i lianerne, men hvilken Tarzan, denoverciviliserede slags. Tarzan ude i tovene.

Det var vist Kafka, der sagde, at han kun kunne værelitteratur. Sådan har jeg det ikke helt. Der findes også et liv uden forlitteraturen. Men det er fascinerende, når man lader litteraturen inkludere dethele. Når dagbogen åbner sig op mod verden. Det havde Kafka sans for. I hansdagbøger finder man også alt muligt, fortællinger, breve etc. Udensammenligning i øvrigt ville jeg gerne lave noget lignende, men jeg satser ikkepå, at nogen gider at læse det, når jeg dør. Derfor skal det ud nu. Måske mankan betragte det som en avanceret form for Facebook profil. Ikke såhistorieløs, ikke så visuelt orienteret, men mere vilter og begravet i skrift.Gamle billeder er i stedet gamle tekster. For eksempel som dem, der kommerefter det her indlæg. For god ordens skyld har jeg taget et par billeder med.De er fra før digitalkameraet blev opfundet og totalt ændrede vores forhold tilsnapshottet. Instant snapshot, om manvil. Ad den vej er vi sikkert blevet mere fotogene, men også mere delte.Individ, det udelte. Det er ikke længere os. Vi har mange brugerflader. Her erén.

Jeg læser Hæfte

2012-01-30T09:33:00.002+01:00

Jeppe Brixvold er i mine øjne en undervurderet forfatter.Måske har han allerede skrevet to mindre mesterværker, dels Hæfte, dels Forbrydelse og fremgang. Begge bøger er mærkværdige og udgør påmange måder hinandens modsætninger. Antifiktion og hyperfiktion.

Hæfte erbekendende og performativ, en søgen efter identitet, men også efter en andenstil, at gøre noget andet med litteraturen. Den er en forløber for ClausBeck-Nielsens projekt og beskriver en pilgrimsvandring på El Camino. Det skermange år før berømtheder fik den idé, at de også burde tage derned som del afderes egen opreklamerede selvfortælling.

Mest fascineret er jeg af afsnittet ”Månebrødre”. Detbeskriver jo fint, hvad det er for en selvforståelse, vi har i dag, ja hvad viforstår ved selvet. Men det indledende, misantropiske afsnit i begyndelsen afbogen er og forbliver bogens højdepunkt. Her vrisser Brixvold som en anden Stig Larsson.

Claus Beck-Nielsen har i et portræt af Stig Larsson (Information 13/1, 2001), før han døde,øje for Brixvold. Især det at Brixvold er dybt inspireret afLarsson, ligesom Beck-Nielsen i øvrigt. Beck-Nielsen skriver:

I det hele taget er Larsson af danskeøjne nærmest overset, han noteres meget sjældent i aviser eller tidsskrifter,og det selv om han har betydet meget for flere (og flere) yngre danskeforfattere. For eksempel havde Jeppe Brixvolds gennembrud Hæfte været nærmest USKRIVELIG uden Stig Larsson og dennes viljetil at være oprigtig, at stille sig »afklædt på en mark«, skriften som en slagsstemme, der tiltaler (og muligvis frastøder) læseren, den stemmeefterlignendebrug af kursiv og store bogstaver, hans måde at associere og dennes forbindelsemed anelsen og anelsens ditto med det religiøse, det profetiske, Gud, og såikke videre!

Portrættet er i øvrigt en yderst vigtig forudsætning for atforstå Claus Beck-Nielsens projekt. Tænk her bare på overskriften, der kommerefter citatet ovenfor ”slut med litteraturen”, lyder den. Ligesom ingen endnu,på trods af Beck-Nielsens bekendelse til Larsson, har gjort noget ud af denkobling.

Stig Larsson er og forbliver den skandinaviske godfather tilhele den litterære selvfremstillingsbølge. At Larssons forfatterskab så er blevet podet medideer fra Horace Engdahl og måske Arne Melberg er en anden sag, som forbliverendnu mere uoplyst.

Spydkast

2012-01-28T13:18:00.000+01:00

Der er noget i Lone Hørslevs stemme, som jeg godt kan lide.Noget vigende måske? Hun biderligesom sig selv af, når hun læser Naturligefjender op. Det har jeg erfaret fra lydbogen. Men også at hun måske er lidtforkølet, da hun læser del tre ind? Hendes stemme er i hvert fald den rigtige for bogen. Eller: Den er der jo alligevel. Sorg og camping har faktisk en jegfortæller, måske er det helt simpelt bare Lone, der fortæller sin fiktion inde i bogen? Hvorfor ikke?

Lydbøger er en fantastisk ting.Dér sidder jeg i min lille sorte bil, på vej til arbejde. Vi er mange og denførste kø starter på Oddervej, lige før krydset ved Ringvejen. Så kommer demyldrende, nu også fra Mårslet, og som myrer mod tuen sidder vi fast, må ned ifart, og det er aldrig sjovt. Vi skal jo for fanden på arbejde, og vi harafleveret børn og sager. Tiden er skrøbelig, når vi er frie, løse, parate til atslå til. Sidder man for længe i kø uden at bevæge sig, kommer skammen. Skammenover ikke at foretage sig noget. Men heldigvis ikke den skam, som Philip Rothbeskriver i Nemesis, der handler omBucky Cantor. Han er 23 år og ”playground director”. Imens hans jævnaldrendedrager i krig – anden verdenskrig – bliver Bucky hjemme i Newark. Her begynderen polio epidemi langsomt at brede sig, og flere af de børn, som Bucky kenderfra legepladsen, dør. Buckys kæreste arbejder et andet og tilsyneladendefredeligere sted, nemlig på en sommerlejr i bjergene ved Poconos. Bucky er isyv sind. Skal han redde sit eget skind og få det arbejde, som hun kan skaffeham deroppe, eller skal han heroisk blive i Newark og forblive direktør pålegepladsen. Set i forhold til dem, der drager i krig, er Buckys dilemmalatterligt. Naturligvis skal han blive i Newark. Men set i forhold til et mereegoistisk synspunkt, trækker Poconos vældigt meget i ham. Han ender med at tagetil Poconos. Alt er vitalistisk fryd og gammen deroppe, indtil den dag en afbørnene deroppe bliver syg. Langsomt erfarer Bucky, at det er ham, derformentlig har bragt polioen med sig derop, og han ender også med selv at blivesyg.

Romanen knækker lige efter midten.Man har et enkelt sted hørt, at fortælleren er en jegfortæller, men der erendnu ikke blevet gjort en sag ud af det. Imidlertid træder jegfortælleren tydeligt frem sent i bogen. Han har tilfældigt mødt Bucky senere i livet, hvor dennehar fortalt hele sin historie. Det viser sig så, at Bucky ender med at bortvisesin kæreste, selvom hun faktisk vil have ham på trods af den måde, som polioenforkrøbler hans krop. Det er dog ikke noget, som han kan leve med. Han svinerhende så meget til, at hun forlader ham. Det hele er så skammeligt, og Rothserfaringer med mere eksperimenterende fortællinger, fx ”The Breast”, kommer tilfuld udblæsning, når han skildrer, hvad det vil sige at være fanget i envantreven krop.

Mest distinkt, fra min lytning afbogen, står imidlertid den allersidste scene, som jeg kan blive ved med attænke tilbage på. I et formidabelt flashback, der sætter hele Buckys korporligemareridt i relief, skildres en scene, hvor han som ung kaster med spyd:

“And the he hurled the javelin. You could see each of his musclesbulging when he released it into the air. He let out a strangulated yowl of effort (one we all went aroundimitating for days afterward), a noise expressing the essence of him – thenaked battle cry of striving excellence. The instant the javelin took flightfrom his hand, he began dancing about to recover his balance and not fallacross the foul line he’d etched in the dirt with his cleats. And all the whilehe watched the javelin as it made its trajectory in a high, sweeping arc overthe field. None of us had ever before seen an athletic act so beautifullyexecuted right in front of our eyes.”

De sidste linjer i en roman er altid de allerbedste. Derformå forfatteren også anstrenge sig ekstra meget her, ligesom dette spydkast. Læsdem aldrig, når du kan blive forstyrret, men alene og helt uforstyrret. Ellerhør dem i en bil, som jeg gjorde med Nemesis.Afslutningen på Nemesis var én af destørste oplevelser med litteratur, som jeg har haft længe, men to andreromanafslutninger, som inden for den seneste tid, har gjort stort indtryk påmig, er Gaute Heivolls, dels i Før jegbrenner ned og i særdeleshed i Himmelarkivet.Selvom den førstnævnte er en bedre bog end den sidste. Men for at får den fuldenydelse af disse, skal man, som det også gælder for Nemesis, læse hele bogen først. Derfor får man ikke flere citaterfor denne gang.

Dette er en ulovlig handling når du arbejder med fodnoter

2012-01-27T15:39:00.000+01:00

I virkeligheden er det jo bare alle de tekster, som ikke kanfinde sammen andetsteds, der ender med at flytte herind. Litteratur hele vejenrundt. Nej, mere end litteratur. Litteratur som engagement, noget der ervigtigt for mit liv og dermedforhåbentlig også for andres. Det var også derfor, at jeg oprettede kurset”Litteraturen og det gode liv” på folkeuniversitetet. En lidt phony titel som flere havde det lidtsvært med. Eller som man i det mindste måtte forholde sig ironisk til. Menegentlig mener jeg det. Ikke at litteraturen handler om det gode liv, men denhandler om, hvordan man får sit liv til at lykkes, også selvom vilkåret måskeer, at det altid mislykkes. Vi mennesker med litteraturen, ganske simpelt.

Måske er jeg blevet træt af distancen. Fx fodnoter,litteraturlister, henvisninger – alle de ting der ofte fylder en masse i mitmere professionelle, litterære liv, hvis man da kan tillade sig at udtrykke sigså klodset. For ikke at nævne planlægning, ansøgninger, strategi osv. Jeg vilind til benet. Beskrive det, der er vigtigst for mig, i og med litteraturen.Det handler først og fremmest om et personligt forhold. Dig selv sommellemregning, ikke andet. Det er derfor jeg sidder her – altså påuniversitetet, på dette beskedne kontor, med denne paperback – det kunne væreJonas Hassen Khemiris Montecore. Denlitteratur, der har rykket mig, dannet mig, gjort mig til det jeg er.

Måske føler jeg, at disse ting ofte bliver glemt. Vifortaber os i alt muligt andet. Forvilder os i ting, der ikke er vigtige iforhold til udgangspunktet. Måske brænder nogle simpelthen ud. Og ender som prodekaner, havde jeg nær sagt.Det kan i øvrigt få mig til at blive nervøs for minegen ild. Måske brænder jeg også ud, og i tilfælde af brandtomt er det sikkert sjovere at være prodekan end forsker.

Samtidig er jeg nervøs for stort set alles reaktion. Herskriver jeg jo en bog afklædt i et litterært felt. Alle fodnoter er barberetvæk. Jeg er helt, helt nøgen, og dette er en ulovlig handling, når du arbejdermed fodnoter.

Wild Horsens: Eskils kødsovs

2012-01-26T15:07:00.003+01:00

Eskil har en fantastisk evne til at komme bag på alle, dertror de ved, hvor de har ham. Tag nu hans kødsovs. Kun Eskils kødsovs kan hamleop med Michelin-stjerner og hemmelige italienske restauranter. Det er tryllerii køkkenet, og mangen en pige er blevet nedlagt på den måde. Vi er altså mangefans.

- Putter du også dét i?

Jeg stirrer på Eskils hånd, hvori der befinder sig en uidentificerbarHP Sauce.

- Ja, da. Alt muligt, griner han og skovler løgringe såstore som rundetårn ned i den sydende pande. Bare det, at han laver sin kødsovspå panden, er nok til at vække forundring hos sådan en som mig.

Det dufter stærkt i hele den lille kollegielejlighed påSjællandsgade. Måske man kan dufte det helt til Spedalsø?

- Skal vi ikke have noget vin, spørger han.

- Johh, svarer jeg tøvende. Det er tirsdag, og i mine øjneer det en lidt for profan tanke at drikke vin nu. Jeg er en amatør i denhenseende. Eskil derimod bliver ved.

- Ja, nede fra kiosken, du ved.

Jeg tøffer lidt rundt og tager min jakke på.

- Jo, jeg henter noget. Et øjeblik, så er jeg tilbage.

På vej ned til kiosken på Sønderbrogade tænder jeg en smøg.Suger den forførende røg helt ned i lungerne og nyder vejret, stemningen. Deter ved at være sommer, tænker jeg. Kirkeklokkerne ringer fra den moderneSønderbro Kirke. Den er tegnet af Paul Niepoort og ligner slet ikke noget, manellers finder i Horsens. Det bliver man glad for, når man er ung. Det virkermere urbant, selvom det er et ord, jeg næppe ville bruge eller vide, hvad jegskulle bruge til, den dag. Jeg er altså på vej. Tænker lidt over kirker iHorsens. Sønderbro Kirke er fin nok, men mest holder jeg af Klosterkirken indemidt i byen og pladsen omkring denne. Det ved jeg ikke. Men der er stemningenanderledes; stadig lidt for urban til Horsens. Den minder én om, at her har derværet liv i ufatteligt mange år. Det er rødderne. Det er eksotisk, både at dener bygget i 1200-tallet og at tænke på, at den har været tilknyttet et kloster.Jeg bliver varm ved tanken, som en anden Vitus Bering, på vej ned for at købeen flaske rødvin, en tirsdag aften. Det er sådanne steder, vi opsøger. Noglevil sige i mangel af bedre, men alligevel. Steder, der rummer et eventyr, ogselvom Horsens kan lyde nok så prosaisk, og var det endog i utrolig grad i enung teenagers øjne, nemlig mine, så findes de.

Det gamle kvarter lige nord forhavnen er altid en gåtur værd. Her er tiden stået stille. Som om at det altider søndag når man går dér fra Borgergade og videre ad Slotsgade og Bredgade. Ogoppe bagved, bevidstheden om Lunden, Kunstmuseet, en anden verden. Stedet hvorjeg meget senere skulle se og høre navne som David Bowie og Roxy Music, godtnok i en ældre udgave, men alligevel. At det var i den del af byen, de optrådte,passer fint ind i min forståelse af Horsens.

Dernede havnen, lystbådehavnen ogLangelinie. Havnen bliver også et yndet udflugtssted for os med udlængsel. Derer ikke meget at komme efter, men alligevel går vi derned. Måske ligger der etrussisk fragtskib, noget der bærer på eller lugter af eventyr? Eller vi gårlængere ud. På Langelinie, den åbne plads og fjorden. Er man heldig, kan detvære at cirkus i byen. Det er de sjældent. Men så kan det være, at man støderpå en eller anden, der er ude at lufte sin hund. Også om natten. Og sygehusetrumler deroppe mellem liv og død.

Går man op til Sundvej og isærlængere ud af denne, er det noget andet. Først sygehuset og meget senereOddervej og derude Stensballe, hvor vi var samlet til Pernilles fest, da vi blev studenter og Danmark vandt EM fodbold. Oddervejkommer jeg til at kende langt bedre, senere i mit liv, når vi ofte kører fraBeder over Odder til Horsens. Peer Hultberg har nogle beskrivelser i sinselvbiografi, hvordan han og moderen går denne vej, i bidende kold vind sådan som jeg husker det, men i retning af sygehuset,op af bakken, langs Sundvej. Det er lidt den rene ynk, alt for megen selvmedlidenhed op og ned ad siderne. Jeg ved ikke helt med Hultberg, men deter som om, at han ikke fik det optimale ud af sit talent. Han varligesom smurt ind i sig selv.

Nå, skidt. Kører man længere udaf Oddervej kommer man til Søvind og Hundslund. Området omkring Hundslund ogSondrup, som i øvrigt er smukt, kan man læse om hos Henning Mortensen. Fx i Næb og kløer. Det er en privilegeretting, når steder bliver søsat i litteraturen. Det må jeg prøve engang.

Alt dette tænkte jeg ikke, da jegvar på vej ned i kiosken for at hente vin til Eskils kødsovs, men når manvandrer i litteraturen, kommer man mange steder hen. Jeg var nu nået tilSønderbrogade. Jeg havde røget den King’s, som jeg tændte for lidt siden. Påden anden side af gaden gik der nogle piger. De genkendte mig vist, fnisede lidt,tror jeg. Måske fra gymnasiet, tænker jeg, smiler og går op ad trappen.

Da jeg kommer ind i Eskilslejlighed spørger han:

- Hvor har du været?

- Jamen, bare nede for at købe noget vin. Var det ikke det,jeg skulle?

- Jo, for helvede. Fedt. Lad os spise. Maden er klar.

Vejledning

2012-01-24T22:37:00.001+01:00

Og jeg kværner løs og bliver selv klogere på det, jeg siger. Eller sådan føles det i hvert fald. Det handler om forskellen mellem Knausgård og Beckwerket. Begge kan jo indlemmes under termen selvfremstilling, synes jeg. Men begges værker har meget direkte affødt nye, nogle gange sammenlignelige, men også usammenlignelige teoridannelser - fiktionsfri fiktion, autonarration og performativ biografisme, dobbeltkontrakt.

Der er naturligvis enorme forskelle på forfatterskaberne. Jeg tror, at de er enige om udgangspunktet, bl.a. den fiktion, verden og virkeligheden er indspundet i. Men midlerne i forhold til at agere i dette er helt forskellige. Jeg er enig med Behrendt, når han forsøger at argumentere for, at det eneste "fiktionsfri" ved Knausgård er selve henvendelsen. Det er med henvendelsen, at Knausgård forsøger at skære alt det overflødige bort (fiktionen fx). Til det har han brug for litteraturen, romanen. Men det er dagbogen, der er forbilledet, for netop her er henvendelsen mere autentisk, om man så kan sige, end i fx en fiktiv roman. Omvendt er romanen mere ekstrovert end dagbogen. Kombinationen af de to er løsenet. Dagbogshenvendelsen i en roman, hvor man skriver sig så tæt ind på sig selv eller sit selv som muligt, velvidende at der måske ingen grænser er indadtil i forhold til det private, men at det afhænger af mod. Det handler altså om at gøre henvendelsen ærlig. De omgivelser, henvendelsen foregår i, er mindre vigtige, fx i hvilken udstrækning de er fiktive, om noget varede uger eller måneder, hvordan vejret var, hvad der blev sagt i situationen. Så længe henvendelsen er ærlig, forbliver det andet noget sekundært.

Hos Beckwerket er der ikke noget sådan på spil. Der spiller fiktionen sammen med fiktionen. Den intervenerer og udstiller det, den griber ind i, et sted mellem parodi, ironi og alvor uden at være nogen af delene. Ideen om noget fiktionsfrit findes næppe. Snarere tværtimod.

Knausgårds projekt er en utopi fra Beckwerkets synsvinkel, tror jeg, men måske ligeså politisk. Det handler blot om det privates politik, om en sådan henvendelse overhovedet kan finde sted og i hvilken form?

Beckwerket derimod inkarnerer fiktionen. Nu er han den Nielsen, som bøgerne har skabt. Men kødet skal åbenbart give fiktionen modstand. Kødets opstandelse i fiktionen.

Jeg læser Pan

2012-01-22T03:27:00.000+01:00

Jeg læser Pan afKnut Hamsun. Det er en rystende oplevelse. Glahn er jo paranoid som ind ihelvede, eller ind i Skogen, om man vil. På den ene side er der en vished overromanen. Hamsun har gennemskuet, hvad ungdom indeholder af liderlighed, kærlighed,jalousi og deraf følgende paranoide tanker. Han får det nedfældet og beskrevet.På den anden side hviler der over romanen noget fantastisk uforløst, som omingen niveauer er hellige. Deraf det rystende. Det kan godt være, at LøjtnantThomas Glahn er vanvittig og ser syner, jf. hans navn. Glane kan både værenoget, der træder lysende frem på en mørk baggrund: ”Skoven staar med strakteKviste og glaner lysegrøn”, som ODS oplyser os, men kan også betyde at stirre,glo. Begge dele er tilfældet med Glahn. På et tidspunkt i bogen, hvor Glahn er”tilskogs” lyder det:

”Jeg glæder mig over, at jeg er alene, at ingen kan semine Øjne, jeg læner mig tillidsfuldt ind til Klippevæggen og ved, at ingen kanstaa og iagttage mig bagfra. […] Og jeg blir siddende der en Tidlang stille,jeg falder hen i Hvile, der bæver en lun Følelse af Hygge gennem mig, fordi jegkan sidde saa trygt i Skjul, mens Regnen vedbliver at falde ned udenfor”

Meni skjul sidder han jo så ikke alligevel. Vi læser jo om ham, ser ham. Han er stadigudstillet for os.

I norsk litteratur er dermange, som går til skovs. De har ligesom en tradition for det. Jeg tænker fx påErlend Loes Doppler. I sin desperatekamp for ikke at være så fandens kompetent, flytter han ud i skoven. Eller iflere af Per Pettersons romaner. Naturen er en anden i norsk litteratur. Tor Eystein Øverås skriver et sted i Til. En litterær reise:

”Jegbegynner å gå daglige spaserturer i mosen. Min lille skog, tenker jeg; en sisterest av natur omringet av kulturlandskap. I Norge er man omringet av villmark.I Danmark er man omringet av kulturmark. Danmark er en stor park. Danskene vetom alt som finnes, den vesle danske park. Hvert tre og hver sten og hver bekkog hver dam og hver strand har de kartlagt og passer de på.

Gadvide, om det er derfor de skriver bedre romaner? Måske har de bare en andentradition. Ikke det her småtteri, som vi har nedarvet fra H.C. Andersen ogandre. Den danske kortprosa, en velfriseret have. Den norske prosa derimod erklipper, skov og elv.

Her forleden læste jeg fx Lars Frosts Ubevidst rødgang. Frost er god til atholde sproget i gang. Det kører for ham i prosaen. Måske én af de bedste danskeprosaister lige nu. Men midt i bogen ramler det hele og til slut går det heltgalt. Bogen mister langsom sin identitet. Mister pusten, som om den ikke harmere at fortælle. Eller ikke gider. Bliver til wikipedia i stedet. Eller noget,der ligner. Det er ærgerligt.

Pan skuffer i øvrigt også lidt til slut. Som om kærlighedshistorienskal gøres færdig og indkredse det andet. Det skal indrammes. Det vilde ogparanoide, som er så gennemført i de første to tredjedele af romanen. Hvad dælen tror han, at han kanmed sit dyreblik?

Smag

2012-01-21T18:14:00.000+01:00

Jeg tror, at det er Nick Hornby der i Fever Pitch taler om smagens forbandelse, hvordan man pludselig somteenager ikke længere æder alt. Det er på en måde en forfærdende og chokerendeoplevelse. Man får øjnene op for, hvor dårlig smag alle de andre har. Det er joåbenlyst for enhver, hvorfor Prince er bedre end Michael Jackson, eller hvorforKliche og TV2 ikke kan sammenlignes – det ene er kunst, det andet pop. Så simpelt er det og så bare ikke alligevel.

Nu hvorjeg er blevet en anelse ældre holder jeg stadigvæk mest af Prince og Kliche, men kan ogsåse de mange kvaliteter ved de andre. Men det allermest forfærdende ved det heleer måske, at jeg selv i dag, hvor jeg jo kalder mig selv litterat og ekspert iny skandinavisk litteratur stadigvæk har det sådan, at jeg er mere usikker påkvaliteten af et litterært værk end kvaliteten ved film og musik – pop- ogrockmusik naturligvis – men alligevel. Man skal ikke tage fejl af, hvor megetman egentlig er blevet stopfodret med disse ting siden man var et barn. Dettræner potentielt set ens kritiske bevidsthed. Men for at blive god til giveudtryk for en sådan, må man naturligvis øve sig. Imidlertid tror jeg, at en afgrundene til at jeg finder det mere interessant at udøve kritik omkringlitteratur, er at udfordringen ganske simpelt er større – den intellektuelleudfordring. Det er simpelthen for nemt at se og høre, hvornår en film eller etrockalbum er godt eller skidt. Det er næsten bare at mærke efter i kroppen. Denkender det. Kender følelsen i forvejen. Der kan så spille alle mulige ting ind.Hvordan man har det den og den dag. Fx havde jeg det fysisk underligt efter atjeg havde set den tredje film af Lord ofThe Rings. Ikke dårligt, men underligt. På den ene side var jeg lykkeligover, at jeg i så forholdsvis sen en alder kunne blive påvirket så kraftigt, ofte er det joellers kun et yngre publikum forundt. På den anden side var det som når man drikker – mankan ikke længere tåle så meget, som man siger. Jeg kunne ikke passe mitarbejde. En aften hvor jeg var alene hjemme, og hvor Sine var taget af sted medungerne for at jeg skulle arbejde, kunne jeg ikke tænke på andet end at køreind for at se filmen igen. Men jeg vidste at det ville gøre ondt værre. Dérholdt jeg uden for biografen. Det var pisvejr. Men jeg turde ikke gå ind. Jegkørte hjem igen og surfede videre på nettet for at finde mere info om Tolkien.Jeg lånte en dansk oversættelse hjem af de finske sagn og sagaer, Kalevala, forat opspore flere ting. Jeg var besat. Jeg ønskede at eventyret måtte blive vedog ved. Vintermorgener, når jeg kørte Arthur i vuggestue, kunne jeg tage mig selv i at være en del af et eventyr. Tænk bare at vandre udover markerne med frosten i lungerne, og sværdet ved sine side. Sværdet ved sin side? Hvor kom det fra?

Som en af de eneste gange nogensinde sad jeg dér i mørket og græd,da Frodo skulle ud på sin sidste rejse. Den film ramte mig i mellemgulvet.Selv i dag skal jeg passe på, hvis filmen tilfældigvis kører på en af tv-kanalerne.Det er ganske simpelt ikke særlig sundt for mig.

Mensådan er det ikke helt med litteraturen. Den rammer mig ikke ligeså hårdt.Heller ikke Tolkiens bøger, selvom jeg naturligvis er vilde med dem også. Måskeer det mediet, der gør forskellen, og ikke den træning og erfaring der liggerbag. Alligevel føler jeg mig mere på sikker grund dér, end når det gælderlitteraturen. Men netop derfor læser jeg litteratur.

Intet er for småt

2012-01-20T09:21:00.001+01:00

Intet er i princippet for småt, når det gælder litteraturen. Da jeg stadig var litteraturcoach, modtog jeg en uopfordret julegave mellem jul og nytår, og den var jeg jo i sagens natur vældig glad for. Det var en digtsamling Electric L. Scenen Elektrisk / af Bue P. Peitersen. Digte der sprang visuelt på siden, både konkret og sprogligt. De var skrevet gådefuldt og inciterende ovenpå Jimi Hendrix' biografi, måske som en blanding af selvbiografisk materiale og Hendrix' biografi?Bag flere af digtene lurer en form for Wild Horses-metaforik. Som om digtene skal berides, dysses ned. Digtenes musik der skal rides til, måske? Det er meget fint udført og så er bogen håndgjort og fin. Ikke til at stå for. Fx kunne jeg vældig godt lide dette digt, der står indrammet på siden og hedder:

(LAP)

I 1976
pakket ud,
de øjne de lyser
og munden;
og håret det driver -
at pible sig nu -
som prins
fra en panservåd
blunden.

Jeg læser Natta de mina

2012-01-17T23:29:00.000+01:00

Og heri optræder Horace Engdahl, Arne Melberg og naturligvisStig Larsson selv. Horace og Arne støber kuglerne, men det er Stig, der udførertingene i praksis. Han stifter tidsskriftet Krisog de to andre er med. Kan det lade sig gøre at skrive en roman uden centrum,spørger Horace, og Stig besvarer dette med romanen Autisterne. Sådan.

Med med Stig Larsson er man på sporet af kimen til hele denselvbiografiske tendens i de skandinaviske landes romaner. Stig Larsson er enslags Godfather for Karl Ove Knausgård – det er man vist klar over. Men at hanogså er en Godfather for Claus Beck-Nielsen, er der vist flere, som ikke erklar over. Beck-Nielsen skriver en længere anmeldelse af Larssons Avklädda på ett fält fra 2000 i Information og brokker sig gevaldigtover, at de danske forfattere ikke læser litteratur, medmindre det er oversattil dansk. Dog nævner han Jeppe Brixvolds dagbogsroman Hæfte, som værende dybt inspireret af Larsson. Det tror jeg langthen ad vejen, at han har ret i, men det er en anden sag. Beck-Nielsen lurerLarsson – tænk bare her på, hvordan han afbilleder sig selv i Selvudslettelser (i den grad afklædt i et felt). Forskellen er bare - og den er også stor - atBeck-Nielsen lægger krop til skriften - skriftens krop, der bliver til fiktionens krop, og mere og mere fiktiv, og ender som en voksfigur. Ogapropos selvudslettelser, så er har Larsson naturligvis også sin Godfather,nemlig Thomas Bernhard, om hvilken han i Avkläddapå ett fält skriver:

Den i Utplåningen återkommande benämningen på dem var DE MINA. Vilket jaghoppas inte förlett läsare att se en av mine tidigare boktitlar, Natta de mina,som en sådan där löjlig blinkning av samhörighet med Thomas Bernhard. Och i såfall, med tanke på förhallandena i den romanen, kanske rent av betrakta dennatitel som en dold aggression mot mina närmaste.

Det är alltså inte så.

Snarare kan man säga att det ärtvärt om! (35)

Derfor er Bernhard også blevet læst af fx Knausgård og endel af andre norske forfattere, men også af Mette Moestrup, der nævner ham – i etinterview, var det vist. Og inspirationen fra Larsson fortsætter: Kunne man forestille sig Pablo Llambías' Monte Lema uden Natta de mina?

Citat fra Gombrowicz

2012-01-16T21:28:00.000+01:00

”Jeg ville ønske at man i min person fik øje på det jegpådutter. Trænge sig ind på folk, som en personlighed, for derefter at væredenne underkastet for hele livet. Andre dagbøger bør forholde sig til den herforeliggende som ordene ”sådan er jeg” forholder sig til ordene ”sådan vil jegvære”. Vi har vænnet os til døde ord der blot hævder noget, men det ord erbedre som vækker til live. Spiritusmovens. Hvis det skulle lykkes mig at fremmane denne bevægende ånd her pådagbogens sider ville jeg kunne fuldbyrde mangt og meget. Først og fremmestville jeg (og det er så meget des mere nødvendigt som jeg er en polskforfatter) kunne søndersprænge dette snævre begrebsbur som I har villet holdemig fanget i. Alt for mange mennesker der var en bedre lod værdig har ladet siglænke. Ingen anden, jeg selv alene, bør besætte min egen rolle.

Ogvidere – ved at jeg, som en form for forslag, fremlægger problemer der mereeller mindre er forbundet med mig selv, drager jeg mig selv ind i dem og defører mig imod andre indvielser som endnu er mig ukendte. At trænge så langtind som muligt på jomfruelige kulturers terræn, til steder i dem der endnu erhalvvilde og derfor uanstændige, og også at ophidse sig selv ved at ophidse Jertil at være drastiske. For jeg ønsker nemlig at møde Jer netop i det krat,knytte forbund med Jer på den – for Jer og for mig – vanskeligste og mestutrolige måde.”

(WitoldGombrowicz: Dagbog 1953-1954, Arena1979, side 64-65)

Det åbne

2012-01-15T15:08:00.001+01:00

Linjerne fra i nat lyser i mørket. Eller sådan føles de, skrevet halvvejs i søvne som de er. Kun den første og den sidste linje er noget værd, tror jeg. Den første linje var faktisk den, der vækkede mig. Måske reminiscenser af Knausgårds fantastiske åbning i bind 1. Det er vel sådan alle forfattere ønsker at åbne et værk. Eller nej. Ikke alle forfattere. Forfattere som Knausgård. Her ca. 700 sider inde bind 6 er jeg stadig forundret over, hvor let det går. Også ovenpå flere hundrede siders analyse af et Paul Celan digt og det meste af Hitlers biografi revisited. Det ene tager det andet. Han giver virkelig fanden i dette bind. Skriver med knoglerne, som Søren Fauth formulerede det til mig en dag. Men det er ikke knoglerne man hører. Prosaen er flydende, ovenpå. Den kører og indeholder sin egen poetiske energi.

Jeg har tænkt en del over, hvorfor det er så vigtigt for Knausgård at lave den lange analyse af Celans digt? Flere gange i løbet af de forskellige bind berører han tematikken omkring digte og digtlæsning. Han føler sig talt ned til af digte, tror jeg, bl.a. fordi han ikke forstår dem. Det er en af drivkræfterne bag analysen. At komme bagom digtet, og Celan er prøven. Afgangsprøven. Den der beviser at digtet ikke længere kun er noget, der taler ned til ham - at han formår at læse det og det endda over et utal af sider. Med den formår han at bevæge sig selv og sit selv ud i det åbne.

Det er en ejendommelig drivkraft i en ejendommelig, vild prosa. Den er nærmest oprørsk, og de første fem bind baner vejen for denne vildskab. Nu kan han tillade sig at skrive om hvad som helst. Nu er poesien der, synes hans prosa at fortælle os. Drivkraften er ikke det selvbiografiske, selvom parallellen til Hitlers selvbiografi konstant forsøger at sætte Knausgårds i et andet lys. Hitler bliver analyseret som den lille mands talerør. Først bliver han i selvbiografien ikke taget alvorligt af tyskerne, slet ikke de intellektuelle - selvbiografien var jo dårligt skrevet - men da tankerne i denne bliver mere og mere til virkelighed, bliver selvbiografien pludselig en vigtig brik til at forstå manden - manden med en retorik der spiller på laveste fællesnævner. Jeg tror, at Knausgård på en måde også tænker sig selv som den lille mand. Det var jo også det som Serge Doubrovsky sagde at autofiktionen var til for, og Min kamp er først og fremmest en autofiktion. Men en prægnant forskel mellem Knausgård og Hitler (undskyld, men det er netop den formulering, som den lange del om Hitler i bind 6 åbner op for) er, at Knausgård ikke ønsker at projektet åbner op for "den lille mand", det primitive, i os allesammen, tværtimod. Knausgård vil skrive sig fri af det, som Hitler forsøgte at fastholde sine medtyskere i, og som det lykkedes ham at fastholde mange af dem i indtil 45.

Måske forestiller Knausgård sig præcis, at Hitler var en type, der også følte sig talt ned til af poesien. Derfor bliver det måske så påtrængende en sag for Knausgård. Flere gange taler han om en formulering af Hölderlin omkring det åbne. Det er det åbne, måske endog poesien, som Knausgård vil åbne for sig selv og dernæst for os andre. Men også en mangfoldighed, ikke det primitive, vores laveste fællesnævner, der er blottet for poesi, som Hitler.

Måske handler det om poesien som en slags menneskelighedens essens. På den ene side noget total overflødigt, sprog der ikke tjener et formål, og som egentlig ikke er retorisk på nogen måder. Poesien søger ikke at overbevise nogen om noget som helst. På den anden side er det præcis formålet. En helt særlig diskurs muliggjort af det allermest menneskelige i os allesammen: Sproget.

2012-01-15T05:05:00.001+01:00

Det banker på. Hjertet.
Billeder bliver til ord
der forstørrer sig selv
og falder ind mellem søvnen.
I stykker her om natten. Jeg
kan ikke sove for ordene
eller hvad de nu er.
Ude i køkkenet lyser tiden.

Advokaterne Pound, Benn og Trakl

2012-01-14T21:31:00.001+01:00

Hatten er jo fed nok, men er der nogen, der fanger budskabet? Hvis der er et budskab? Det er der desværre for mig. Det er lyrikken, det handler om, tror jeg. Jeg tror så meget, men poesien. Den forsvinder på en dobbelt måde med den hat. Og det er ikke en tryllekunst, jeg bryder mig om. Det handler først om, at ingen genkender navnene. Dernæst at dem der rent faktisk kender navnene, mig fx, kender dem helt for sig selv. Og vi griner ikke ligefrem i kor. Jeg er et spredt bifald. Men måske er det det, litteraturen handler om? Om at være alene, alene sammen.

Det er et statement, der taler ned til de få, der faktisk fanger det. Deres advokater hedder jo netop det. Men ikke på en fancy hat og slet ikke i fjernsynet prime time, lørdag aften.

Så er der mere litteratur at hente, når Arthur gennemskuer en fejl i fortællingen om Peter Pedal. Det er den første. Den med ballonerne, men hvor han alligevel ender i Zoo. Det hænger jo ikke sammen, påpeger Arthur. Peter bor jo sammen med Manden med den gule hat! Det er sådan tingene hænger sammen: Manden med den gule hat. Som jo også er mig. Her på kanten til søvnen, hvor jeg hænger på Knausgård. Som hænger på sin far. Der hænger på Hitler. Litteraturen er deres ballon. Men den sprænger nu. Farvel. Far vel?

Den store litteratyr springer ud

2012-01-13T10:57:00.001+01:00

Imens jeg løber en tur mellem jul og nytår, tænker jeg, at der må da være noget andet, man kan bruge den blog til. En litterær dagbog fx. Jeg vil gerne være formidler af litteratur, jeg vil gerne være et alternativ til forfatterblogs, en kritisk røst og blah blah. Men dem er der også nok af. Desuden har bloggen jo allerede vist sig vældig effektiv, når det gælder om at sætte en debat igang. Det er ligesom at trykke på en knap og så kommer de løbende. Historien om lorten og fluerne. Så følger man op. Både anonymt, pseudonymt, for og imod. Så er den hjemme. Debatten lever og dør. Folk pisser territorier af og bliver gode venner til sidst. Altid gode venner til sidst.

Men jeg har længe haft denne her tanke i hovedet: Hvad med det uformidlede? Hvad med litteraturens hvorfor? Dér hvor lokummet brænder. Afklædt i et litterært felt. Kunne man forestille sig en blog, der forsøger at beskrive følelsen af at være besat af litteratur? Ting der sniger sig uden om teorien, de følelser som litteraturen afsætter i een? Det bliver pinligt, men jeg er træt af at være litteratur-coach. Jeg er træt af at være så satans klog. I stedet vil jeg være patient, litteraturens håbløse patient, indlagt i litteraturen. Hvordan ser der ud derfra? Sub specie litterarum?

Jeg tænker således, at et nytårsfortsæt kan være: "Den store litteratyr vender tilbage", men det er igen for nemt. Hvad med "Den store litteratyr springer ud"? Det er mere i ånden. Det er det jeg gør. Uden faldskærm.

Simon Grotrian 50 år

2011-12-21T17:26:00.001+01:00

Svanerne er Simons, de blinker bøjet
i støvet opstår øjnene
og glasperler triller på ny
fra hans hånd.
Hvis det er mine vinger
du har set dér på skærmen,
så send mig straks alle himlens
på een gang blinkende stjerner i skriften
denne eksploderende postkasse
ingen kan rumme på nær rummet
som rummer sig selv og os
fra jorden op til sig.

(kun kommentarer som digte accepteres, men skriv gerne nogle linjer til Simon : - )

Julegaveideer

2011-12-14T10:29:00.000+01:00

Går man og spekulerer på, hvad man skal give sine elskede i julegave, er der her to bud: Den gode og den onde. Så kan man jo selv vælge. Begge bøger er fremragende, men på hver deres meget forskellige måde. O'Hara er jo livsbekræftende og flyder ovenpå alt. Bernhard derimod er en af de mest mugne forfattere, man kan læse. Han er så muggen, at man nærmest griner af det og sig selv til sidst - det må være en vits, tænker man - men det er det ikke, og det bliver bare ved og ved. Jeg kan levende forestille mig, hvordan det ville lyde på tysk - endnu grummere. Heldigvis har Søren Fauth leveret denne fremragende oversættelse til os alle sammen, så vi kan surmule med Bernhard og føle malstrømmen suge os helt ned i afgrunden.

O'Hara er i øvrigt også fremragende oversat til dansk af Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard. Tak for det.

Promenade i Andedammen?

2011-12-13T11:48:00.003+01:00

Jeg kan sådan set kun sige hurra for Promenaden og hilse den nye litterære blog med otte stærke skribenter velkommen i cyberspace. Min eneste skepsis går sådan set bare på, om der er en (vigtig) dagsorden at sætte, dér hvor man forsøger at sætte den (på Sentura forsøgte man noget lignende via Senturaklummen, men det ebbede hurtigt ud). Man skriver i den første manifesterende pressemeddelelse på Promenaden:

"Formen er med andre ord fri, men det er en overordnet idé for bloggen, at den skal være et alternativ til en stadig mere kommerciel og udvandet litteraturformidling i Danmark."

Men her har man jo kun øje for den litteraturformidling, man kender fra aktualiserende medier, fx dagblade, fjernsyn og radio, som er den mest synlige af slagsen. Jeg skal ikke kunne afgøre, om den er blevet mere kommerciel og udvandet, end den har været tidligere, men min pointe er, at det for det første ikke den eneste litteraturformidling, der finder sted, og for det andet, og vigtigere, det er måske ikke den vigtigste.

Alt for ofte glemmer man (i sådanne situationer som Promenaden italesætter sig i forhold til) at litteraturformidling også finder sted i undervisningssystemet (universitet, seminarier, gymnasier osv.) - og at der findes tidsskrifter, afhandlinger, opgaver osv. der alle beskæftiger sig med formidlingen af litteratur. Den er imidlertid ikke så synlig og aktualiserende, den er måske ligefrem sendrægtig, men den findes i allerhøjeste grad.

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke en smule kritisk på det, som Promenaden definerer sig på baggrund af, og som jo dermed indirekte kommer til at definere bloggen. Er man bare en smule bitter over, at man ikke figurerer i de aktuelle medier? Det ser ud som om, at man vil åbne op for litteraturformidlingen, men den forbliver en smule lukket (fx fra forfatter til forfatter).

Men ok: Lad mig være konstruktiv i stedet for kun kritisk. Forslag til et dogme på Promenaden: Du må ikke skrive om aktuel dansk samtidslitteratur (heller ikke dit eget forfatterskab)?!

; - )

Fiktionens forandringer

2011-12-12T13:20:00.002+01:00

Særnummer af Spring om "Fiktionens forandringer" er udkommet og kan købes nu.

(Uddrag: Forord ved Poul Behrendt, Marianne Barlyng og Rolf Reitan, der har redigeret nummeret)

Da debatten om Åsne Seierstads journalistiske romaner var på sit højeste, udtalte Jan Guillou, at hvis bare fire procent af en fremstilling er fiktion, så er hele fremstillingen fiktion. En procentsats, der var valgt med omhu. Den svarer til andelen af salt i verdenshavene. Det kan godt være, at 96 procent heraf er det rene vand, men de resterende fire procent gør det hele udrikkeligt. Det er en generel opfattelse, der er kommet under stigende pres de sidste ti år og senest er blevet prøvet ved flere skandinaviske retsinstanser, med forskelligt udfald. Noget kunne tyde på, at en domstol ikke er det bedste sted at afgøre problemet, som ikke desto mindre optager offentligheden, fordi der ikke længere findes nogen konsensus om, hvor grænsen mellem
virkelighed og fiktion går. Er fiktion en parallelverden til den eksisterende, bare uden virkelighedens juridiske og handlingsmæssige konsekvenser? Eller er fiktion tværtimod en alternativ verden med egne love og regler, fuldt så gyldige som den tilfældigvis eksisterende? Er fiktion overhovedet ikke noget område eller nogen verden, og heller ikke nogen genre, men derimod et felt – fiktionalitet, som vi betjener os af, ligesom af ironi, også i vores daglige adfærd? Er fiktion efterligning af virkelighed, eller efterligning af tale? Er den en afkobling af tale? Er fiktion stedet for udfoldelse af alt det, der pga. forskellige hensyn aldrig kan udfoldes fuldt i virkeligheden? Eller er fiktion tværtimod en måde at se den eksisterende verden på?

Det er nogle af de spørgsmål, der rejses og besvares i dette dobbeltnummer om “Fiktionens forandringer”. Indholdet er resultatet af et samarbejde mellem to forskergrupper ved Københavns og Aarhus Universitet, “Unnatural Narratology” på Nordisk Institut i Aarhus og “Forfatter- og fortællestudier” på INSS i København, samt tidsskriftet Springs redaktion. Vi har ikke bare ønsket at introducere nogle af de mange nye teorier om fiktion, som har gjort sig gældende i narratologiens postklassiske æra, frem for alt Richard Walsh: The Rhetoric of Fictionality som afløser for Wayne C. Booths pragmatiske fiktionsteori. Vi har også ønsket at afsøge og genrebestemme de grænseoverskridende måder, hvorpå fiktion bruges i fiktionens forandringer i samtidens medier, ikke bare bogmediet, men også lyd- og billedmedier – for at vise, at narratologien har konsekvenser og relevans på tværs af fagskel. Litteraturhistorisk strækker emnerne sig fra forrige århundredes fiktionsfornyere som St. St. Blicher, Søren Kierkegaard og H. C. Andersen via modernisterne Klaus Rifbjerg, Per Højholt og Jørgen Leth til årtusindskiftets hybridforfattere: danske Claus Beck-Nielsen, svenske Jonas Hassen Khemiri, norske Jan Kjærstad og hans litterære modpol Karl Ove Knausgård. I alle tilfælde er der tale om en narratologisk indfaldsvinkel, som åbner for en ny måde at læse forfattere/auteurer og værker på.

Knausgårds kamp med døden

2011-12-02T10:00:00.001+01:00

"Døden har aldrig slået nogen rigtige forfattere ihjel. De lever af den." Citat fra Poul Behrendts fremragende kronik om Karl Ove Knausgårds Min kamp i Politiken.

Kan man ikke få nok af essays i forlængelse af Min kamp, kan man jo gå videre til Eivind Tjønnelands tekst fra Morgenbladet, hvor han beskriver Min kamp som en "interaktiv realityroman". Jeg har svært ved at finde ud af, om Tjønneland er fascineret af Knausgård, og hvis han er det, hvorfor så denne lidt nedladende tone? Hvad er det, han har i klemme, og som ikke rigtigt kan komme ud?

Under alle omstændigheder ligger Tjønnelands fjernlæsende og filosofiske tilgang langt væk fra Behrendts. Kun den sidstnævntes kronik påviser således, hvorfor det også er stor litteratur.

Challenging Fiction

2011-12-01T10:13:00.001+01:00

I forbindelse med udgivelsen af et særnummer af Spring med titlen "Fiktionens forandringer" redigeret af Poul Behrendt og Rolf Reitan afholdes dette seminar 9/12 på Aarhus Universitet

Det politiske i Min kamp

2011-11-25T14:13:00.001+01:00

"Det politiske i Min kamp har ingen retning, ingen klarhet, ingen stringens. Men jeg ser styrken i verket et annet sted enn i det politiske. Og da faller jeg stadig tilbake på et syn på verket som «et prosjekt for selvinnsikt», slik Jan Kjærstad har formulert det i den korteste oppsummeringen av Min kamp som gir mening.

Å lese om både den kloke og den dumme Karl Ove, fungerer litt på samme måte som å lese de klassiske selvbiografiske verkene til en Montaigne, en Proust eller en Rousseau. Du leser, du sammenlikner, du tenker «sånn har jeg også tenkt» eller «det kunne jeg aldri ha tenkt». Det forutsetter at den som skriver, tenker og skriver på et visst nivå, og det gjør Karl Ove Knausgård, tross alle de mindre inspirerte partiene, i en slik grad at han engasjerer meg mer enn noen annen forfatter fra hans generasjon. Jeg tror bare ikke vi trenger å gjøre ham så radikal, så politisk eller så ny for å ha glede av ham."

Den norske litteraturkritiker Ane Farsethås i Morgenbladet i dag.

De næste 5000 dage

2011-11-22T14:37:00.001+01:00

I dag faldt jeg over denne anmeldelse af Amalie Smiths debut på min egen computer (CHOK), som jeg sendte for laaaaang tid siden til Sentura, hvor den sammen med sitet i øvrigt er blevet syltet. Så hvorfor ikke bringe den HER? Det fortjener bogen (og forhåbentlig også anmeldelsen?):

Dendobbelteksponerede identitet

Amalie Smith: De næste5000 dage

Gyldendal

96 sider

149,95 kroner

Det var en fredagaften

Til en start styrtlæste jeg Amalie Smiths debutbog De næste 5000 dage en kedelig fredagaften. Det tog ikke lang tid, en god halv times tid eller deromkring, og jegvar helt oppe på mærkerne omkring kedelig forfatterskolelitteratur, og jeg skalkomme efter dig. En anden og tredje gennemlæsning gjorde imidlertid, at jegmåtte revidere min forforståelse en del. Dermed ikke være sagt, at Amalie Smithhar skrevet et uomgængeligt værk, eller at der ikke stadigvæk er noget omkringmin fordomsfulde førstegangslæsning, men hun har mønstret en række tekster, derpå hver sin måde fortæller os interessante ting om, hvad identitet oglitteratur (også) er i dag.

Hybridroman

Bogen kaldes en hybridroman i seks dele. Alle genrerafprøves fra den nøgternt registrerende prosa til poesien i det næstsidsteafsnit. Desuden indeholder bogen billeder i kombination med tekster. Bl.a. enserie hvor en person, formentlig forfatteren selv, æder en blomst, der(formentlig igen) er en såkaldt narcissus pseudonarcissus, også kendt sompåskelilje. Det er naturligvis en symbolladet handling, som man bør tolke merepå, ikke mindst når den kombineres, ikke blot med ét tekstspor, men hele to,hvoraf det sidste knyttes tættere til billedet, fysisk set, imens det første påen mere ”handlingsmæssig” måde knytter sig til billederne. At blomsten omtalesved sit latinske navn og dermed giver allusioner til en kompleks narcissisme,gør det ikke mindre interessant. Som der står et sted: ”Jeg ligner en, derleder efter nogen”. Det interessante ved den sætning er, at den på samme tidhar et subjekt, der taler om at se og blive set. Denne dobbelteksponering, somdet hedder andetsteds i bogen, er central for forståelsen af den udsigelse ogidentitet, der mere generelt er på spil. Tænk her på, at unge, der vokser op idag, i den grad har været udsat for en konstant dobbelteksponering. De har ikraft af en til stadighed forfinet digital teknik så at sige ikke skullet ventepå at blive fremkaldt.

Når man falder ud

Det lyder sikkert mere kompliceret, end det er, men AmalieSmiths ”tekster” undersøger dermed ikke bare egne stedsfornemmelser, men ogsålæserens, idet man tvinges til på tværmediel vis at navigere mellem forskelligediskurser. Netop her mener jeg også, at hybridromanen har sin største styrke.Især når udsigelsens sted undersøges i det mest vellykkede afsnit, der hedder”Søgeresultater”. Hvad sker der, når man som ”udsiger” falder ud? Eller når manoplever spaltningen af at have en krop i verden samtidig med at man bliversuget ind i andre medier, som det sker i denne her tekst om Facebook:

”Jeg oplever, at mennesker,der suges ind i tv og aviser, bliver ved med at have en krop i den virkeligeverden. Det er en konkret erfaring. Der findes et fotografi af Sappho som ung,men det bevæger sig mod en anden galakse. Hun så op i himlen, og sådan gik dettil. Ikke noget hokus pokus. Imellemtiden har nogen lavet et ansigtskartotek på nettet, og alle i verden harmeldt sig.”

En skærm imellem migog mig

Bogens fine omslag er et billede af et still-kamera (trorjeg det hedder), der filmer ind i et ”ekkofrit rum”. Billedet foregriber somSmiths tekster, tror jeg, en undersøgelse af udsigelsespositionen. Smithskriver også flere steder, som om hun er et registrerende kamera. En metode dervisse steder minder om Jørgen Leths i sine tekster, men måske merecyborg-agtig. Hos Leth er man klar over, at udsigelsen mimer et kamera. HosSmith er tingene mere komplicerede og indvævede i hinanden, men der erstadigvæk en enorm bevidsthed om det aktuelle medie, om det er skrift ellerbillede. Stederne i bogen flyder grænseløst sammen både i det enkelte mediealene og på tværs af dem. Tingene opløses til tider for øjnene af os, som nårjeget siger ”At røre ved dig, føles som at stikke hånden gennem et løst vævettæppe”. Sådanne passager kunne fx minde læseren om det englobaliseringsteoretiker (John Tomlinson) har kaldt for ”the condition ofimmediacy”. Nye medier giver os fornemmelsen af umiddelbarhed og fluiditet,uanset hvor i verden vi befinder os, de påvirker simpelthen vores identitet.Måske er det noget sådant, der er på spil hos Smith? Vi er tilsyneladende ikontakt med os selv og hinanden, og så alligevel ikke, for der er fx en skærmimellem os, ja imellem mig og mig.

Ny litterærsubjektivitet

Når det er sagt, må jeg måske også hellere vende tilbage tilog forklare mine indledende fordomme. For bogen vil måske for meget på en gang,og den vil for mange, ikke specialiserede læsere, føles en anelse verdensfjern,arty-farty måske? Måske gøres nogle af teksterne unødvendigt komplicerede, ogman skal (som illustreret ovenfor) lede en smule hårdt efter, ikke bare detverdensvendte, men også det læserhenvendte, ved teksterne. Jeg fik med andreord litterær klaustrofobi ved min første læsning. Også jeg er naturligvis ramtaf tidstypiske tendenser til, at litteraturen skal være kommunikerende ogintervenere i verden. Tilgiv mig! For jeg tilgiver naturligvis Amalie Smith foralt: Hun er debutant, ung og (især fordi) hun har et stort forpligtende talent.Sammen med en af de seneste års bedste digtdebutanter, Theis Ørntoft, tegner hun konturerneaf en ny form for litterær subjektivitet, som er yderst interessant.

Forpligtet på virkeligheden

2011-11-17T14:16:00.001+01:00

Foto: Tor Erik H. Mathiesen

Karl Ove Knausgårds Min kamp 6 er udkommet i Norge, og reaktionerne er som ventet voldsomme. Man kan starte her i en artikel, der handler om at konen mødte muren undervejs i processen, og via links bevæge sig videre ind i den mangfoldige Knausgård-reception (som i sig selv jo er en begivenhed), fx til "Onkel Gunnars" kritik af projektet. Knausgård mener selv, at virkeligheden forpligter mere end alt andet. Bedøm selv.

En dag tilbage

2011-11-16T14:05:00.001+01:00

Bliver Knausgård knauset?

Jeg taler til jer

2011-11-11T08:37:00.001+01:00

Jeg læste mere eller mindre Claus Beck-Nielsens nyudkomne Jeg taler til jer i en køre og følte mig sådan set vældig godt underholdt det meste af vejen. Måske især af det første kapitel "Husum i mit akvarium". Egentlig havde jeg på en måde opgivet at følge med, indtil jeg fandt ud af, at der allerede havde været en del furore på nettet og i dagbladene. Til en begyndelse Tue Andersen Nexøs lidt mærkværdige afvisning på forhånd (der jo endte med at blive en reklame for projektet) og senere hen Lars Bukdahls noget mere forståelige ditto. Bukdahls "liv" bliver jo i bogen endevendt af en særdeles anmassende, alvidende fortæller, og han bliver stalket af Claus Beck-Nielsen, der ønsker, at denne skal skrive en monografi, imens Beck-Nielsen så til gengæld skal skrive en monografi om Bukdahls værk. Jf. billedet, der er en hybrid mellem de to.

Både Bukdahl, altså ham fra virkeligheden, og Andersen Nexø er i tvivl om, hvem forfatteren er. Det er også rigtigt, at stilen i størstedelen af bogen ikke helt minder om noget, vi kender fra Beck-Nielsens hånd - måske lige på nær forordet og det omtalte første kapitel, hvor hele Beckwerket endevendes og kritiseres sønder og sammen. Hvis der er noget, der kendetegner Beck-Nielsens virke, er det, at han er en fremragende læser af sit eget "værk" og netop derigennem giver det en karakter af sammenhæng. Fx at forordet til Jeg taler til jer er udarbejdet den 11/9 2011 og dermed markerer et 10 års jubilæum for den verden, som Nielsen har forsøgt at affiktionalisere gennem fiktionalisering. Men måske man også skulle inkludere selve ideen, der til trods for sin morbide karakter, jo er gennemført: At skrive en roman, som alle i princippet kan være forfattere til, fordi navnet Claus Beck-Nielsen jo repræsenterer et åbent "slot", som man siger det på engelsk.

Nu er jeg jo ikke Bukdahl og derfor kan jeg jo sagtens - dvs. lade mig underholde og i ren nyfigenhed rive med af projektet. Det interessante er jo, at det subtilt viderefører det semifiktive univers, man allerede kender fra blogosfæren, hvor anonymitet og pseudonymitet kan være med til at sætte dagsordenen i forhold til en litterær debat - noget jeg kender rigeligt til qua min egen blogskriverier. Romanen forsøger jo netop at fylde den sprække mellem fiktion og virkelighed ud, der ofte opstår med de nye sociale medier. At jeg så ikke tror på, at Beck-Nielsen (ham vi trods alt tror, vi kender fra biografien, Selvmordsaktionen og Suverænen), når man sammenligner med tidligere værker, faktisk har en interesse i at underminere den litterære andedam er så en anden ting. Der er jo på mange måder meget lidt andedam over det, han har foretaget sig de seneste ti år, jf. denne i øvrigt gode opsummering af Beck-Nielsens projekt og anmeldelse af Nielsens verdenshistorie. Men derfor kan Beckwerket jo sagtens have aktier i projektet og ideen som sådan. Flere forfattere er en oplagt mulighed.

Mest underligt, synes jeg, er det, at Jon Helt Haarder, der om nogen burde være ekspert på området, kun indirekte nævner muligheden for andre / flere forfattere end Beck-Nielsen. Han skriver, at den groteske sædekomedie udgives i "Claus Beck-Nielsens navn", men skriver videre om et par ganske vellykkede forsøg med porno, der omtales som "noget nyt i forfatterskabet", hvorved man vel må antage, at Haarder henviser til forfatterskabet i øvrigt. Nu er Haarder jo ikke helt uskyldig i forhold til projektet. Som man vil vide fra begravelsen, "Funus Imaginarium", var Haarder med til at bære kisten med voksdukken, ligesom han i sin tid spillede i band (Creme X-treme) med Beck-Nielsen.

Nå, mysteriet bliver nok ikke løst her og nu, men generelt synes jeg jo, at det er forfriskende med lidt bølger i andedammen, for de bølger andedammen ofte ellers præsterer, ender jo ofte som små skvulp i en kortprosasamling, måske en enkelt bøvs på Litteraturhaus, eller lidt vand i håret på en anmelder sammesteds.

Kristusbølgerne

2011-11-08T15:26:00.000+01:00

KAOSSÆK

Selvet er omspændt, en kerne i rammen

vi syr på din kaossæk, biernes hævelse

hvirvlende søjler af blodbaner rystes

din latter var rå som en planke på maven

og gnister af slagsol forgik ved det yderste

spyttet var trods, så lad havet barbere

men fuglen blev punktet, der udmåler verden

men øjet i nakken blev Guds.

Eksemplarer kan bestilles ved henvendelse til prk[a]km.dk

Dagens digt: Selbstdarsteller

2011-11-07T10:08:00.004+01:00

Kilde: Poetische Sprachspiele. Vom Mittelalter bis zur Gegenwart, Reclam 2002

Horace & Stig i Babel

2011-11-03T21:11:00.001+01:00

Standart nr. 3/2011

2011-11-02T12:03:00.000+01:00

Jeg har netop modtaget litteraturtidsskriftet Standart nr. 3/2011, der på sin vis bekræfter det, jeg skrev i en anden blogpost under overskriften "Sker der noget i dansk litteratur?". Det er ikke meget dansk litteratur, der bliver anmeldt i dette nummer, som jo ellers er vældig fint, fx Gregers Andersens inspirerende indlæg om klimalitteratur eller nummerets opfindsomme Stand In, der handler om "Ideer om Europa i litteraturen". Men anmeldelser af spændende danske, dagsordensættende bøger glimrer ved sit fravær. Måske er det uretfærdigt at betragte Standart som udtryk for, om der sker noget i dansk litteratur, men tidsskriftet plejer sædvanligvis at fungere som en art opsamling på den ene eller anden måde - i hvert fald som opsamling for mig.

Til gengæld kan vi så glæde os til anmeldelser af bøger, der er udkommet sidenhen, fx Pablo Llambías Monte Lema, som jeg ikke har fået læst endnu, men som jeg glæder mig umådelig meget til. Claus Beck-Nielsens to bøger, Adda Djørups nye digtsamling samt Bjørn Rasmussens lille stramme, kropsnære sag.

Jens Smærup Sørensens Mørke

2011-10-28T08:37:00.004+01:00

Jeg er netop blevet færdig med at læse Jens Smærup Sørensens roman Phase. En roman som jeg personligt finder mere interessant end Mærkedage, der til trods for sin fortællesnilde, rent faktisk kedede mig lidt i perioder (og jeg er endog fra landet, opvokset på en gård!).

I Phase, synes jeg, kommer det, som Smærup Sørensen for alvor er god til, endnu mere til udtryk. Dette væld af ord. Det er sjældent, at man møder en dansk forfatter, der ligesom har hele det danske sprog til rådighed og spiller på det, nærmest som et klaver, for nu at bruge en halvdårlig, men forklarende metafor. Det gælder ned i detaljen, småudtryk, faste vendinger, den slags. Smærup Sørensen, føler man, kan ligesom det hele. Hele sproget, alle stemmerne. Det er ikke altid, at han gør det, men bare fornemmelsen af, at han har mulighed for det, er næsten nok.

Handlingen i Phase, Andy Thomassens deroute og skrivende forsøg på at samle sig selv op, er naturligvis også interessant. Phase er en forkortelse af Post Happening Apathetic Social Evasiveness, hvis symptomer er introversion, filosofisk kynisme, træthed og hunger efter virkelighed. Noget der rammer mennesker i et gennemmedialiseret samfund. Det hele foregår i et semi-sci-fi-univers, i en nær fremtid, og har det til fælles med megen anden science fiction, at der i virkeligheden er tale om samtidsskildring. Her en satirisk en af slagsen. Et sted i Phase læser man fx:

"I en virkelighed der synes flygtig og flimrende, uhåndgribelig som sæbebobler, bogstavelig talt u-fattelig, dér kan kunsten måske, en overgang, blive nødt til, i det mindste på skrømt, at svigte den fantasi, der bærer den, for at iklæde sig reality, og således udfolde sit egentlige væsen ved ikke alene at sætte den enkeltes forestillingsevne op imod det sprog, vi er fælles om, eller mod billedskærmens rektangel, men også ved i udgangspunktet at erstatte enhver original ide om tiden med tidens banale forestillinger om sig selv. [...] De muligheder, overflodssamfundet har givet den enkelte for en kombination af singleliv og konstante udvekslinger med talløse andre, genererer masser af viden om hvordan man er, men samtidig en febrilsk uvished om man stadig ville være sådan i en position, også kaldet 'virkeligheden', uden for de rappe sociale spil. Ved at gennemspille sådan nogle konstruerede reality games, og det til sige: spille dem igennem, forsøger vi at opmåle deres rækkevidde og dermed at definere et testområde for den individuelle erfarings gyldighed." (244-245)

Ordene er godt nok lagt i munden på andre, men alligevel fornemmer man satiren og kritikken i forhold til vores virkelighed og i forhold til kunstens rolle i et sådant. Hvem der rent faktisk lider af Phase i bogen, og hvem der ikke gør det, hvis det overhovedet er en sygdom, er uklart. Måske lider fortælleren Andy Thomassen af noget sådant? I hvert fald fortælles bogen til tider i en tone, der nærmer sig noget mekanisk og posthumant. Phase er en sygdom, der kan spores tilbage til Hamlet, men igen, med Hamlet er det også tricky: Spiller han bevidst på det?

Handlingen er imidlertid en ting, noget andet disse fantastiske passager, hvor Smærup Sørensen folder sig ud. Enten filosofisk-essayistisk, som ovenfor, eller mere poetisk, som dette stykke om mørket:

”Jeg havde altid været mørkeræd. Derfor jeg også altid harværet så begejstret for salmer. Den lille håndfuld jeg kender, bortset frajulesalmerne: dem der oftest anvendes til begravelser. Og kender og kender,ikke helt udenad, må jeg med det samme tilstå, men jeg har siden jeg var enstor dreng haft deres hovedindhold klart for mig og vidst hvor intens enoplevelse der ventede mig, hver gang vi måtte begrave en slægtning. Og senerehen på samme måde med venner og bekendte, kollegaer.

Mørkeog lys. Men mest mørke. Det var hvad digterne havde erfaret så afgrundsdybt, såendeløst, absolut rædselsfuldt som ellers kun jeg selv. Troede jeg længe. Foringen andre ville sige noget om det, de voksne tyssede straks det sorte frasig. Bagatelliserede i deres egen pludrende sniksnak det frygtelige tab af lyssom barnepjat, vissevasse. Og mine kammerater havde jeg ikke mod til at spørge.Der var kun digterne at snakke med, og helt for alvor var der endda kun de derbegravelsessalmer de havde skrevet. I den kunne jeg, fattet og med åbne øjne,synke ned i det sære ingenting som er mørket. For det er almægtigt, så tyst ogeksplosivt et ingenting, og jeg kunne gennem ordene, de her store ord, deomsider så rigtige ord, varmt fornemme et fællesskab om vores gru. Mærke at vinu sammen kunne tage fat om mørket i al dets knusende kraft, det som jeg, aleneom natten, totalt forsvarsløs, havde måttet underkaste mig, som nat efter natholdt min stivnede krop i sit kolde greb og klemte et sidste gisp og etallersidste igen ud af mig. For nu vidste jeg også at lyset var det stærkeste.Når vi sad og sang omkring de døde i deres kister, i deres mørke, så blev derlys. I ordene kom et lys, og det sønderrev alt hvad der var mørke, og detstrålede til evig tid.

Etøjeblik var der lys. Og i øjeblikket fandtes ingen mørke. Det kom så tilbage, ial sin vælde, gennem lange nætter, og jeg famlede efter de ord, som jeg aldrigsansede at få lært, mens der var lys. Som måske slet ikke kunne læres så dehang ved. Eller ikke var andet end helt tilfældige ord og sludder og vrøvl, nårjeg lå alene.

Menden novembernat jeg gik der langs stranden, overgav jeg mig endelig, ogvilligt, til mørket. Tror jeg. Eller rædslen for det aftog så drastisk at jegkunne tage det til mig. Eller hvis man bare kunne sige det sådan: Jeg kom tilat se på mit mørke med lidt mildere øjne. For det var nu som om det ville værevenligt. Det foldede sig lunt og fugtigt om min krop og mit sind.” (78-79)

Det har været en fornøjelse at læse Smærup Sørensen. Også fordi der rent faktisk er tale om en roman. Mange af de "romaner", som flere af hans yngre danske forfattere skriver, er jo overstået på et par timer, hvis de overhovedet varer så længe. Sådan er det ikke med denne - den får man fornøjelsen af i længere tid, fx henover en efterårsferie som i mit tilfælde. Her bliver jeg så afbrudt.

Selvbinderhjertet

2011-10-25T12:05:00.001+01:00

Dagens digt er fra Simon Grotrians nye digtsamling Selvbinderhjertet (Alfa 2011):

Fire to

UUUU

UUUU
UUUU
UUUU

Ilden har åbenbart taget til siden HEST PÅ ET GLASTAG fra Fire (1990), der så sådan her ud:

UU

UU

Eller måske er det det vilde trav (galop) i Grotrians senere digtning, som digtet her gør os opmærksomme på? Grotrians digte rummer deres eget interne katalog af allegoriske muligheder.

Hoeullebecq er en engel

2011-10-07T13:04:00.000+01:00

Jeg er netop blevet færdig med Michel Hoeullebecqs La carte et le territoire, som jo er en fantastisk god og underholdende roman, og det er faktisk en mindre skandale, at den endnu ikke er oversat til dansk. Den findes fx på norsk.

Egentlig handler bogen om kunstneren Jed Martin, der får sit gennembrud, da han begynder at affotografere Michelin-kort over dele af Frankrig. Da Jed senere skal afholde fernisering for en udstilling, overtaler galleriejeren ham til at få forfatteren Michel Houellebecq til at skrive teksten til kataloget. Gennem denne begivenhed lærer Jed Martin (og læserne) Houellebecq, den yderst sky og depressive forfatter, nærmere at kende. Jed maler endog et meget succesrigt portræt af Houellebecq, der senere hen spiller en vigtig rolle i bogen. Satiren omkring det kunstneriske miljø i Frankrig og alle steder, i og for sig, er i sig selv ganske underholdende, ligesom "indblikket" i Houellebecqs liv er det. Men pludselig tager historien en drejning.

Hoeullebecq bliver myrdet og parteret, hvilket jo er ok langt ude, og historien forvandles til en form for krimi med opklaringen af mordet i centrum. Mere interessant, end hvem der myrdede Houellebecq, er måske de detaljer, der kommer frem om forfatteren i forbindelse med opklaringen. Eller sådan læser man bogen. Men der er ikke meget nyt om Houllebecq, snarere bliver man bekræftet i alt det, man vidste i forvejen fra medierne.

Mange detaljer i romanen er imidlertid uhyre morsomme, men måske mest den omstændighed, at forfatteren foruden en romanfigur også deler fornavn med en hund.

Til sidst i bogen følger vi en betjent, der er ved at opklare mordet på Houellebecq - herunder følger vi også betjentens privatliv, ikke mindst historien om betjenten og dennes kones hund ved navn Michel. Fra Michel, der er syg og gammel, ønsker de et afkom. I romanen lyder det sådan her:

“…de havde ventet for længe, hunden var allerede begyndt at blive gammel, sædkvaliteten kunne være forringet. Til sidst fandt de en opdrætter i Fontainebleau som var villig til at hjælpe dem, og af foreningen af Michel og den unge tæve ved navn Lizzy Lady de Heurtebise blev der født to hvalpe, en han og en hun. Som ejere af avlsdyret (dette var den faste formulering) kunne de efter sædvanen vælge hvalp først. De valgte hannen og kaldte den Michou. Den havde ingen synlige skavanker, og i modsætning til hvad de frygtede, blev den godtaget af faren, som ikke udviste synlige tegn på jalousi.”

Senere viser det sig dog, at Michou er steril på grund af avldyrets, dvs. Michels høje alder; testiklerne er aldrig faldet helt ned på Michou.

Hvad det præcis er, som Houellebecq vil fortælle os ved navneligheden mellem Michel og Michel, kan man jo pønse videre på. Sjovt er det under alle omstændigheder, og det er meget tydeligt, hvordan Houellebecq med sin bog spiller videre på de forestillinger, fordomme og myter, der allerede eksisterer om forfatteren i det kulturelle liv. Umiddelbart får man i bogen et ”intimt” indblik i forfatteren Houellebecqs privatliv, men der er faktisk ikke noget privat derinde (måske fortæller navneligheden med hunden os det mest private, men det kan man kun gisne om og det er jo det, forfatteren inviterer os til at gøre). Ikke engang da de efter møje og besvær får adgang til forfatterens password-sikrede harddisk, finder man noget interessant. Der er kun alle de rygter, vi i forvejen kender til omkring forfatteren. Ingen snask altså, blot et enkelt besøg på hjemmesider, der sælger lingeri. Det er alt. Hoeullebecq er og forbliver en ren engel.

Litteratur 2.0

2011-10-03T08:04:00.001+01:00

Er den lidt selvironiske titel på det foredrag jeg vil holde til Æstetisk Seminar på torsdag 6/10. Den mindre ironiske undertitel er "om litteraturens forandringer i et medialiseret landskab". Man kan læse mere her. Foredraget foregår:

lokale 124, bygning 1584
Aarhus Universitet, Kasernen
Langelandsgade 139, Aarhus C

Kl. 14.15 som sædvanligt. Det er ganske gratis og uforpligtende at møde op.

Nyt bogprogram på DR nægter at være støvet

2011-09-25T12:24:00.000+01:00

Sådan lyder overskriften på en artikel om det nye bogprogram på DR2, Tekst-TV. Der er ingen fine fornemmelser, ingen højpandethed, lyder det sammesteds. Jeg sad lige og småkiggede programmet på nettet. Det er underholdende og for så vidt ganske fint, altså som underholdning. Det her med at sætte læseoplevelsen i centrum er sådan set godt og relevant, ikke mindst læseoplevelsen hos alle, store og små, meget læsende og lidt læsende.

MEN MEN MEN jeg synes jo stadigvæk, at programmet i sin usnobbede stil behandler alle, der faktisk har forstand på litteratur, på en ganske snobbet måde. Man snobber opad fra neden. Iøjnefaldende er således det fravær af professionel viden, det man sikkert fra programredaktionens side forbinder med støv, højpandethed og den slags - eller kort sagt: forfattere og litterater. Mere interessant er det åbenbart at høre aktuelle kendisser og deres "dybt interessante" oplevelser af bøger.

Hvem og hvad er det lige, dette program definerer sig i forhold til? Jeg savner jo for fanden de støvede programmer. Jeg savner højpandethed på TV, især i forbindelse med litteratur, ja især på DR2. Når man på DRs redaktioner vælger at lave litteraturprogrammer, gør man det i forhold til en meget indforstået "journalistisk" indfaldsvinkel - "journalistisk" her forstået i en helt bestemt og fordomsfuld forstand. Det støvede er verden set fra en sådan synsvinkel, fra een "journalistisk virkelighed" til en anden. Sådan var bogprogrammer dengang på DR, synes man at mene og det skal aldrig ske igen, men derved risikerer man jo at tabe enhver litteraturinteresseret modtager på gulvet fra starten, og endnu værre, man taler ned til dem på et overfladisk sprog, som kun hører indforståetheden til. Og jeg som troede, at man fra den side havde forstand på kommunikation!

Sendetidspunkt og målgruppe hænger i øvrigt heller ikke sammen. Hvis man virkelig gerne vil nå andre end dem, der for alvor interesserer sig for litteratur - altså hvis man bare vil lave bogunderholdning - hvorfor så sende programmet på så obskure tidspunkter?

Der er igen mange dubiøse og uafklarede ting ved dette forsøg på at gøre litteraturen på TV interessant. Mon ikke programmet langsomt går i sig selv igen? Blandt de bedste, lignende programmer på DR2, er TV TV TV eller So Ein Ding, men noget af det, der gør disse programmer gode, er fx, at værterne er lidt nørdede i forhold til deres emne. De ved faktisk temmelig meget om det, de præsenterer. Men når det gælder litteratur og litteraturformidling forbliver uvidenhed åbenbart en dyd på DR og på TV generelt.

NYT om Jonas Hassen Khemiris Montecore

2011-09-20T10:37:00.000+01:00

Faldt over denne anmeldelse af Jonas Hassen Khemiris roman Montecore. En unik tiger i New York Times. Det er altid interessant, at se bøger, man kender så godt i en lokal kontekst, her forstået som skandinavisk, i en ny og fremmed kontekst.

Apropos valg

2011-09-15T13:18:00.001+01:00

Uden for (litteratur)nummer: Citat fra et mailfællesskab, som jeg er medlem af. Jeg kunne ikke være mere enig:

"Personligt forstår jeg ikke, at man fra rød bloks side ikke klandrer blå blok for at have ført uansvarlig økonomisk politik? Ikke Løkke, men Fogh. Hvorfor investerede man ikke pengene fornuftigt, dengang vi med en fjollet ministers ord kunne købe hele verden? Hvorfor gav man grønt lys for stadigt mere risikable lånetyper? Hvorfor løb regningerne til det offentlige løbsk på trods af intentionerne om det modsatte? Jeg hørte en økonom tale om to store succeshistorier, hvad økonomi angår i nyere tid: Det er Schlüter og Nyrups regeringer. Imens Foghs tid var en fiasko. Økonomisk ansvarlighed er ikke nødvendigvis knyttet til partifarve. Først surfede Fogh på den økonomiske bølge, som viste sig at være en boble, og så løb han fra regningen. Måske var det i virkeligheden Henrik Qvortrup, der var ansvarlig for den økonomiske politik, som Fogh-regeringen førte. Dvs. den blev ført på baggrund af retorik, fx ideen om "skattestop", som var fanden, var den. Der var skattestop alle de synlige steder, imens man stadig blev trukket steder, hvor det ikke så ud til at gøre ondt. Og dér stod man, muligvis med 500 kroner mere om måneden som velstillet familie, imens man kunne se, at ens børn skulle bespises med pis og papir i institutioner og skoler.

Det handler desuden om den mistillid, som regeringen har gjort til en del af sin politik overfor det offentlige. Hvilket har medført selvkontrol og bureaukrati og dermed en ineffektiv arbejdsgang. Egentlig i bedste mening. Det "offentlige" svarer igen i forhold til den mistillid. Når man fx nedlægger små kommuner og amter, gør man det for at effektivisere, men tænk på alle dem, der hytter deres eget skind i den proces. Mistillid er præcis grobund for sådan en handlen på egen hånd imellem geleddene. Mellemledere, overgangsfigurer, folk der skal sørge for en glidende overgang fra amt til region. Det koster, men det kommer der ikke flere "varme" hænder ud af. Tværtimod. Igen: Intentionen er god, men styringen af den proces er slået fejl, tror jeg. Det der med at sige, at kommunerne har så og så mange penge, at det er dem der selv må prioritere, dem der har ansvaret for styringen af dit og dat, overordnet set at sende ansvaret (og mistilliden) ned i geleddene, det er noget, som Fogh-regeringen har indført. Det hænger naturligvis sammen med en liberalistisk tankegang (enhver er sin egen lykkes smed, også kommunerne), men denne er ikke nødvendigvis effektiv, heller ikke økonomisk, når det kommer til styringen af en moderne velfærdsstat, der jo med et andet ord fra 00'erne skal have sammenhængskraft. Økonomi er et incitament, men det er ikke den eneste gode forretning (hvilket i øvrigt også er derfor, at Liberal Alliances politik ikke holder stik. Det er luftkasteller, for Danmark er ikke en virksomhed, og kapital er ikke kun et økonomisk anliggende, når det gælder velfærdsstaten, som vi vel mere eller mindre alle er enige om at bevare)."

Godt valg.

Ud af spejlet

2011-09-14T11:58:00.000+01:00

ESSAY efter genlæsning af Karl Ove Knausgårds Min kamp 1:

Når man læser Knausgård føles det først og fremmest som om,at man læser et andet menneskes bevidsthed. Forskydningerne, associationerne,tankerækker, essays osv. foldes ind i de få centrale, men stærkt udvalgte”scener”, som forfatteren har valgt ud for os. Fortælleren er det meste aftiden tro mod det nu, der fortælles om, eller måske snarere fortælles i. Og påtrods af digressionen i første bind, fx til Stockholm eller til det skrivende nui Malmø, hvor familien ligger og sover, imens Knausgård taler direkte og intimttil os læsere, så er dette nu ikke styrende for vores oplevelse af debegivenheder, der fortælles om.

Når Knausgård fortæller om sin rejse ned til farmorens hus iKristiansand, hvor faren dagen forinden er fundet død, fortæller han det ikkemed erfaringen in mente, eller med en afstand til begivenhederne, heller ikkeselvom det er fortalt i datid. Men han fortæller det sådan, at vi gennemlever turen sammen med detfortællende jeg. Perspektivet er, til trods for datidsformen, fra de oplevede detaljer, følelserne, desteder hovedpersonen befinder sig i.

Alt er sådan set retrospektivt og så alligevel ikke. Fx daKarl Ove og storebroren Yngve hører, at deres farmor er i tvivl, om farenfaktisk døde om aftenen eller om morgenen; her oplever vi ængstelsen sammen med brødrene: Er faren nu ogsådød? Eller da farens bror, Gunnar, kommer ind ad døren, men hvor Karl Ove etøjeblik tror, at NU kommer faren.

Det fortalte er således ikke mættet af afstand og erfaring,men fortælles som om det gennemleves af nogen her og nu. Det skaber en følelseaf umiddelbarhed. Vi er tæt på virkeligheden. Eller sådan føler man det i detmindste, når man læser bogen.

Denne måde at fortælle på er hentet fra dagbogsformen,hvilket Knausgård ikke lægger skjul på. Man flytter dagbogens skrivende stund,eller skrivende nu, til det fortalte, for derved at bevare den umiddelbarehenvendelse, der jo faktisk omhandler begivenheder, der for længst harudspillet sig, og som egentlig ikke længere burde formå at generereumiddelbarhed.

Dagbøger skaber en fornemmelse af, at man hører nogen tale.Nogen der på en vis måde taler direkte til én, men på en indirekte måde. Tilmig, læseren, men naturligvis også til den skrivende selv. Det er denhenvendelsesform, der skal flyttes til det fortalte, førend Knausgårdsfortælling virker.

Knausgård er blevet kaldt narcissist, og han kalder sig selvnarcissist. Hvorfor mon? I mine øjne handler det om, at det narcissistiske eret løsen i forhold til den dagbogsagtige fortælleform. Knausgård henvender sigjo først og fremmest til sig selv. Spejler sig i sit liv. Han genopfinder,genkonstruerer sit liv og sine tanker. Fx hvordan man kunne tænke sig, at hantænkte, da han sidder på flyveren til Stavanger og skal mødes med Yngve.

Det vi genkender, når vi læser Knausgård, er derfor langtfra kun de realistiske detaljer, det liv han lever, som – indrømmet – mindermeget om fx mit eget. Nej, det vi først og fremmest genkender, og som skaber”realismen” (eller hvad man nu ynder at kalde det), er denne særlige form forhenvendelse. Vi går alle rundt og taler for og med os selv, men det er kun defærreste af os, der skriver det ned. Eller rettere: evner at skrive det ned.

Det gør Knausgård derimod, og det er det, der gør ham sågod. Knausgård er uhørt opmærksom på sine egne følelser og fornemmelser i allesituationer, fx da han sidder i flyet:

”Metatankerne, at jeg sad derpå flyet og var på vej ned for at begrave min far, mens jeg tænkte på at jegsad der i flyet og var på vej ned for at begrave min far, vældede pludseligfrem. Alt hvad jeg så, ansigter og kroppe der kom gående langsomt gennemkabinen og lagde deres bagage et sted, satte sig ned, lagde bagagen et andetsted, satte sig ned, blev forfulgt af en refleksiv skygge der ikke kunne ladevære med at fortælle mig at jeg sad og så det nu, mens jeg tænkte at jeg sådet, og så videre in absurdum samtidig med at nærværet af denne tankens skyggeeller måske snarere spejl, også indebar en kritik af at jeg ikke følte at jeggjorde mere end jeg gjorde (271-272).

Efter dette smager Karl Ove en smule på ordet ”far”, ligesomfor at føle efter, om han overhovedet føler noget, men kan ikke bryde den onderefleksive cirkel og ender med at få kvalme.

Situationen er emblematisk for et menneske, ikke mindst fordet menneske der er blevet karakteriseret som selvrefleksivt i det senmodernesamfund. Verden kan ikke bryde igennem refleksionen. Vi kan ikke mærke den ogbliver dårlige over, at vi ikke evner at mærke den. I stedet blivervirkeligheden uvirkelig, og vi begraves – i os selv.

Et andet sted, hvor Karl Ove sidder i en bil sammen medYngve, opstår der noget lignende. Først føler Karl Ove, at han og Yngvedeltager i en større og mere universel, måske mytologisk fortælling, somhandler om to sønner, der skal begrave en far. Men han retter så siden hen sigselv: ”det var ikke en far vi skulle begrave, det var vores far” (297). Herefter fortsætter passagen:

”Jeg var ikke træt og faldtikke i søvn, men det var behageligt at sidde sådan, mest fordi det varuforpligtende. Da vi voksede op, var Yngve en jeg snakkede løs med og ikkehavde nogen hemmeligheder for, men på et eller andet tidspunkt, måske allerededa jeg gik i gymnasiet, forandrede det sig, fra da af var jeg uhørt bevidst omhvem han var og hvem jeg var når vi talte sammen, al naturlighed forsvandt,hvert udsagn jeg ytrede, blev enten planlagt på forhånd eller analyseretbagefter, som regel begge dele, bortset fra når jeg drak, så vandt jeg dengamle frihed tilbage. (297)

Imidlertid hører vi allerede i begyndelsen af bogen, at KarlOve er holdt med at drikke. Til gengæld skriver han, og litteraturen, fornemmerman, giver ham den gamle frihed tilbage, uskylden kunne man vel sige. Præcisdette er også en af de primære årsager til Knausgårds projekt. De socialebindinger, der forhindrer naturligheden, at vi ikke evner at sige, hvad vimener – disse ting skal litteraturen nedbryde.

Men litteraturen har også en anden, relateret funktion,nemlig at bekæmpe selvrefleksionen. Det at alt er blevet ånd, som det hedder ien passage (250), skal bekæmpes, men hvordan? Døden er én måde:

”Den del af døden, den dertilhører kroppen og er konkret, fysisk, materiel, den død der holdes skjult meden omhyggelighed så stor at den ligner en slags vanvid, og det virker, bare hørhvordan mennesker der uforvarende har været øjenvidner til dødsulykker ellerdrab plejer at formulere sig. De siger altid det samme, det var helt uvirkeligt, selvom det de mener, er det modsatte. Detvar så virkeligt. Men den virkelighed lever vi ikke længere i. For os er altblevet vendt på hovedet, for os er det virkelige uvirkeligt, det uvirkeligevirkeligt. Og døden, døden er det sidste store udenfor. Det er derfor den måholdes skjult. For godt nok er døden uden for navnet og uden for livet, men dener ikke uden for verden.” (251)

Præcis derfor kredser især bind et så meget om døden, især idet lange essay i begyndelsen, der handler om, hvordan døden fyldermedievirkeligheden, men ikke vores liv som sådan. Knausgårds pen er dyppet idøden, kunne man sige, men kun for at skrive virkeligt, for at trænge igennemvores oplevelse af verden som uvirkelig.

Hvad Knausgård kæmper imod, er verdens lukning. At visseområder, som vi tror vi kender, forbliver uberørte og uåbnede. Det globale ogsærdeles visuelle billede af verden, som vi lever med, skal bekæmpes, og detskal bekæmpes med litteratur:

”Vores tanker oversvømmes afbilleder af steder vi aldrig har været, men alligevel kender, mennesker vialdrig har mødt, men alligevel kender, og lever vores liv i forhold til. Den følelsedet giver af at verden er lille, tæt omsluttet om sig selv, uden åbninger modnoget andet, er næsten incestuøs, og selvom jeg vidste at den var dybt usand,eftersom vi egentlig ikke ved noget om noget, slap jeg alligevel ikke væk fraden. Den længsel jeg altid mærkede, som nogle dage var så stor at den næstenikke lod sig kontrollere, udsprang heraf. Det var delvist for at lindre den atjeg skrev, ved at skrive ville jeg åbne verden, for mig selv, samtidig med atdet også var det der gjorde at jeg mislykkedes med det […]. Det som jegforsøgte, og som måske alle forfattere forsøger, hvad ved vel jeg, var atbekæmpe fiktion med fiktion.” (246)

Situationen er egentlig den samme som i flyet. Refleksionen,alt det der er ånd, lukker sig om os og efterlader os i et klaustrofobisk ognarcissistisk rum. Men ligesom Knausgård forsøger at bekæmpe fiktion medfiktion, forsøger han også at bekæmpe narcissisme med narcissisme. At taleindirekte og til sig selv for at tale direkte til alle. Det er vejen ud af denrefleksive solipsisme, som Knausgård (og måske de fleste af os andre) er havneti.

Hvad vi derfor genkender hos Knausgård, tror jeg, er denindirekte tale, der bunder i narcissisme. Genkender den og mærker den somnoget, der er direkte og umiddelbar, selvom den faktisk er noget helt andet.Måske endog fiktion. For her læser vi måden vores særdeles selvrefleksivebevidsthed skabes på, måden vi skaber fortællinger om os selv og om vores liv,hvordan minder bliver til minder, historier, fortællinger, hvordan jeg, din ogmin identitet bliver til.

Den dårlige hukommelse, som Knausgård nævner flere gange iforbindelse med projektet, og som bl.a. nævnes side 213 i den danske udgave afførste bind, er på en måde et perfekt udgangspunkt for den narcissistiskefortælleform. Hukommelsen er noget, der skal skrives frem. Det er ikkeensbetydende med fiktion. Ej heller med fakta. Uendelig mange detaljer i Min kamp er umulige at efterprøve. Mendet er jo ikke en henvisning til verden på den måde, der interesserer Knausgård.Dvs. om detaljer nu også er sande i forhold til faktuelle begivenheder.Sandhedskravet er fra starten et andet. Det skal være sandt i forhold til detskrivende nu, og tro mod den skrivendes og dermed også den læsendes nu. Vi skalførst og fremmest genkende den bevidsthedsrejse, der er tale om, som voresegen. Dernæst mærke hvordan det føles at rejse hjem, når ens far lige er død.Hvordan det føles at gøre rent efter sin fars druk, svineri og misligholdelseaf eget liv

Knausgård er ikke en bedrager, tværtimod. Han skriver ud fraet andet diktum end den, som den historiske, faktuelle sandhed dikterer. Hanskriver først og fremmest en roman, vi skal kunne spejle os i, men også spejleos ud af igen. Sådan lidt banalt formuleret skal romanen lære os at gennemskueverden Dette ikke ensbetydende med ”ren” fiktion. Men det er ensbetydende medet fordrejet virkelighedsbillede og en hensyntagen til andre faktorer. SomAristoteles engang sagde det, så er skønlitteraturen mere universel, hvadsandhed angår, end historieskrivningen, også selvom den benytter fiktion ellerfiktive elementer.

Det er en sådan universalitet, som Knausgårds roman sigterefter. Den vil være sand i forhold til, hvad det vil sige at være et menneske,og det vil den i højere grad, end den vil være sand i forhold til, hvad det vilsige at være Karl Ove Knausgård. Knausgård er et bestemt eksempel på etmenneske. Men det er ikke dette bestemte eksempel, der er interessant. Det erdet eksemplariske ved eksemplet: Hvad det overhovedet vil sige at være etvelorienteret, velfærdsramt, vesteuropæisk menneske i det 21. århundrede.

Sker der noget i dansk litteratur?

2011-09-12T20:51:00.001+01:00

Måske er det bare mig - sandsynligheden er stor - men sker der ikke forbavsende lidt i dansk litteratur for tiden? Måske holder forlagene på skønlitteraturen? Måske venter der en tsunami af gode bøger lige inden bogmessen i Forum, hvor al god litteratur alligevel drukner? Måske holder vi alle vejret, indtil Karl Ove Knausgård udgiver bind seks af Min kamp? Selv sidder jeg nok engang tilbage med min gode ven Philip Roth. En ældre bog: Forfatterspire. Måske er det valget? Vi venter i spænding. Et systemskifte på vej?

Dagens digt

2011-09-05T14:53:00.001+01:00

Lone Munksgaard Nielsens digt fra den fantastiske digtsamling: Skæbnen og mig. Digte for børn (2000), som jeg tilfældigvis fandt på hylden, da jeg rodede efter noget andet.

Solstad om romanen

2011-09-05T12:28:00.000+01:00

"Selvfølgelig kunne jeg være gået ind i denne roman og have skrevet den ned. Det ville have krævet meget arbejde at finde den frem, men til sidst ville den være blevet komponeret på den måde, den har været fra begyndelsen. Kan jeg sige sådan? Hvad så, når alle mine romaner er blevet anderledes, end jeg havde regnet med, da jeg begyndte? Romanen bliver med andre ord til lidt efter lidt, men behøver det at være i modstrid med, at den har ligget der fra begyndelsen? Gemt. Slumrende. Nedgravet. Uanset hvor meget jeg dementerer, at romanen har ligget der fra begyndelsen, kan jeg ikke se bort fra, at det i hvert fald godt kan forholde sig på den måde alligevel. Ja, jo mere jeg modsiger mig selv, des mere sikker bliver jeg på, at jeg ikke modsiger mig selv, men at det at skrive en roman er at opfinde den, og finde den frem."

Dag Solstad, Armand V. Fodnoter til en uudgravet roman, Rosinante 2007, side 180.

Brorson og Grotrian

2011-09-05T12:17:00.000+01:00

Arrangement. Læs mere her.

Korus' Kabaret

2011-08-24T10:26:00.010+01:00

Igår var jeg vidne til en kunstnerisk totaloplevelse, da jeg var inde for at se Korus' Kabaret, der er en libretto med tekst af Adda Djørup og musik af Erik Bach. Jeg er naturligvis inkompetent, når det drejer sig om at vurdere stykket som opera, hvilket det vel først og fremmest er, men fortællingen og teksten bag stykket, skrevet af Djørup, er naturligvis det, jeg interesserer mig for og kan mene noget om.

Et af Djørups varemærker er om muligt at afprøve genrer. Nu har hun udgivet en digtsamling, en novellesamling og en roman, og så har hun altså også skrevet en libretto. Med forfatterens egne ord handler fortællingen om familien Korus, der i generationer har haft "en kabaret og den magiske evne at kunne lave lig om til dukker. De har i bogstaveligste forstand deres egne afdøde og verdenshistoriens store skikkelser på lager. I tre akter fortælles sidste generations historie – og måske bliver stykket pludselig til virkelighed og familiens historie fortsættes i nutid på scenen."

Det er naturligvis et særdeles metafiktionelt foretagende: Fiktion om fiktion, iscenesættelse af iscenesættelse, teater om teater, men måden det gøres på, er via en række intertekstuelle refererencer til dramaer fra Ødipus til Romeo og Julie. Gennem fortællingen støder vi både på incestueøse samt queer-agtige forhold og skikkelser, imens der bag de hele ligger en banal kærlighedshistorie. Noget der skal bære dramaet og give musikken kød og blod. Formentlig ligger der i fortællingen også en kritik af kunstens rolle i samfundet - at den har fået det vanskeligere. Men det samfund, der skildres gennem librettoen, er temmeligt flertydigt og dermed ubestemmeligt i forhold til en konkret kontekst. Det er altså ikke nødvendigvis Danmark, som librettoen kritiserer.

I mine øjne er stykket et dramaturgisk forsøg ud i en i forvejen temmelig syret genre, nemlig operaen, og som sådan fungerer det godt. Det er meget mere avantgarde end en hvilken som helst "avantgardistisk" oplæsning inde i byen. Som tilskuer til stykket går man ind i fiktionen fra det øjeblik, man entrer salen. Her løber Kora rundt og dirigerer publikum på plads, imens musikerne fra graven spiller med på denne fiktionstærskel. Er vi også (nikke)dukker, tænker man som publikum, imens Platons hulelignelse kører i baghovedet?

Programmet gør en dyd ud af at forklare handlingen for publikum, og, indrømmet, det er jo langtfra alle ord, man får med dernede på rækkerne. Derfor er det godt at have noget at støtte sig opad, og det er vistnok comme il faut for operaer. Vi kender handlingen på forhånd. Men derfor behøver vi jo ikke at vide os sikre som publikum, og det synes, at være en af Djørups missioner: At få (meta)fiktionen ud over scenekanten, sådan at vi ikke kan slå røven helt ned i sædet. Scenen ved Den Gamle By leverer desuden fremragende kulisser, nemlig en teaterscene, der næsten er en kliche på en teaterscene.

Djørup afprøver alle parametre: som om hun har ønsket at stoppe alt, hvad man overhovedet kan, ind i fortællingen for at se, hvad der kommer ud på den anden side. I den forstand er det naturligvis en ambitiøs tekst bag et ambitiøst projekt. Det er udsyret, et udstyrsstykke og et rent overflødighedshorn af højpandet kunst og kultur, men hele tiden med et glimt i øjet, der afprøver publikums evne til at leve sig ind og ud af fiktionen - i hvert fald denne tirsdag aften i Århus. Alt i alt må det karakteriseres som en ganske enestående oplevelse.

Dagens digt

2011-08-17T16:27:00.002+01:00

Du brænder

mellem tegn

du ikke sætter -

ilden kredser

lægger sig

på istinder og

slukker sin tørst

i sneen.

Inde i bjergene

længes dværge

efter kulden.

Kirsten Thorup: Indeni-Udenfor, 1967

Karl Ove Knausgård på Testrup og om terroren i Norge

2011-08-15T14:20:00.005+01:00

Akkurat her kan man høre Karl Ove Knausgård om sit besøg på Testrup Højskole den 22. juli 2011, og om hans oplevelse af de forfærdelige hændelser i Norge samt om nationalisme og om tabet af Norges uskyld. I starten er der desuden nogle fremragende refleksioner over, hvad et hjem er, da Knausgård tænker tilbage på sine ferier i DK. Til sidst sammenligner Knausgård Hitlers selvbiografi Mein Kampf med Breiviks såkaldte manifest. Han kalder begge for døde personer. Personer, der skriver og lever uden et dyb og uden et du.

Jeg er lidt i tvivl om status på på teksten, men man tænker jo, at det kommer med i bind 6? Ja, at det er nødvendigt, at det kommer med, hvis romanen i en eller anden forstand skal rumme sin samtid. Desuden tænker man, at det har været nødvendigt for Knausgård at få det ud hurtigst muligt. Imens vi stadig er i en fase, hvor vi efterrationaliserer i forhold til Utøya og Oslo. Stykket iscenesættes som om det bliver skrevet dagen efter den 22., men man lægger mærke til, at teksten alligevel skifter tidsperspektiv undervejs til flere dage efter begivenhederne. Men det er vigtigt for Knausgård at skabe autenticiteten omkring dette skrivende nu. Udnyttelsen af det dagbogsagtige

Uden tvivl et formidabelt stykke samtidslitteratur udgivet i lydbogsformat.

Vild med ord

2011-08-08T08:48:00.003+01:00

Har i år et fantastisk program. Læs mere om arrangementet her. Fra Dag Solstad, Ib Michael til Naja Marie Aidt.

Uden for nummer: I sorg for Norge

2011-08-01T15:47:00.009+01:00

Jeg er stadigvæk rystet over hændelserne i Norge og er egentlig lidt ked af, at et af mine citater fra det bragte interview i Information ikke kom med i den endelige artikel. Det drejer sig om denne passus:

"Men, vil jeg tilføje, æstetisk set har det ingen værdi, det han har gjort. Det er og bliver vanvittigt"

Det vil jeg gerne fastholde på det kraftigste, og selvom jeg går ind for debat og efterrationalisering generelt, mener jeg, at man skal være varsom, når det gælder en sag som denne.

Man kan sagtens lede efter overordnede forklaringer, som fx i denne artikel, men hellere vil jeg reducere handlingerne til psykopati, tømme deres (politiske) værdi fuldstændigt, og sammenligne dem med skoleskyderier. Forskellen er, at Anders Behring Breiviks verdensbillede tilfældigvis er infiltreret af forstyrrede politiske scenarier. Scenarier han så siden har overført til sit sort/hvide (computerspils)billede af verden. "Marxist hunter" stod der på hans arm - det er jo til grin og fortæller sådan set alt om, hvor galt afmarcheret han er.

(og hvis han i øvrigt var politisk intelligent, ville han jo kunne regne ud, hvor kortsigtet en løsning det er at udøve terror på den måde. Det styrker kun hans "modstandere", selvom det er futilt at tale om tilhængere og modstandere her)

Derfor: Absolut intet af det han har gjort, har nogen former for værdi. Det er også grunden til, at jeg ikke gider sætte mig ind i det ligegyldige "manifest", som han har bedrevet. Det bør han efter min mening beholde for sig selv.

Hellere end at tillægge handlingerne nogen form for værdi, burde man se nærmere på den "inspiration" og smitteeffekt, som massakrer som denne ser ud til at have. Kan man forhindre en sådan ved at gå mere aktivt til værks i forhold til sociale medier og medier generelt? Har FPS-spil (first-person shooter) en uheldig effekt på visse mennesker? Etc.

Sprogets boksering

2011-07-14T22:15:00.004+01:00

"Maskinen arbeider, språket går. Jeg tenner en sigarett. Det er overskyet. Det er lenge siden jeg sluttet å skrive bøker. Jeg skriver, det er alt."

Jeg gik kold i Karl Ove Knausgårds (alt for) gammeltestamentlige En tid for alt og brugte anledningen til at sluge en samlet paperbackversion af Tomas Espedals Biografi / Dagbok / Brev, og jeg fattes ord, som man siger. Det er sjældent, at man læser noget, hvor nødvendighed simpelthen lyser ud af alt, hvad der foregår på og mellem siderne. Det her er uden tvivl mesterværker inden for nyere nordisk litteratur. Især Dagbok.

Indrømmet: i sin tid var jeg ikke specielt begejstret for Gå. Eller.... - en bog han i øvrigt skriver om at skrive i Dagbok. Formentlig forstod jeg ikke projektet dengang. Forstod ikke den kropslige uro, der ligger bag Espedals skrift og litteratur. Men nu med Dagbok og de to andre bøger forstår jeg pludselig det hele.

Dagbok er så fremragende, at det gør ondt. Forfatteren skriver ellers forholdsvis usentimentalt. Han skriver egentlig mest om at skrive. Men så kommer det alligevel: først om morens død, dernæst om tabet af sin kone, som er mor til deres to børn.

Hvordan skrive sig igennem den sorg, som disse bøger også skildrer? Hvordan holder man sig som forfatter og menneske i gang? Det gør man ikke nødvendigvis. Man kollapser. Både i og uden for sproget. Ønsker sig selv død og borte. Men skrivebordet kalder, det litterære arbejde. Noget som er mere nødvendigt en een selv. Det er det Dagbok "handler" om; eller rettere: det den beskriver. Litteratur som overlevelse. Men den er også et blik ind i skriften som en rus af en anden verden.

Espedal giver sig hen til skriften på en måde, der ligger mellem Peter Laugesen og Stéphane Mallarmé. Det maskinelle, dvs. fysiske arbejde det er at hamre på tasterne, som man jo også møder i Imot kunsten, og så det abstrakte, at blive ingen. Men hvor mange kun nøjes med at fortabe sig i skrift, er det en mere fysisk proces for Espedal. Kroppen er i (skriftens) gang. Jeget er en protese, og sproget en boksering for Espedal. Flere steder beskriver han fx også glæden, rusen ved at slås. At få nogen på hovedet.

Men ved at give los formår han at indfange en helt særegen fysik i sproget. Det er inkarneret, kunne man måske sige. Og Espedal giver fanden i genrer. Han foretrækker en form, der er intim, men som først og fremmest kommer ham selv og sproget ved. Det betyder ikke, at han helt holder sig fra fiktionen. Fx er der et gribende afskedsbrev fra den afdøde kone til forfatteren. Espedal kerer sig blot ikke om grænsen mellem fiktion og ikke-fiktion. En sådan er nemlig underlagt en helt anden form for nødvendighed: Hvordan skriver jeg mig selv ud af denne krise?

Nå ja, så bør man i denne her sammenhæng også nævne Espedals forbindelser til det danske, bl.a. at han er stor fan af Klaus Høeck og Morten Søndergaard (med hvem han jo har et gå-projekt til fælles).

Nu har vi fået et par bøger af Espedal på dansk. Men disse tre bør også oversættes. FLUKS.

"onsdag 6. november

I dag begravde jeg deg.

Det regnet.

Jeg gravde hullet i jorden, plasserte urnen i hullet, spadde jord over asken som er deg.

Familien sto i en sirkel rundt graven. Det var din far og mor, og dine to døtre. Venner. Venninner. Jeg gravde, og det regnet. Det var umuligt ikke å tenke på at jeg hadde stått slik og gravd en gang tidligere. Det var etter en fødsel. Jeg gravde ned morkaken. Du sto i vinduet og så på. I hendene holdt du henne som nå står og gråter."

Far & Co.

2011-06-17T10:41:00.004+01:00

Det er de færreste i Danmark, der ved det. Men Lukas Moodysson, én af Skandinaviens mest talentfulde filminstruktører, med film som Fucking Åmål, Lilja 4-ever og Mammut bag sig, startede sin karriere som forfatter. Han debuterede med digtsamlingen Det spelar ingen roll var blixtarna slår ner i 1987 og var medlem af den såkaldte Malmöliga, der udover Moodysson bl.a. talte en forfatter som Kristian Lundberg.

For nylig har Moodysson så annonceret et farvel til filmen samtidig med, at han har udgivet sin første roman i mere end tyve år. Det er hans anden roman. I Danmark er Moodysson næppe hverken kendt eller anerkendt som forfatter, imens han både i Sverige og Norge har en anden og mere central plads. I Norge bl.a. fordi forfatter og forlagsredaktør Geir Gulliksen er dybt inspireret af Moodyssons forfatterskab.

Rhianna og Moder Teresa

Moodyssons roman er et tankeeksperiment. Hvad ville der ske, hvis Lukas hed Lucas? Således læner den sig opad det selvbiografiske, men er alligevel langt fra den ordinære selvbiografi. Fx taler jegfortælleren med sin far flere gange i romanen, selvom faren er død. Han taler også med andre mere eller mindre underlige størrelser undervejs, fx en myre, men mest af alt taler jeget med sig selv. Romanen anvender sorgbearbejdelsens udtryk; den er en introspektiv rejse, hvor stilen svinger mellem det prosalyriske og det dagbogsagtige notat.

Handlingen er hverken voldsom vigtig eller voldsom interessant. Romanens hovedperson Lucas ankommer til hospitalet for at besøge sin far. Han har taget sit skakspil med, sådan at de kan spille lidt, indtil faren bliver udskrevet. Imidlertid dør faren og fortællerens liv udsættes for en nærmest global invasion, hvor hele verden kommer væltende ind i bevidstheden sammen med uforløste tanker om faren. Fysisk opholder fortælleren sig mestendels på hotelværelser, især i Østen, skammer sig over børneprostitution, fantaserer om skak samt om kvinder som Marylin Monroe, Rhianna, Kate Moss og Moder Teresa, nogle gange endog på samme tid.

Jeg var en prins. Nu er jeg en konge

Bogens omdrejningspunkt forbliver imidlertid et far/søn-forhold. Et sted lyder det fx: ”Jag vaknar nästa morgon och har ingen pappa. Det är en mäktig känsla. Jag var en prins. Nu är jag en kung.” Linjerne indrammer fint denne ufrivillige følelse af frihed og (af)magt, som bogen kredser om. Måden, hvorpå man overlades til og måske endog bliver sig selv mere lig, når ens far ikke længere er. Man er ikke længere frøet, men frugten, der snart skal plukkes.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Moodysson med sit comeback som forfatter formår at skrive sig ind i flere dominerende tendenser inden for nyere skandinavisk litteratur. Én ting er, at bogen nærmer sig det selvbiografiske uden at blive selvbiografi. Hvilket i øvrigt kan sammenstilles med historien om fortællerens far, der er matematiker ved Lunds universitet og hele sit liv forsøgte at vise, at en minus en ikke er nul, men at der altid er en rest. Hvad er Lucas minus Lukas, spørger bogen således på tilsvarende måde, og romanen er på en måde svaret.

Faderkrise

En anden ting er imidlertid, at der inden for tendensen til at skrive selvbiografiske romaner også har været en tilbøjelighed til at berette om far-søn forhold. Det gælder så forskellige, men fremragende romaner som Dag Solstads 16.07.41. Roman, Jonas Hassen Khemiris Montecore. En unik tiger, Jens Blendstrups Gud taler ud og ikke mindst Karl Ove Knausgårds Min kamp – blot for at nævne nogle stykker. Fædrene er ofte virkelighedsfjerne fantaster. De er sjældent autoritære som hos Knausgård, men ofte drikfældige og farverige. Måske kan man mere overordnet tale om en faderkrise, der bliver skildret i den samtidige litteratur. Hvad er en fars rolle i et faderløst samfund? I Moodyssons lidt firkantede version lyder det sådan her: ”En pappa är en person som ständigt försöker men som ständigt misslyckas. [...] Det börjar redan vid förlossningen. Papporna står bredvid och tittar på. Helt maktlösa. Försöker vara delaktiga på något sätt, går och hämtar saft. Bättre än så blir de aldrig. De är alltid lite avsides. Står bredvid och tittar på. I bästa fall. I sämsta fall är de monster som misshandlar och våldtar.”

Hamlet og Co.

Men man kunne naturligvis også have den tanke, at der er tale om et litterært urstof, der fungerer godt i en ellers lidt bleg, selvbiografisk fortælling. Tænk på Kafka, Hamlet, Abraham og Isak, ja Gud og Jesus for den sags skyld. For ligesom andre dødelige har forfattere jo et liv, der er ligeså trivielt som vi andres. Mange selvbiografiske romaner ville muligvis være dødkedelige, hvis ikke de havde en mere dybtliggende motor, der hentes i de fundamentale narrativer, som vores kultur er proppet med.

Det er formentlig sådan en motor, der ligger til grund for Moodyssons bog. Romanen er gennemført som projekt, men det ville dog være ærgerligt, hvis dette er Moodyssons farvel til filmen.

Lukas Moodysson: Døden & Co.

Wahlström & Widstrand

Roman, 309 sider

176 kroner på adlibris.com

Der er endnu ingen anmelder i DK

2011-05-30T12:20:00.005+01:00

"Der er endnu ingen anmelder i DK, der har vist, hvilke spørgsmål der skal stilles til litteraturen for at opdage hvor, hvordan og hvornår den har en ny erfaring at tilbyde, og der er ingen nysgerrighed efter det, fordi nysgerrighed altid kræver åbenhed for selvkritiske spørgsmål"

Igennem længere tid har Mikkel Thykiers lille manifest "Overfor en ny virkelighed" rumsteret i mit hoved. Selvom jeg både føler en vis relation til det han taler om, og samtidig provokeret af det, synes jeg alligevel, at udsagn som det ovenstående, samt dem nedenfor, taler for sig selv. Det er flot formuleret, men forbliver en smule infantilt, naivt om man vil. Noget man ikke kan gå i dialog med, og dialogen er vel det, han vil, eller hvad? Man kan komme i tvivl mange steder i skriftet. For et andet sted skriver han fx, at

"det kritiske niveau i aviser og litterære tidsskrifter, selv dem der reklamerer mest for deres litterære interesse, er på så lavt niveau, at det er umuligt at forholde sig til det."

Det samme kunne man måske sige om Thykiers pamflet. Og han fortsætter sin svada:

"Her er ingen forskel mellem en avis som Politiken eller et tidsskrift som Standart: Der er ingen af de nuværende dagblade og litterære tidsskrifter, der tilfredsstiller et behov eller sætter en standard, som forfatterne kan ønske at reagere på."

En retorisk flot udradering af forskelle og nuancer til fordel for den store, mavesure kage - det er hvad han kan. Men det kan man ikke forholde sig til som læser. Sådan ser verden ikke ud nogen steder, selvom "den ny virkelighed" for litteraturen kan være hård. Desuden: Hvad er det for en underlig heroisering af forfatterrollen? Forfattere er aldrig for gode til kritik, og hvis de er det, skal tiden nok sørge for, at det bliver sådan. Selvkritik har Thykier derimod ikke meget af, og den mangel gør pamfletten uinteressant.

Igen må jeg sige, at Thykier er på et gevaldigt vildspor, og det er hårdt at se på som fan af forfatterskabet. For andre af analyserne i skriftet, fx af den alternative publicering i DK, eller af de æstetiske modstrategier, er jo relevante og spændende. Men ak og ve, ingen gider at gå i dialog med en en forurettet teenager, som tror at hele verden er på nakken af ham eller hende. Den verden, og den virkelighed findes desværre ikke. Kun i teenagerens eget hoved.

Himlen i blodet

2011-05-17T09:36:00.004+01:00

Kære Gud, tak for himlen i blodet, dine

fugle, der nipper sirligt til verden, det er

sådan, du passer på os, når vi rejser os før

solopgangen og øser stjernetegnene i et

glas. Tak for denne forvandlingskugle, idet

stråleeksplosionen farver verden lilla, og

alt kan åbenbares rundt om hjørnet. Vi

placeres på halsen med rebussamlinger af

jonglerende trolde, farerne ligger bag os

som en tiger under dynen, og om aftenen

når vi daler i sengens fængsel, tænder du

et fjernsyn med vener. Amen

(Fra Simon Grotrians Domkirkeperlen, der udkommer i morgen på Borgens forlag. Formentlig den sidste Grotrian-bog derfra, suk. Omslag af Lars Rosenquist Bech-Jessen)

Rest Energy

2011-05-16T12:00:00.004+01:00

Hurra for YouTube, hvor jeg faldt over denne sekvens i forbindelse med min undervisning, hvor jeg mange gange efterhånden har brugt Erika Fischer-Lichtes bog The Transformative Power of Performance. Hendes forsidebillede er netop fra Abramovic' performance "Rest Energy".

Knausgård sagaen fortsætter

2011-05-09T10:21:00.003+01:00

Nu i den morsomme Sex og SingelSiv (Siv Jensen, norsk politiker, formand for Fremskrittspartiet i Norge).

Noter til kritikerpanel 27. april

2011-05-04T11:50:00.005+01:00

Sad i dag og kiggede på mine noter fra Kritikersalon den 27. april i Kunstbygningen, Århus. Så tænkte jeg, hvorfor ikke smide dem ud på bloggen. Her er de så:

Kritikerpanel 27. april 2011

Begge værker i dag bærer reminiscenser eller inspiration fra Per Højholt. Det er lidt underligt, at Højholt sådan lever videre i det dulgte, for ellers virker han på en måde glemt og lidt utidig i nutidens litterære landskab. Litteratur i dag skal jo handle om noget, og dér har Højholt måske ikke så meget at byde ind med.

Man kunne også sige, at en litteratur med så stor fokus på (sin egen) form tilsyneladende lige nu er outdated. Eller er den?

Begge de to romaner, som vi har læst til i dag, er jo først og fremmest formfuldendte, snarere end indholdsfuldendte, hvis man kan sige det. Og de står begge i gæld til Per Højholt på hver deres måde.

Lone Hørslev: Sorg og camping

På en måde er det en sejr for litteraturen, når Sorg og camping til trods for sit fokus på form ender med at runde bestsellerlisten. Ud fra anmeldelserne, eller rettere anmelderne at dømme, kan man desuden se, at Lone Hørslev ikke længere er en forfatterskoleforfatter med et snævert publikum. Hun bliver anmeldt af både Leonora Christina Skov og fx Mikkel Bruun Zangenberg.

(Ofte er anmelderen et første hint om, hvilket publikum bogen har eller får)

At Hørslev har formået at få sit forfatterskab til at spænde så vidt, er jeg personligt glad for. Inspirationen bag hendes forfatterskab er jo mestendels amerikansk LANGUAGE poesi samt en digter som Frank O’Hara, og at hun formår at forene en sådan inspiration med en voksende popularitet, er flot.

Om Højholt-inspirationen hos Hørslev: Først og fremmest er der jo titlen, der er hentet fra dette digt af Højholt:

Personen slår til

Når man står og ser et af de nye, lette persontog
komme glidende, godt oppe i fart og med en
slibende, definitiv lyd som når man skærer glas
kan man godt gribes af undren over at livet
som sådant med dets sorg og camping er langt
nok, lige nøjagtigt, fx nåede jeg i dag både
at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og
at forsone mig med at jeg nok ikke får den at se igen.

(fra Praksis, 9: Det gentagnes musik, 1989)

Men der er også Gitte. Den ligefremme tale, som jo er romanens stemme, snarere end personernes – i den, kan man, synes jeg, af og til høre Gitte, eller i hvert fald inspirationen fra Gitte. Men hvor Højholt på en måde udstillede Gitte en smule, om end det måske aftog i takt med succesen, er Hørslev mere solidarisk overfor sin gennemgående stemme.

Det kan ganske simpelt skyldes, at hun er en kvinde. Men i hvert fald skyldes det, at hun, som Olga Ravn skriver i sin anmeldelse i Information, der er den hidtil bedste af bogen, at ”Hørslevs kvinder kæmper bravt mod en konventionel offerrolle, som de samtidig har svært ved ikke at svælge i.”

Det gælder fx når Laurits ved at kalde både Jannie og Marianne for ”pantere” fastholder dem i forestillingen om at de er de farlige hundyr, selvom han bedrager dem begge og ikke mindst sin kone (jf. side 74).

Hørslev elsker på den ene side at skrive om sådan noget som julepynt og nisselandskab, blot for at tage et par eksempler, imens hun på den anden sagtens kan se problemerne i, at kvinder bliver sådan nogen, der netop står for julepynten eller nisselandskabet.

Det er jo traditionelt det, man inden for kunst og litteratur kalder for camp, som er en æstetisk sensibilitet, hvori noget er tiltrækkende på grund af sin dårlige smag og ironiske værdi. Begrebet er nært beslægtet med kitsch. Der er masser af camp og kitsch i Lone Hørslevs forfatterskab, men i denne roman får hun ligesom trukket linjen mere op. Indhold og form er tættere på hinanden end i de tidligere romaner.

Jeg er ikke sikker på, at jeg synes at Sorg og camping er bedre end sine to forgængere, dvs. Hørslevs to romaner, men den er mere tydelig i forhold til denne camp-æstetik.

Måske synes jeg, at det er lidt overflødigt at henligge handlingen til 1985. Er der egentlig nogle gode årsager til dette? Den kitsch-værdi som 80’erne måtte have i forhold til bogen, skinner ikke specielt tydeligt igennem, og Hørslev vil stadig kunne finde kvinder, der er fanget i lignende situationer som Marianne, Gunnhildur og Jannie. Folk tager stadig på camping. De bedrager stadig hinanden. Arbejder stadig som butiksassistenter osv.

Men måske ligger der i anakronismen et budskab om, at tingene ikke har ændret sig de seneste 25 år. Kvinder lader sig stadigvæk indfange i den problemstilling, som Hørslev trækker op.

***

I et af de mange brud mellem mand og kvinde ligger der for øvrigt også et hint om litteratursyn. Her taler jeg ombruddet mellem Gunnhildur og Thomas. Thomas er 80’ernes mand. Han tilhører det gamle, sorte litteratursyn (jf. side 175).

Måske er det symbolsk, at Gunnhildur beskæftiger sig med salget af litteratur, og at hun her faktisk formår at forene det kommercielle med det kunstneriske. Det har Thomas ikke meget til overs for. Men det har Lone Hørslev derimod, tror jeg. Ligesom der for Gunnhildur ikke er en nødvendig modsætning dér, er det det heller ikke for Hørslev.

Thomas er jo et skvat. For hvad bliver det til med de litterære drømme?

Både Leonora Christina Skov og Mikkel Bruun Zangenberg taler om en alvidende fortæller, den sidste endda om en diskret alvidende fortæller. Det er rigtigt, men det er en diskret alvidende jegfortæller. Det ser man fx side 77. For mig at se skinner lyrikeren Hørslev her igennem de narrative lag, dvs. lyrikkens stemme, der stadig findes i hendes romaner

Naturlige fjender hørte jeg som lydbog indlæst af forfatteren selv, og det var en god oplevelse, fordi man derigennem i endnu højere grad måske kunne mærke den stemme, som bærer hele værket. At være diskret og alvidende på samme tid er måske lidt af et paradoks. Det er rigtigt, at fortælleren ryger ind og ud af bevidstheder, men grundtonen er på en måde den samme, og den er hørslevsk, en vi kender fra digtene.

Måske er det derfor, at jeg synes, at Hørslev er bedst, når hun ikke bruger for megen dialog, for dialogen står faktisk i vejen for denne hørslevske alvidende jegfortællerstemme.

Her er vi så tilbage ved, hvorfor Hørslev måske et eller andet sted stadigvæk er lyriker, selvom ud nu har udgivet tre romaner

Thomas Hvid Kromann: Saksehånd:

Jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg har det mærkeligt med at skulle anmelde Thomas Hvid Kromanns bog. Thomas har været min ven siden vi mødtes for ca. 15-16 år siden på en højskole, og jeg har sådan set været vidne til hans forfatterskab fra før det overhovedet blev et forfatterskab.

Derfor er det også lidt speget at være mig i denne her situation, nu. Desuden fordi jeg et sted optræder i romanen og generelt kender ret godt til den fiktive virkelighed, der skildres i romanen.

Men det som jeg har tænkt på, og for begges, både Hørslev og Kromanns vedkommende, er, at de jo begge debuterede som lyrikere og måske på en måde stadigvæk er lyrikere, der skriver romaner på formeksperimenterende vis. Det kommer til udtryk på to vidt forskellige måder, men måderne er personlige.

Thomas er også akademiker og skriver faktisk nogle meget genre-rene akademiske artikler, om man så kan sige. Bogen her kan man måske sige, er personlig på en måde, fordi den er det akademiske ude på et overdrev. Tilsat fiktion.

Formen giver en distance, også selvom det måske er Kromanns mest personlige bog til dato. Og jeg tror, at der i formen ligger en vis skyhed, eller måske snarere en reservation, der på andre kan virke nedsættende eller frastødende.

Egentlig kunne jeg godt tænke mig at Thomas ”gav faen” som gode Karl Ove Knausgård siger det – altså slipper alle hæmninger og formmæssige forbehold, men det er ikke helt hans stil.

Ser man derfor bogen i forhold til forfatterskabet som sådan, mener jeg, at Kromann er blevet mere sikker i forhold til sin egen stil. Den kan man så bryde sig om eller ej

Stilen er altså bevidst tung og giver mindelser om Højholts bog om Hans Henrik Mattesen, men desuden i sin lidt platte tilgang til virkeligheden om Claus Beck-Nielsens Selvudslettelser.

Ideen med at skildre miljøet omkring det lille forlag After Hand i slutningen af 1990’erne er god. Digteren og maleren Henrik Have tildeles her en prominent og central plads, som præsidenten for det hele. Jeg læser bogen som en hyldest til Have og til dennes indsats med After Hand, der meget sigende i bogen ikke beskrives som et forlag, men som en situation.

After Hand er og har været, ikke bare i bogen, men også i virkeligheden, mere end et forlag – det er også et opbevaringssted, fysisk og psykisk, for Haves kunstneriske praksis, om man så kan sige. Det som jeg tror, at Saksehånd vil fange, er denne praksis, en indsats der ikke kun kan måles via de bøger som After Hand har stået for, men i ligeså høj grad det miljø som forlaget, især dengang, faciliterede. Hvis præsidenten er Henrik Have, er en af præsidentens mænd (Claus) Handberg. Vi får således også et portræt af den talentfulde, men ikke altid så flittige forfatter Handberg, hvis talent også synes at flyde ud over bogens rammer og ind i situationen. Han er på en måde bogens helt. En person der ikke forbliver et vidne til avantgardens trængsler, en person som er beyond avantgarde; måske fordi han lever den i stedet for at tænke den.

En intention ved skildringen af After Hand er formentlig at beskrive forlagets praksis som undergrund, avantgarde, resterne af en avantgarde, og det er velsagtens baggrunden for at hive en skikkelse som Nikolaj Vang ind (aka Mikkel Bolt). Bolt har og havde sådan set ingenting at gøre med After Hand, men, må man formode, figurerer et sted i Volontørens (forfatterens) bevidsthed som del af denne ”avantgardens rester”.

Jeg tror, at jeg sådan nogenlunde på stående fod ville kunne redegøre for, hvad der er fiktion, og hvad der ikke er fiktion i bogen, men noget der i hvert fald er fiktion, er det redaktionsmøde, som finder sted omkring tidsskriftet Die Nordsee. Ideen om dette tidsskrift er ikke en fiktion; den havde Henrik Have vistnok i mange år, og den har han måske endnu, men mødet mellem disse for bogen så centrale skikkelser har aldrig fundet sted. Redaktionsmødet er vel en form for avantgardistisk fantasi fra forfatterens side. Tænk at have Das Beckwerk, Henrik Have, Mikkel Bolt, Mikkel Thykier samlet til et redaktionsmøde i After Hands lokaler i Nansensgade og tænk at bevidne denne avantgardistiske situation. Det er det, volontøren gør.

Afsnittet med redaktionsmødet er for mig at se centralt, selvom det måske tilhører den mere fiktive del af bogen. Mødet illustrerer en utopisk vision, eller en forlist drøm, om at samle en fortrop, en egentlig avantgarde, ligesom bogen som sådan til en vis grad foregiver, at en sådan har fundet sted. Men faktum er, at mødet aldrig har fundet sted, og at avantgarden, også i den tid som Saksehånd skildrer, er noget, man foretager sig alene. Bogen kan måske derfor læses som en pendant til Mikkel Bolts lille bog på forlaget 28/6, der hed Avantgardens selvmord.

Kromanns bog er ikke nostalgisk, men den postulerer måske en sammenhæng, som aldrig har været der. Jeg ved ikke, om avantgarden har begået selvmord, men den fremherskende individualisme har måske givet den nye betingelser. Selv i tresserne kunne store egoer som Jørgen Leth, Hans-Jørgen Nielsen, Per Højholt og Per Kirkeby finde kreative veje sammen. I dag er egoerne, også for dem der kalder sig avantgarde, måske så store, at man, som det også bliver skildret ved det fiktive redaktionsmøde i Saksehånd, starter med alternativet til det alternative tidsskrift Die Nordsee. Og, ikke mindst, at dette alternativ er personligt motiveret. Hvis det fiktive møde fortæller os noget om avantgardens situation i dag, er det dette: at den i dag er forbundet med personlige og private dagsordener, som modsætter sig en fælles front. Sådan har det – til en vis grad – måske altid været, idet avantgarden har en sådan lige dele konkurrerende og udgrænsende bevægelse: Hvem er mon mest avantgarde af dig og mig? Mig? Mig?

Højholt får det sidste ord, som måske kan illustrerer dette:

goegoeegoeGoeGOeGOEgOeGOeGOEGOEGOEGON

Bag højspændingsmasternes nerver

2011-04-26T08:24:00.003+01:00

Jeg lader denne her salme fra Simon Grotrians nyudkomne Myrrapollen tale for sig selv:

Jeg føler mig dømt til at leve

bag højspændingsmasternes nerver

derfor må jeg sende dig breve

som engleflokke server.

Og kablerne trækker i baner

mit liv med den flossede sele

når mulden slår 11 ganer

et cirkus af øjne at mele.

Og Gud løfter øjnene over

hvor hænder kan bunde i luften

jeg ligger bag døden og sover

med engle spredt ud i fornuften.

Bogen er udkommet på forlaget Alfa. Det flotte omslag er af Carsten von Würden.

Læs også interviewet med Grotrian i Information i anledning af udgivelsen. Det findes her.

Personisme, HALLO

2011-04-13T11:20:00.004+01:00

HALLO: Faldt lige over dette citat af Frank O'Hara. Det er der vist flere af de yngre, danske digtere, der sagtens kan skrive under på fra Lone Hørslev til Theis Ørntoft:

”Personism has nothing to do with philosophy, it’s all art. It does not have to do with personality or intimacy, far from it! But to give you a vague idea, one of it’s minimal aspects is to address itself to one person (other than the poet himself), thus evoking overtones of love without destroying love’s life-giving vulgarity […] It was founded by me after lunch with LeRoi Jones on August 27, 1959, a day in which I was in love with someone (not Roi, by the way, a blond). I went back to work and wrote a poem for this person. While I was writing it I was realizing that if I wanted to I could use the telephone instead of writing the poem, and so Personism was born” (xiv)

Fra Personism: A Manifesto

Frank O’Hara (1974): The Selected Poems of Frank O’Hara, Edited by Donald Allen, New York: Random House

Og fandt så senere ud af, at manifestet faktisk også findes i Amerikansk katalog (2001):

”Personisme har intet at gøre med filosofi, kun med kunst. Den har heller ikke noget at gøre med personlighed eller fortrolighed, tværtimod! Men for at hjælpe dig lidt på vej, kan jeg sige, at et af dens minimale aspekter er at henvende sig kun til én person (bortset fra digteren selv) for således at fremlokke overtoner af kærlighed uden at slå skår i kærlighedens livgivende vulgaritet […]. Den blev grundlagt af mig efter en frokost med LeRoi Jones den 27. august 1959, en dag jeg var forelsket i nogen (ikke LeRoi i øvrigt, men en blond fyr). Jeg gik hjem for at arbejde og skrev et digt til denne person. Mens jeg sad og skrev, gik det op for mig, at hvis jeg ville, kunne jeg bruge telefonen i stedet for at skrive digtet, og på den måde så personismen dagens lys.” (Amerikansk katalog: 95)

Prosa forklædt som "roman"

2011-04-12T11:54:00.003+01:00

Jeg læser Inn af Thure Erik Lund (da. udgave Ind). Det er en vanskelig, men interessant roman, ikke mindst dens undersøgelser af litteraturens sted. Det er ikke sådanne steder, som min kollega Dan Ringgaard taler om, dvs. steder der er refereret til i bøgerne, men selve stedet. Åstedet, om man vil. Bogens eget spor. Hovedpersonen rejser godt nok rundt i Europa og ender ud i et antikvariat i Amsterdam. Ingunn Økland har en udmærket og opklarende anmeldelse, hvor hun fortæller os, hvad bogen ”handler” om, hvis det er. Men spørgsmålet er, om de steder, som der refereres til, er ligeså vigtige som det sted, hvor litteraturen konkret finder sted: Udsigelsens sted. Romanen er tæt på Becketts romaner. Via vores mere eller mindre store trang til at gøre alle fortællinger mimetiske, forsøger vi at genkende personer og steder i det fortalte univers, når vi læser litteratur. Men spørgsmålet er, om det ofte ikke er en uinteressant manøvre, fx i forbindelse med denne her roman (men også flere af Becketts).

På et tidspunkt siger jegfortælleren følgende i Inn:

”Men alt det er nok som det skal være, og derfor tak til de vilkår der gør det muligt, uden at de på nogen måde blander sig i hvad jeg siger og hvordan jeg ytrer mig, og hvad jeg mener og tænker. Allerhelst bør jeg takke vedkommende der dækker mig med sit navn, en skrivende fyr der hedder T. E. Lund, der eller har meget at lave, og meget andet at tænke på, end at måtte forholde sig til mine holdninger og meninger, og mine hemmeligheder, som nu er det eneste jeg har at leve for, noget andet har jeg ikke, og disse omstændigheder her, som Lund nu, formodentlig af undfaldenhed og fej opportunisme, har fået klareret for mig, gør det hele lidt enklere for mig.” (98)

Sådanne lange, kværnende passager er bogen fyldt med. Det kører lidt op og ned for denne kværn, ligesom sproget både kan være fortællende i forhold til ydre og indre begivenheder, men også kamme over i den rene nonsens. Det gælder ifølge bogen hovedperson om at holde prosaen i gang. Det lyder afsindigt, men i virkeligheden er det et værn imod det afsindige, for som det lyder

”Det eneste er det der raser gennem mit hoved, og som nogen måske forstår gennem disse linjer. Det er tilstrækkeligt, jeg prøver ikke andet end at lade denne prosa glide fremad så lidt opsigtsvækkende som muligt, netop for at holde det skred stangen som til enhver tid farer gennem hovedet, eller, som måske snarere er reminiscenser af noget forgangent sprøjtende noget, som jeg ikke længere magter eller orker at sige hvad er, så bliver jeg jo gal, har jeg fundet ud af, ja, jeg har i rigtig mange år været af den opfattelse. Alligevel gør jeg alt hvad jeg kan for at holde prosaen i live, det vil sige være lige præcis lidt over og forbi det helt flade, så prosaen ikke skal glide ud, og efterlade tomrum i hovedet, noget der kan føre til at ”det gale” og afsindige” kunne opstå via smutveje herinde i mit sind […].” (180)

Prosaens spor gør, at jeget holder skruen i vandet. Det kan ligne et vildspor, men han kommer hele tiden ”back on track” på den ene eller anden måde. Det, der imidlertid bør få os til at blive mistroiske i forhold til en mimetisk læsning, er kommunikationssituationen i det fortalte univers:

”Og det er først nu jeg er i stand til at skrive det her. Det vil sige at ”jeg” lige nu er en digital version, skjult inde i det mikroskopiske, i en dyb overvintringssøvn, dvale, teknisk set død, som i et nedfrosset hjerte, et downloadet jeg, med bevidstheden i kode, af et jeg der blev født nogle år efter midten af det tyvende århundrede, og som dermed kan afspilles, som ”menneske”, næsten i det uendelige, ligesom alle andre nutidsmennesker, som da I transhumane og posthumane skikkelser nu kan lytte til eller aflæse på de måder I finder hensigtsmæssige” (78)

Måske henvendelsen slet ikke gælder os. Det burde være almindelig lærdom for enhver litteraturlæser. Vi er jo hverken trans- eller posthumane, eller er vi? Er vi det, når vi læser eller ”afspiller” bogens spor? Er det os læsere, der tænder jeget?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, som Per Højholt siger i Cézannes metode:

”Digtet er ikke information. Det er snarere en sproglig situation som giver læseren forudsætning for at opleve intetheden, det forskelsløse eller hvad man nu vælger at kalde det, gennem sit eget liv, gennem de omgivende aktuelle ting. Og de fleste af os er nu engang sådan indrettede at vi bedst opfatter stilheden når den har form som musik, et lærred når det fremtræder som maleri og en tom side når den er forklædt som digt”.

Eller ren og skær prosa, når den er forklædt som ”roman”.

Celebrating National Poetry Month

2011-04-06T15:09:00.003+01:00

I The New York Review of Books fejrer man poesien ved at bringe et digt hver dag i hele april måned. Sådan!

Læsegruppen Sundholm (fortsat)

2011-04-02T10:39:00.002+01:00

Debatten fortsætter. Nu med det (i mine øjne) fine indlæg af Birgit Bundesen.

Dansk-norske forbindelser i samtidslitteraturen

2011-03-28T08:58:00.004+01:00

Hvad er samtidslitteratur?

De seneste år er der sket en opblomstring af en litterær offentlighed på tværs af nationale grænser. Blogs, trykte og internetbaserede tidsskrifter og litterære seminarer har styrket den skandinaviske litterære offentlighed.

Vi ønsker at bidrage til, at debatten om den nordiske samtidslitteratur også finder sin naturlige plads inden for akademiske rækker. Det overordnede mål med dette symposium er at skabe en kvalificeret dialog om, hvordan dansk og norsk litteratur gensidigt påvirker hinanden, og at kortlægge nogle af de tendenser der findes inden for samtidslitteraturen på tværs af nationale grænser.

Den nuværende litteraturs måde at udfordre sine læsere og at intervenere med virkeligheden på rejser således en række aktuelle spørgsmål og problemstillinger i forhold til køn, politik, æstetik og etik i litteraturen.

Det er sådanne samtidslitterære spørgsmål, som symposiet sigter mod at diskutere.

Seminaret er åbent for alle interesserede. Programmet kan læses i billedet til højre.

Kort til lokalet findes her

http://www.au.dk/personerogbygninger/kort/bygning/1333/

Apparatur nr. 22 og 23

2011-03-24T09:24:00.005+01:00

Det er svært at få armene ned ved gennemlæsningen af de to nye numre af Apparatur. Dels deres flotte omslag, lavet Gina Zacharias, og som vist på billedet, dels numrenes indhold. Især er jeg glad for Pablo Llambías' daggbogssonetter, eller hvad man skal kalde dem, fx den her:

636. Det var ikke særlig godt formuleret

Det var ikke særlig godt formuleret.

Nogle af disse sonetter er ikke

særlig gode, godt formulerede. Som

denne der allerede er kluntet i

diktionen. Man må tage det for det, det

er, som C ville sige. Uden at jeg dog skal

kunne sige, hvad de så er. Men der er en

pointe i, at de ikke bliver rettet nævne-

værdigt til. De står, som jeg forlod dem,

når man ser bort fra sonetteringen. Det

er efterladte sonetter, en slags

rest fra det arbejde, jeg har været igennem

med dem. Er de terapeutiske, sprøger

C. Ja, det er de. Det er de bestemt.

(3. oktober 2010)

Jeg har just investeret i Stig Larssons digtsamling Natta de mina og måtte betale en bondegård for at få bogen sendt fra Sverige, men kan ikke lade være med at tænke på Llambías' sonetter i sammenhæng med digtene derfra. Den bekendende tone, men bekendende på trods, og af forfattere der i forvejen er yderst formbevidste. Glæder mig meget til at læse resten af disse sonetter.

Nå, men af andre fine bidrag i disse numre af Apparatur kan nævnes uddraget fra Joan Rang Christensens teatermanuskript Shortcomings, oversættelserne af Hilde Domins tyske digte, frapperende tegninger af J.P. Jacobsen (hvor dælen kom de lige fra?) samt et fint interview af Søren Frank med litteraten Thomas Pavel om romanens tanke. Nå ,a og så naturligvis Louise Fabians fine indlæg om "Lenins hullede røv". En blandet pose bolcher, som man kun kan glæde sig over.

Lille guide til receptionen af Knausgårds Min kamp

2011-03-21T21:56:00.014+01:00

Er man til Karl Ove Knausgård, som andre, hundreder af tusinder i Skandinavien lige nu, og ønsker man en lille guide til den efterhånden omfattende reception af Min kamp, er der en lille uautoriseret guide her.

Der er i sagens (eller snarere mediets) natur kun henvisninger til tekster, der kan findes på nettet. To titler skal imidlertid nævnes, hvortil der ikke er links: dels Eivind Tjønnelands pamflet Knausgård-koden som på godt og ondt sikkert bliver en "klassiker" i receptionen. Dels den skandinaviske godfather til hele den nye selvfremstillingsbølge i skandinavisk litteratur, Stig Larssons læsning af Min kamp "En annen utvei" i Klassekampen. Her taler Larsson om paradigmeskifte og fortæller om sin oplevelse ved læsningen af Min kamp 2, som han efter sigende læste i et stræk.

Men via nettet kan man skaffe sig adgang til følgende tekster:

Trond Haugens artikel "Sirkulasjonen av virkelighet. Fakta, fiksjon, selvbiografi og roman i Karl Ove Knausgårds Min kamp" fra tidsskriftet Prosa er et fint indlæg, der diskuterer virkelighedseffekter i Min kamp. Bl.a. er dens eksempler fra modtagelsen af Knausgårds debutroman yderst interessante set i lyset af, hvordan dette er beskrevet i Min kamp 5.

Christian Refsums forsvar for romanformen "Den nødvendige romanen" fra Morgenbladet.

Vigtig er ligledes Jan Kjærstads kritik af anmeldernes falden på halen i forhold til Knausgårds værk. Trykt i Aftenposten.

Arne Melbergs artikel fra Aftenposten er også væsentlig og sætter ord på den måde, hvorpå vi mangler ord. Desuden sættes Knausgårds roman ind i en større litteraturhistorisk sammenhæng, og, alt andet lige, kan det være meget sundt, frem for, som fx her, at fremhæve dens sønderknusende originalitet.

Ønsker man derimod at høre og se forfatteren selv (og det vidner arrangementet i København forleden jo om), kan man fx henvise til interviewet i Babel, som er fint. Eller til bokprogrammet-spesial på NRK.

Imidlertid: Det mest kvalificerede, jeg endnu har læst om Min kamp, er skrevet af mine specialestuderende. Men den historie skal de selv have lov til at fortælle.

Guldlok i Hallerne

2011-03-17T09:17:00.007+01:00

Jeg er generelt lidt usikker på, hvad jeg skal mene om Josefine Klougarts Hallerne, men det som jeg i hvert fald finder interessant, er måden, som hun skaber skabeloner for manden og kvinden. De er på en måde marionetter i et større litterært spil. Det er som om, at noget andet styrer dem. Her kunne man naturligvis pege på kønsmønstre, diskurser, Judith Butler, og jeg skal komme efter dig, men hellere vil jeg pege på den litterære inspiration. For måske er bogen, når det kommer til stykket, mere interesseret i sprogets poesi og musikalitet end i forholdet mellem manden og kvinden. Fint med mig. Ligesom Hans Otto Jørgensen forklæder Klougart også sin lyrik i prosa, dog af den feminine slags. Måske kunne man kalde det en undersøgelse af det kønnede sprog, mere end en undersøgelse af forholdet mellem manden og kvinden.

Desuden er det jo morsomt med den lille hilsen, som Klougart måske / måske ikke sender af sted til Hans Otto og manden som sådan på side 156:

"Der ligger et princip om udskiftelighed under alle rørelser i mandens bevidsthed: det ene og det andet skifter uafbrudt plads i ham, der er altid en stol for lidt i mandens bevidsthed. Kvinderne forlader ham fortsat som om denne strøm af afsked uden tårer var befalet af en skinger gud. I rolige øjeblikke."

Jeg kan jo ikke lade være med at sammenligne passagen med dette kortprosastykke af Hans Otto Jørgensens, "En stol på et værelse", fra Den bronzefarvede kalkun (1993), der alt i alt lyder:

"En stol på et værelse der vender ad helvede til. Ind i værelset. Væk fra bordet. - Hvem har ligget i sengen."

Hans Otto Jørgensens mistroiske og skindsyge tekststykke, er da i hvert fald interessant i forhold til Klougarts. Det handler jo også om Guldlok, om mænd og kvinders spor i hinandens indre møblement.

Læsegruppen Sundholm

2011-03-14T09:19:00.004+01:00

Informations bogtillæg i denne uge rummer flere spændende ting: anmeldelsen af Thomas Hvid Kromanns satiriske nøgleroman Saksehånd, som enhver med en smule kendskab til det litterære undergrundsmiljø bør læse, Tue Andersen Nexøs modige desavouering af Ejersbo og co. (lige mine ord, Tue) og denne her feature om et nyt litteraturprogram på DR2. Det er det sidste, som det skal handle om.

Jeg har stor respekt for både Mads Brügger og Mikael Bertelsen og glæder mig generelt til at se, hvad de ender ud med. Desuden er jeg jo glad for endnu mere litteraturformidling på DR2. Mit eneste forbehold i forhold til progammet går på en af Bertelsens udtalelser:

"I vinterferien var jeg i Lalandia med mine børn, og en aften, efter vi havde været i Monky Tonky Land hele dagen, kunne jeg ikke sove, så i stedet lukkede jeg op for et litteraturprogram, hvor Josefine Klougarts Hallerne blev diskuteret. Og jeg må bare konstatere, at dén samtale foregik på en helt anden planet end den, jeg havde befundet mig på hele dagen,« siger Bertelsen, der generelt mener, at litteraturformidlingen kunne gøre meget mere for at afspejle den passion og det hjerteblod, der strømmer ud af bøgerne selv"

Hvis Bertelsens intention virkelig er at få samtalen til at foregå på samme planet, forstår jeg ikke helt konceptet. Kommer den til at foregå på Bertelsens (eller vi andres) planet, når det er hjemløse, der skal diskutere litteratur? Det som jeg måske kan frygte er, at det handler mere om det nybrydende koncept end om litteratur. Det der kommer i fokus, er formentlig ikke litteraturen, sådan som jeg forstår programmet, men snarere Bertelsen og Brügger selv samt de hjemløse. Som litteraturprogram er jeg ikke så sikker på, at det bliver interessant, men som koncept er det formentlig spændende. Og hvis det endelig handlede om, at litteratur kan betyde meget for et menneske, mener jeg måske, at man burde inddrage andre typer af læsere og læsegrupper. I stedet vælger man det sensationelle, "tv på grænsen", det der kan skaffe mest omtale og PR.

O gamle Ewald

2011-03-02T14:33:00.004+01:00

Rusmidler kan være farlige, men er naturligvis også med til at booste enhver personlig kreativitet, ligesom det med pigerne jo altid kan vente så længe man er fu.. (hik, hik) jeg mente kreativt skrivende. Johannes Ewald vidste besked. Her et af mine yndlingscitater fra Levnet og Meeninger, 1774-78.

"Fra den første Tid af, hvori jeg kan erindre mig selv, og hvori jeg kjendte stærke og spiritueuse Drikke, har jeg altid været en determinert Elsker af dem – Det var maaskee kun at smigre mig selv, maaskee det og var at tale ugrundet; om jeg sagde, at mit choleriske Temperament, min tørre og heede Complexion havde nogen Skyld heri – Jeg vil før troe, at den første Kilder, som min Sjæl har følt, ved de nye, de besynderlige, de store og ædle Billeder, som udklækkede af Viinens Heede sværmede omkring den – at det første vellystfulde epanchement, den ulmende, varme, smeltende Udvidelse, som mit Hjerte fornam ved den fremmede Ild; har forført mig til at anstille nye Forsøg – og at disse, da de lykkedes ligesaavel, efterhaanden har gjort mig det trygt, sædvanligt og nødvendigt at anstille fleer; uden at tilsidst enten Stregen, eller den RendeSteen, den AfGrund, som laae bag ved Stregen kunde skrekke mig derfra - Hvad det første betreffer, saa er det vist, at min Sjæl altid har fundet en usigelig Fornøyelse, i det besynderlige, det usædvanlige og det store; i det, som Indbildnings-Kraften selv sjelden seer uden fremmed Lys, og det, som man følgelig langt sjeldnere seer virkelig – Denne Tilbøyelighed er gaaet saa vit hos mig, at det sædvanlige og daglige undertiden derover virkelig er blevet mig modbydeligt, og at jeg ikke sjelden har syntes mig en Borger af en anden Verden – Jeg har før talt noget om dette Hæng hos mig – Af denne Aarsag var det mig som et Barn, den største Vellyst at høre Eventyrer, da jeg blev en Dreng at læse Romaner, og da jeg blev ældre, at spille dem selv – Af denne Aarsag, synes mig virkelig endnu hver Nat, hver Søvn uheldig og spildt, hvori jeg ikke drømmer - Af denne Aarsag finder jeg i denne Time, en langt større Vellyst ved en halv Flaske Viin i min ensomme Grotte, end jeg skulde finde i det udsøgteste Selskab, af peene Nympher, eller af tørre Philosopher”

Kritikersalon i Århus

2011-02-28T15:35:00.001+01:00

Onsdag aften er der kritikersalon i Aarhus Kunstbygning klokken 19. Læs mere om arrangementet her.

Roth for usødet

2011-02-24T11:49:00.004+01:00

"Han har virkelig gjort det, slog det mig, tilintetgjort faderen. Han tilhører den primalhorde af sønner, der, som Freud holdt af at formode, kan få sig til at udslette faderen med magt - som hader og frygter ham og efter at have overvundet ham ærer ham ved at æde ham. Og jeg tilhører den horde der ikke kan pande nogen nogen. Sådan er vi ikke, og vi kan ikke gøre det, hverken mod vores far eller nogen anden. Vi er de sønner der er forfærdede over vold, uden evne til at tilføje nogen fysisk smerte, uduelige når det gælder om at slå og banke, uegnede til at pulverisere selv den fjende der allermest fortjener det, om end vi ikke nødvendigvis mangler hidsighed, temperament, ja, ligefrem vildskab. Vi har tænder ligesom kannibalerne, men de sidder der, fæstnet i vores kæber, for at vi desto bedre kan artikulere. Når vi lægger øde, når vi jævner med jorden, er det ikke med rasende knytnæver eller skånselsløse planer eller sindssygt omsiggribende vold, det er med vores ord, vores hjerner, vores mentalitet, med alt det der har frembragt det iøjnefaldende svælg mellem vores fædre og os, og som de selv har puklet for at give os. Da de opmuntrede os til at blive kloge og belæste [...] anede de ikke at de satte os i stand til at efterlade dem isolerede og uforstående over for al vores magtfulde knever."

Philip Roth: En søns far, 1991.

P.S.: Har man 30 kroner på lommen, så køb for Guds skyld denne bog. Jeg fandt den på udsalg. Så kan man jo ved samme lejlighed også købe Christina Hagens Sexdronning, visnok til samme pris. Det er naturligvis noget andet, men alligevel.

P.P.S: Næste gang bør Roth få Nobelprisen. Alle de litterære amerikanerfordomme må få en ende. Har også lige hørt Nemesis (2010) som lydbog. Den er også uhørt god.

KOK-nyt

2011-02-23T15:59:00.002+01:00

Nyt om Karl Ove Knausgårds berygtede sjette bind af Min kamp her.

& Mallarmé

2011-02-06T15:01:00.003+01:00

Jubii en anmeldelse af Carsten Madsens og undertegnedes Mallarmé-bog. Hvem skulle have troet det? Og når det nu er Brostrøm, der anmelder (tusinde tak for det), kan man jo til lejligheden læse videre her. Gad vide om Brostrøm kender den?

Så mangler vi bare Klaus Pagh og Asschenfeldt...

2011-02-06T14:43:00.005+01:00

Forfatteren som mediebegivenhed.

Sigende i samme forbindelse havde JP i deres sektion Viva, fredag den 4/2, en anbefaling af tre bøger under overskriften "Læs også". Ved to af bøgerne blev bøgernes forside bragt. Ved anbefalingen af Josefine Klougarts Hallerne var der et nærportræt af forfatteren.

For god ordens skyld bringer jeg et billede af romanen.

En person sagsøger sin forfatter

2011-02-03T09:17:00.004+01:00

Norske Morgenbladet havde en længere artikel om sagen mellem Thomas Strøbech og Helge Bille. Den er noget mere saglig og mere skeptisk overfor, hvad der er fiktion, performance og virkelighed, end hvad den danske presse indtil videre har leveret. Den danske presse leverer mestendels medløb (måske fordi den ikke ved, hvad der er op og ned, måske fordi skuespillet er forbundet med æstetisk nydelse, trods alt?), fx Informations reportage med de noget opstillede billeder af bl.a. den frustrerede Strøbech og de mange velvalgte citater fra de implicerede parter. Hvis sagen får konsekvenser, er det mest interessante, synes jeg ikke, sagens udfald, men mere, at en fiktionaliseret performance har en evne til at påvirke vores virkelighed. Det er jo en præstation i sig selv. Morgenbladets artikel kan desværre ikke læses i andet end en papirversion. Men i denne står der bl.a.:

"Han (Helge Bille) forteller at de aldri har vært venner, noe også Strøbech senere skal komme til å bekrefte. Hvor utrolig det enn kan høres ut, har de ifølge dem begge tiltalt hverandre med "De", ikke "du", på alle sine turer sammen."

Hvis det er sandt, kunne jeg godt tænke mig at vide, om Claus Beck-Nielsen også tiltaler Strøbech med et "De", når han som på billedet hænger på dennes ryg på en lidt mere fredelig og demokratisk strandtur.

"Vil De bære mig, kære Rasmussen, øh Strøbech, øh Thomas, øh hvad du.. De end hedder."

Geir Gulliksen

2011-02-02T14:07:00.004+01:00

I min undervisning forleden talte vi om dette fine digt af Geir Gulliksen, som jeg til dagens lejlighed fluks havde "oversat" til dansk. Digtet er fra digtsamlingen Se på meg nå (2005):

Alt er stille, skriver jeg

men det er aldrig stille

det er aften, skriver jeg også

men det kan ligeså godt være morgen

mens jeg skriver at det er aften

og akkurat nu er det eftermiddag

du er ikke her, skriver jeg

selv om du sidder i rummet ved siden af

eller jeg skriver at du tager strømperne på

selv om du allerede sidder på arbejdet

og at det er stille er bare noget jeg skriver

for at sproget skal falde til ro

som det flade vand i en flad vandpyt

eller som det lyse gulv lyset falder på

akkurat nu (eller bare for en time siden)

det som er stille er aldrig helt stille

det forstår enhver, måske bortset fra mig

som tror på alt som begynder at ske

eller alt som begynder at dø

under mine hænder

ingen dør her

jeg forstår ikke hvorfor

jeg altid må tale om de døde

som om de var her

det er kun i digtene at de døde

færdes levende blandt de levende

det sker ikke så ofte ellers

i hvert fald ikke i dette rum

jeg ved ikke om nogen er død her

men jeg har tænkt at jeg måske

kommer til at gøre det selv en gang, altså her:

jeg håber jeg bor her den dag det endelig sker

og jeg siger ikke endelig fordi jeg længes efter at dø

længe synes jeg der var alt for længe til,

der var for meget som skulle udholdes først

men nu er jeg kommet over en slags bakketop

for der virker så åben omkring mig og jeg tænker

at jeg vil gå ud en tur

jeg vil gå ud til skovstykket og se

om alt som virkede dødt i vinter er begyndt at leve

og digtet kan sikkert passe sig selv imens jeg er ude

og det kan det:

se på dette digt

hvor lyset glider tænksomt fra gulvet og opover væggen

hvor et digitalt ur fejlfrit tæller sig gennem talrækkerne

hvor ingen taler og ingen hører

hvor alt er stille

helt til døren bliver åbnet

og det bliver den

for nu er jeg kommet tilbage

jeg sætter mig i køkkenet

og der er ingen andre her

end køleskabet og jeg

og køleskabet siger ingenting

engang skrev jeg at køleskabet

dirrer ængstelig i køkkenet

men det var et andet køleskab

og det stod i et andet køkken

køleskabet dirrer ikke her

og det eneste som er ængstelig

akkurat nu er isstykkerne der klirrer nervøst

i glassene hver gang vi har gæster

(men vi har vel ikke gæster nu?)

når ængstelsen ikke kommer ind i sproget

er det fordi den lægger sig og summer i lysrøret

og jeg sidder med hænderne på bordet

jeg kan bedst lide at være hjemme

ingen af dem jeg plejer at tale med er her

men jeg kan snakke med mig selv

eller med glasset hvor vandet er blevet gammelt

siden jeg drak af det da jeg stod op i dag

vandet står stille og venter, og hvad er det jeg skal frem til

og hvorfor begynder linjerne pludselig at blive så lange

det burde hellere blive kortere

men når jeg lader køleskabsdøren stå åben for længe

det vil sige hvis jeg lader den stå åben mere end tre minutter

begynder skabet at bippe med en elektronisk bipning

som fra et enormt metallisk vækkeur

eller som fra en lille lastbil der advarer om at den bakker

og hvis jeg fx dør en morgen mens jeg finder morgenmaden frem

vil tomaterne (som også er døde) rulle ud over gulvet

og efter tre minutter vil køleskabet begynde at bippe

jeg ved ikke om det holder med at bippe hvis det står åbent længe nok

antageligvis ikke, men jeg tænker mig at bipningen efter et stykke tid vil

lyde anderledes, som om den bliver skræmt af at ingen bryder sig

om at en nøgen mand ligger på gulvet blandt alle de døde tomater

lyset vil måske krybe beskedent nedover væggen

men at en elektronisk lyd vil lyde skræmmende

er noget et menneske kun kan finde på

og hvis der ikke er nogen andre her når jeg ligger død på gulvet

og hvis køleskabet ikke kan høre sig selv

hvor skal ængstelsen da gøre af sig

Ny bok i serien Modernisme i nordisk lyrikk

2011-01-24T09:06:00.003+01:00

SAMSPILL MELLOM KUNSTARTENE

Artikler på svensk, dansk og norsk

I denne boka gjør en gruppe lyrikkforskere enkelte punktnedslag i den

nordiske modernismens mange og varierte former for samspill med andre

kunstarter. Det handler om impulser som dikterne henter fra

bildekunst, musikk, arkitektur m.m.

Innholdsliste:

Per Bäckström & Unni Langås:

Samspill mellom kunstartene. Innledning

Eva-Britta Ståhl:

Musikken i dikten - dikten i musikken

Obstfelder, Hillarp og Harding om Wagner

Louise Mønster:

Byzantiske billeder

Ikoner hos Ekelöf og Nordbrandt

Idar Stegane:

Dikt og bilete hos Lindegren, Åkesson og Økland

Unni Langås:

Plastiske ord

Skulpturdikt i norsk og dansk etterkrigslyrikk

Anders Nilsson:

Modern nordisk poesi och arkitektur

Peter Stein Larsen:

En verdensløs kendsgerning

Ekfrastiske former i nyere nordisk lyrik

Hadle Oftedal Andersen:

Den postmoderne nettverksteksten

Referanser til filosofi og annan kunst hos Strunge og Ulven

Boken er redigert av Hadle Oftedal Andersen, Per Bäckström og Unni Langås.

161 sider.

Inkludert porto og ekspedisjonsgebyr koster boken ca. 21 euro

(motsvarer ca. 157 danske, 167 norske eller 189 svenske kroner).

Samspill mellom kunstartene. Modernisme i nordisk lyrikk 4 bestilles

via e-post til hanna.suomaa[a]helsinki.fi

Vi minner om at man fremdeles kan bestille:

Modernisme i nordisk lyrikk 1. 2005

Stedet - Modernisme i nordisk lyrikk 2. 2008

Nordisk lyrikktrafikk - modernisme i nordisk lyrikk 3. 2009

Barde under skyerne

2011-01-18T12:01:00.003+01:00

EN KRAGE

Lad cirklen halvere

det skarpeste hjørne

så sjælen blir rund

for barberskummet vælder

fra træerne

højt på en gren.

Faldt over dette digt fra Simon Grotrians digtsamling Barde under skyerne, der udkom sidste år på Engum Sogn Musiks forlag. Det første der slår een, er rytmen, daktylerne i den første strofe. Det næste er naturligvis allusionen til Johan Ludvig Heibergs "Højt på en gren en krage". Kragen ender som bekendt med at blive skudt. Men hvorfor allusionen? Første strofe afslører muligvis noget, nemlig det her med "skarpeste hjørne" og sjælen, der bliver rund. Er vi til en rund fødselsdag, hvor melodien går på netop den sang? Men cirklen er formentlig også kloden og kloden også et hoved, som det ofte er hos Grotrian. Derfor barberskummet og træerne, der er som skægstubbe på et hoved. Skal de fældes, barberes af kloden?. Det vender man så yderligere på hovedet ved, at "barberskummet vælder/ fra træerne". Men kragen troner stadig deroppe. Består digtets vers af grene, er digtet et træ? Alle muligheder holdes åbne. Digtet handler om tid, alder, død (og kragens genopstandelse?), men det leger også med vores forestillinger og gror videre på Grotrians forunderlige lyriske univers. Et sted i digtsamlingen står der "en verden kan skabes/ idet den benævnes". Derfor nutiden, den altid påtrængende nutid, hos Grotrian. Vi er altid vidner til en verden, der skabes, idet den benævnes. Mange vil sige, at den kun findes på papiret, men den findes jo også i læseren - i læserens forestilling. Her udfordres man altid af Grotrian, og det er måske netop meningen. Vores vante forestillinger skal udstilles, stilles ud, sprænges. "Dug er diamanter", som der står et sted i bogen, dvs. de er diamanter, de er ikke som diamanter. Udeladelsen af dette som er en af de vigtigste ting ved forfatterskabet, tror jeg. En verden findes, idet den benævnes.

Bogen kan købes ved henvendelse til prk[a]km.dk. God fornøjelse

EU Prize for Literature 2010 - Adda Djørup

2011-01-13T22:12:00.001+01:00

Ti fingeraftryk er lig en blomst

2011-01-03T15:35:00.007+01:00

Jeg var så heldig at få tilsendt en lille julegave fra non-profit forlaget Fingerprint. Blandt gaverne var bl.a. de tre bøger fra den nystartede serie [NOORD] (se billedet).

Bl.a. Lars Skinnebachs turismefortælling "Kapitaland", som på en interessant og dejligt idiosynkratisk måde skildrer en families rejse til Malaysia (tror jeg, at det er).

Fremhæves bør også Sigurd Tenningens foruroligende barndomsfortælling "Vevet". Sådan cirka Villy Sørensen opdateret til det 21. århundrede (ud med fede fæle freudianske symboler og den slags / ind med sørøvere).

Med i gaven var også den lille smukke "Dialog X". Også den afspejler hele foretagendes elegance og kreativitet, ja fikshed. Som afslutning på [FINGERPRINT]s serie af Instant Litteratur, har alle [FINGERPRINT] forfatterne således skrevet en fælles tekst på præcis 2000 ord. Ti forfatteres fingeraftryk er lig en blomst. Sådan.

Abernes skrift

2011-01-03T09:03:00.004+01:00

Lasse Krog Møller og Anders Visti:

Abernes Skrift

C.I.R.K.A. (Center for Infrahuman Research, Kommunikation og Analyse)

Forsøgsopstilling No. 137C

”Now, God help thee, poor monkey!”

William Shakespeare: Macbeth

Man kan i princippet konstruere, ikke blot alle de tekster der allerede findes i verden, men også alle kommende,endnu ikke eksisterende tekster, samt disse eksisterende og ikke-eksisterende teksters fejlbehæftede udgaver,og disses apokryffe udgaver, blot ved at sammensætte det latinske alfabets tegn, mellemrum, punktum,komma, A, B, C osv.Gennem en computergeneret 'abemaskine' sætter C.I.R.K.A sig for, med tilfældige sammensætninger af detlatinske alfabet, at efterprøve idiomet ”hvis uendeligt mange aber i uendeligt lang tid skriver på uendeligt mangeskrivemaskiner, vil de i løbet af et ikke nærmere defineret tidsrum have skrevet fx Shakespeares samlede værker”.
I Forsøgsopstilling No. 137C producerer abemaskinen en stadigt voksende mængde potentiel tekst, der efter-følgende er klar til komparative studier og sammenholdninger med verdens allerede eksisterende tekster ogspekulationer om fremtidige tekster.

KOH-I-NOOR, Den Frie Udstillingsbygning

Udstillingsperiode 8. januar – 30. januar 2011

Fernisering fredag d. 7. januar kl. 17.00 – 20.00

Link: www.denfrie.dk

www.andersvisti.com

Forlaget * [asterisk] v./ iM7

J.M. Mørks Gade 7B

8000 Århus C.

www.forlagetasterisk.dk

Herta Müller og litteraturens kulturalisering

2010-12-31T11:35:00.007+01:00

Jeg er netop blevet færdig med Herta Müllers roman Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Det er en stærk og kontroversiel roman om lejren (måske ikke så god som Levis, Sempruns, Kertesz' eller Borowskis romaner og beretninger, men det er en anden sag).

For et stykke tid siden bragte Information et interview med Müller, som især - ja faktisk kun fokuserede - på Müllers forhold til sin ven, den nu afdøde forfatter Oskar Pastior. Pastior hjalp Müller med at skrive romanen, idet han selv var udsat for deportation til en sovjetisk fangelejr lige efter 2. verdenskrig. På baggrund af noter og samtaler med Pastior har Müller konstrueret sin fiktive jegfortælling om og af Leopold Augberg, som lige efter krigen bliver deporteret. Senere er det så kommet frem, at Pastior muligvis var spion.

Det der undrede mig, dengang interviewet blev bragt, og det blev bragt i forbindelse med at Herta Müller modtog Nobelprisen i litteratur, var, at det udelukkende var fokuseret på historien om Pastior og altså slet ikke på Müllers værk(er). Romanen og dens kontroversielle komposition blev ikke værdiget et ord. Man kunne fx spørge Müller, om hun ikke havde etiske overvejelser omkring en sådan fiktiv konstruktion? Hvad gør fiktionaliseringen ved andre autentiske fortællinger om lejren osv. Hvorfor overhovedet forsyne romanen med et efterord om denne historie? Hvordan understøtter Pastiors autentiske beretning den fiktive fortælling?

Det er på en måde underligt, at interviewet havde et sådant perspektiv, men måske også symptomatisk. Når vi i dag beskæftiger os med litteratur, beskæftiger vi os oftere og oftere med konteksten frem for teksten selv (fra bogomslag til forfatteren). Vi tror ikke længere på den stærke læsning af en tekst. Det handler om, at en værdsætning af læsningen som disciplin er blevet tilsidesat - at en stærk læsning faktisk kan gøre en forskel. Interviewet bekræfter sådan set allerede en tendens, som man ser andre steder, ikke mindst i litterære tidsskrifter, hvor læsningen som disciplin oftere og oftere er henvist til anmeldelsessektionen.

Formentlig er det en konsekvens af "The Cultural Turn". Litteraturkritikken er blevet kulturaliseret. Problemet er flerfoldigt: Det giver ikke kun dårligere læsninger og dårligere læsere, det tilsidesætter også litteraturens særegenhed, som ikke længere er i fokus. Hvad er det litteratur kan, som andre former for kommunikation ikke kan? Ja, den kan jo fx i jegform fortælle os om, hvordan det er at være deporteret til en sovjetisk fangelejr og hele tiden mærke sultenglen ved sin side.

I stedet hører vi så om den historie, der danner baggrund for romanen. Vi får også et par flotte, men uhyre iscenesatte billeder af Herta Müller. Men hvad hendes litteratur egentlig handler om, hvorfor hun har fået Nobelprisen - det bliver vi ikke klogere på.

Klougart og Nordisk Råds Litteraturpris

2010-12-17T09:03:00.003+01:00

Først og fremmest mener jeg jo, at det på en måde er synd for Josefine Klougart, at hun sådan bliver inddraget i denne virak omkring nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris. Det risikerer at devaluere hendes forfatterskab mere, end det gavner. Selv mener jeg jo også, at det er forkert at nominere hende. Dels fordi det konventionelt set ofte er en pris, der går til mere garvede forfattere, og dels fordi der er en del andre bøger fra Danmark, som burde være kandidater. Hendes bog emmer naturligvis af talent, og den er først og fremmest fantastisk godt skrevet (omend i sin stil meget tæt på Hans Otto Jørgensen, der ligner en lærermester for Klougart og godt det samme), men man har som kritiker den fornemmelse i maven, at den langt hen ad vejen også er en stiløvelse; stoffet yder ikke helt talentet nok modstand, for hvor meget er der egentlig på spil, når det kommer til stykket - de har det jo alle sammen rart deroppe på Djursland.

Selvfølgelig er det yderst sjældent, at de forfattere, der får prisen, rent faktisk får den for deres bedste bog, ja det er muligvis aldrig sket endnu (måske er Naja Marie Aidt en undtagelse i den sammenhæng, men hun kan stadig nå at skrive endnu bedre bøger og Alting blinker er måske lige så god som Bavian, hvis det ellers giver mening at lave en sådan sammenligning).

Men her er der en lille liste over værker, som komiteen i hvert fald har overset: (Klougarts lærermester) Hans Otto Jørgensen: Sæt Asta fri, Thomas Boberg: Hesteæderne, Simon Grotrian: Især til de levende, Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige, Pia Juul: Radioteatret. Peter Laugesen: De sagde hans hund havde lopper, Ursula Andkjær Olsen: Have og helvede. Niels Frank: Spørgespil.

(Jeg har desværre ikke læst Marianne Larsens seneste bog, men jeg kunne forestille mig at den også kunne være en kandidat.)

Kom igen kære komité.

Nyt design

2010-12-13T21:34:00.000+01:00

Tjah, nyt design. Hvad skal jeg sige? Forhåbentlig mere læsevenligt.

En litteraturminister ville vide besked

2010-12-10T14:52:00.002+01:00

Det er meget morsomt at følge opfølgningen på kulturminister Per Stig Møllers bemærkninger i et interview i Information forleden. Per Stig Møller pegede på, hvordan man i forbindelse med COP15 i København var på udkig efter en forfatter, der kunne indlede mødet med en original og eftertænksom vinkel på klimaproblemet, men man kunne ikke komme på en sådan forfatter. Nu kender vi naturligvis ikke til de personer, der sad i det udvalg, der skulle udvælge en sådan forfatter, eller til deres litterære kompetencer i det hele taget. Interessant kunne det være at vide, hvem de overhovedet overvejede? Men Information har efterfølgende kørt en mindre enquete, hvor en række forfattere (Henrik Nordbrandt, Jens Blendstrup, Suzanne Brøgger) bliver spurgt, om de ville have sagt ja til en invitation – det vil de jo alle sammen.

Jeg er ikke sikker på, at den sag kun siger noget om forfatterens lidt usynlige rolle i dag i det samlede kulturelle landskab. Den siger formentlig også noget om, hvor stor afstanden er mellem de mere ”finlitterære” forfattere i Danmark og det brede, læsende publikum. Kulturministeren ville simpelthen have svært ved at finde en dansk forfatter, der kunne udfylde en rolle, som ville være tilfredsstillende for og have substans nok i begge parters øjne. Kløften er i mine øjne langt hen ad vejen et ikke-italesat fænomen, om end det er tydeligt, at den er der, og til en vis grad også har en afsmittende effekt på den litteratur, der skrives. Der er det finlitterære kredsløb af forfattere og anmeldere, og så er der det andet, bl.a. centreret omkring bogmessen, bogsalget i det hele taget. Det er en kløft, som måske er nemmere at få øje på i Danmark end i de andre skandinaviske lande

Men sagen fortæller os også, at kulturministerens opfattelse af, hvad en forfatter i dag er, langt hen ad vejen er præget af nostalgi. Han henviser til Georg Brandes. Men i Brandes’ tid, til eksempel, fyldte litteraturen og dermed forfatteren jo på en helt anden måde en dominerende plads i det kulturelle landskab. I dag må litteraturen på linje med alle mulige andre former for kulturelle udtryk slås om overhovedet at blive set og hørt. Den kulturalisering af domæner som tidligere har været domineret af det litterære har ligeledes haft en stor effekt på forfatternes rolle. Forfattere i dag kan ofte ikke nøjes med at være forfattere – de må ofte også kunne indtage alle mulige andre former for kommunikative og medialiserede platforme med den største selvfølgelighed. Således er der flere og flere af de yngre forfattere, der nærmer sig en status af at være en art Gesamtkunstlere, og hvis ikke en Gesamtkunstler inden for forskellige kunstneriske udtryk, så i hvert fald en Gesamtkunstler inden for en kommunikativ kontekst – et prægnant eksempel kunne være Das Beckwerk. Men måske også flere af de ”ældre” Gesamtkunstlere, der bliver fremhævet i tidens toneklang – tænk her på Jørgen Leth.

Sidst, men ikke mindst, siger sagen måske også noget om, hvordan en kulturminister og hans folk læser, eller snarere ikke læser den samtidslitteratur, der betyder noget. For ham er den usynlig og verdensfjern, de store emner er væk. Det er formentlig et udsagn, som til enhver tid vil være usandt. Så mon ikke det snarere skyldes en mangel på læsekompetencer, at man simpelthen ikke kan læse samtidig litteratur i kulturministeriet? Dvs. hvad der står om de store emner (i de små bøger ((af store forfattere)), som der efterlyses. Et utopisk scenarie ville være, at vi i stedet for en kultur- havde en litteraturminister. Hun ville vide besked. Hun ville spørge den rigtige.

Fiktionens forandringer

2010-11-30T12:06:00.001+01:00

Seminar på KUA på torsdag. Program kan læses her.

Parabolsk parabase

2010-11-24T09:09:00.002+01:00

Parabolsk parabase

Der sidder de bare og suger universet til sig./ Globalisering er roden til alt ondt,/ verden er blevet så fandens påtrængende på det sidste,/ men lad os endelig trække stikket ud i kor. /Jeg går i sort med mine 270 point/ og satser på en flyvende tallerken/ der giver mig mere luft under vingerne/ end bøgens plop i bølgen blå.

Generation Why?

2010-11-08T21:57:00.002+01:00

"Software may reduce humans, but there are degrees. Fiction reduces humans, too, but bad fiction does it more than good fiction, and we have the option to read good fiction. Jaron Lanier’s [forfatter til bogen You Are Not a Gadget: A Manifesto] point is that Web 2.0 “lock-in” happens soon; is happening; has to some degree already happened. And what has been “locked in”? It feels important to remind ourselves, at this point, that Facebook, our new beloved interface with reality, was designed by a Harvard sophomore with a Harvard sophomore’s preoccupations. What is your relationship status? (Choose one. There can be only one answer. People need to know.) Do you have a “life”? (Prove it. Post pictures.) Do you like the right sort of things? (Make a list. Things to like will include: movies, music, books and television, but not architecture, ideas, or plants.)"

Zadie Smith om The Social Network og om Facebook i The New York Review of Books.

Digtende kritikere

2010-11-07T11:26:00.004+01:00

Tjekkede lige Hvedekorns hjemmeside, som kun kan anbefales - det er vældig sjov, oplysende og underholdende, ikke mindst i et historisk lys. Lars Bukdahl (redaktør på Hvedekorn) er, som man kan se, vild med lister. Jeg fandt (JEG stort blomstrende Narcissus) endog mig selv på en liste over digtende kritikere. Den liste kan man vist kun være stolt over at være en del af ; - ). Bonusinfo: Jeg var endog indstillet til Årets Skovhuslyriker, det år Henriette Houth fortjent vandt.

(Lars i øvrigt: Hvad med Thomas Hvid Kromann?)

I dag er jeg jo langt mere kritiker end digtende, selvom jeg "can't help it" og af og til skribler sære ting og sager ned i mit noteshæfte. Men for dælen da, hvis der ikke fandtes sådanne hjemløse / herreløse tekster et eller andet sted i ens fortløbende skrift, der bare falder ned i et mellemrum, så var man jo for alvor helt LOST og ikke en rigtigt skriBENT.

BOP, BOB, Bob?

Har litteraturen ret til adgang til virkelige personers bevidsthed?

2010-11-03T09:26:00.006+01:00

Efter at Gaute Heivoll er blevet indstillet til Brageprisen, diskuterer man nu, om det er etisk forsvarligt at digte om virkelige og levende personer. I weekenden havde forfatter Jon Michelet en kronik, hvori han argumenterer for, at Gaute Heivolls roman Før jeg brenner ned, burde være stoppet. Jeg har ikke adgang til kronikken selv, men synspunkterne er delvist gengivet her. Det er den Nikolaj Frobenius reagerer på her.

Selv mener jeg jo, at Heivoll har ret, når han i interviewet siger, at Michelet er en principrytter. Som der står i interviewet:

"– Michelet må komme seg ut av sin prinsipptåkeheim, jeg har aldri hørt maken til prinsipprytteri. Han har ett poeng: man må opptre veldig varsomt når man går inn et slikt prosjekt. Mottakelsen viser at Gaute Heivoll har lykkes. Alle berørte og omtalte har omfavnet boken. Ingen har følt seg krenket. Selv biskopen har omfavnet boka, sier Aarø.

– Man kan ikke av rene prinsipper låse en forfatter fra å gå inn i slikt stoff. Vi har lovgivning som ivaretar personvernet. Ingen er støtt. Men den som tar opp dette er altså en aldrende forfatter fra Larkollen. Jeg forstår ikke Michelets motiver."

Desuden lægger romanen ingenlunde skjul på, hverken at den er baseret på virkelige hændelser, eller at den fiktionaliserer store dele af stoffet. Principielt set kan der naturligvis forekomme masser af etisk uforsvarlige ting i en sådan diskurs. Men én ting er princippet, noget andet er det praktiske: Ingen føler sig stødt. I tilfældet med Åsne Seierstad var det jo netop noget andet.

Som Frobenius siger i interviewet:

"Men når man bruker journalistiske metoder litterært, bør man ikke også underlegge seg journalistikkens etikk?

- «Bør» er et ord som kan forstås på mange måter. Kanskje bør man det, men jeg synes ikke vi skal ta bort noe av den friheten som er knyttet til kunstnerisk virksomhet. Det er noe av det viktigste ved kunstpraksisen, at selv det som kanskje er etisk forkastelig, ikke skal forbys. Man har lov til å bryte etiske regler og å gjøre ting man ikke burde. Noen ganger er det denne overskridelsen som gjør kunsten interessant."

Det er, som man kan se, ikke kun grænserne for fiktion og ikke-fiktion, der her afprøves, men også grænserne mellem æstetik og etik.

Kombinationen af en virkelighed eller virkelige hændelser, der understøtter fiktionen, og en fiktionalisering, der til en vis grad suspenderer referentialiteten, åbner en diskurs, som bevæger sig på tværs af vores sædvanlige begreber om æstetik og etik. Hver gang kan man blive tvunget til at spørge sig selv (ved at læse teksten og til dels parateksten ordenligt), om brugen af den diskurs nødvendiggøres af både indhold og form, og i det spørgsmål ligger der ofte et krav om at afveje etiske problemstillinger overfor æstetiske. Er det fx nødvendigt, at Heivoll benytter sig af autentiske navne og steder i en roman? Gør det romanen bedre? Ja, det vil jeg faktisk mene. Naturligvis bør argumentet være en grundig læsning af bogen, som der ikke er plads til her, men netop det at Heivolls egen barndomshistorie kobles med fortællingen om en pyroman, der bygger på en faktuel person - netop den kobling giver bogen en særegen og original intensitet, som sagtens kan forsvares æstetisk og etisk (viser det sig). Det gør ganske simpelt bogen bedre. Det samme gælder i øvrigt Heivolls forrige roman Himmelarkivet.

Naiv og begejstret

2010-11-01T10:59:00.004+01:00

Faldt over dette link. Fantastisk at blive taget ned fra hylderne.

Og vedkommende har jo fuldstændig ret. Jeg var naiv, himmelfalden begejstret, men stadigvæk (håber jeg) en nogenlunde habil digtlæser.

Alle egenskaber der kræves for at læse Simon Grotrians forunderlige poesi ; - )

Naturens ligegyldighed - Lars Brekke

2010-10-27T20:37:00.001+01:00

Via Matias Faldbakken er jeg blevet opmærksom på Lars Brekkes hjemmeside, bl.a. denne her med titlen Naturens ligegyldighed. Tjek også de andre net-installationer.

Bork om Knausgård - Den nye ærlighed?

2010-10-26T21:20:00.005+01:00

Opdagede lige denne lille fine artikel af Connie Bork om Karl Ove Knausgårds Min kamp 1.

Min eneste anke er sammenligningen med bekendelseslitteraturen (uden forbehold). Der er naturligvis visse paralleller, men den store forskel er, at Knausgård jo har valgt så fandens meget fra for netop at skrive direkte, råt, nogle vil kalde det realistisk. For mig at se er stilen derfor meget mere (stil)bevidst end megen af bekendelseslitteraturen i 70'erne, hvis kendetegn til tider var, at alle jo kan skrive poesi. Det er ikke alle, der kan gøre det, som Knausgård gør.

Naturligvis skriver han sig ind i den isme, som Jon Helt Haarder har kaldt performativ biografisme, og performancen er også en del af værket, kunne man sige. Performativ biografisme er et fænomen, som er forskelligt fra 70'ernes bekendelseslitteratur, bl.a. fordi der er kommet så mange nye medieformer i mellemtiden, der påvirker litteraturen og livet omkring denne. Fx kunne man jo hævde, at vi i en (medie)tid som vores, er blevet dårligere til at læse tekster uden at hæfte et ansigt på denne. Det er bl.a. en af grundene til, at anmeldelser fysisk set ofte fylder mindre end selve billederne af forfatterne i aviserne.

Når det er sagt, er det jo også sandt, at Knausgård med sin roman skriver sig ind i en bekendelsestradition, men den må nok betragtes som mere omfattende end 70'ernes bekendelseslitteratur, fx med forbindelser til Proust, Rousseau og Augustin.

Hvad samtidige tidstendenser angår, er det nok så vigtigt, at Knausgårds første roman jo blev udgivet ved hjælp af forlagsredaktør og forfatter Geir Gulliksens hjælp, der "opdagede" Knausgård og uden tvivl havde "virkelighed" på programmet i midten af 90'erne. Læser man således alle de fem første bind, bemærker man, hvordan Knausgård slutter med at beskrive kampen for at få udgivet sin første roman, kampen for at blive forfatter, som han næsten opgiver undervejs. Ute av verden udkommer i 1998 og ligner måske ikke noget i sin samtid, og man opdager således også (efter at man har læst Min kamp 1-5), at stort set alt i debutromanen bygger på selvbiografisk stof på den ene eller anden måde, men radikaliseret på forskellige måder, netop for at give romanen et narrativt drive.

Udover den performative biografisme, kan jeg desuden ikke lade være med at tænke Knausgård sammen med den nye ærlighed, som man fx også fornemmer inden for dansk popmusik, fra Rasmus Seebach til Medina. Råt for usødet, det er det de unge vil ha' ; - )

Seminar med og om Jørgen Leth

2010-10-24T10:00:00.001+01:00

JØRGEN LETH

MELLEMVÆRENDER

Nobelsalen fredag d. 29. oktober kl. 9-16

Jørgen Leths værk nyder en hidtil uset bevågenhed. Op til premieren på hans nye film Det erotiske menneske den. 3. november afholder Nordisk Institut et seminar om Jørgen Leths værk. Det er et værk som er præget af mellemværender eller overskridelser imellem kunstarter, imellem populærkultur og kunst, imellem liv og kunst og imellem kulturer. Seminaret udforsker disse mellemværender, om formiddagen i en række oplæg, om eftermiddagen i en samtale med Jørgen Leth.

9-10:30

Per Stounbjerg: Tresserne. Modernisme, massekultur og avantgarde

Lars Morell: Leth, Kirkeby og de andre

Birgitte Rasmussen Hornbek: Eksilet

11-12:45

Mathias Bonde Korsgaard: Gentagelsen – om Amerika-filmene

Stefan Kjerkegaard: Den indre film i Ingenmandsland.

Om selvfremstillingen i Jørgen Leths 60'er-digte

Nora Simonhjell: En oplæsning

Peer Bundgaard: At oversætte Jørgen Leth

14-16

Jørgen Leth i samtale med Bodil Marie Thomsen og Dan Ringgaard

Før jeg brenner ned

2010-10-23T17:59:00.000+01:00

Indslag her.

MEGA Litt. 6/11

2010-10-15T14:55:00.002+01:00

Dansk forfatterforening arrangerer Danmarkshistoriens største litteraturoplæsning.

Himmelarkivet

2010-10-14T07:47:00.007+01:00

Er just blevet færdig med norske Gaute Heivolls fine roman Himmelarkivet, som er fra 2008. Nu ved jeg, at hans seneste roman Før jeg brenner ned er på vej i dansk oversættelse, men det samme burde Himmelarkivet være. Det er via min interesse for litterær selvfremstilling, at jeg er blevet opmærksom på Heivoll. Det bemærkelsesværdige hos ham er i denne forbindelse, at han bearbejder dokumentarisk materiale og kombinerer dette med sin egen historie. Det dokumentariske og det selvbiografiske er to spor, der flettes sammen på original vis.

I Himmelarkivet handler det om kommunisten Louis Hogganviks (jf. billedet) historie, hvordan han under mystiske omstændigheder begår selvmord efter at være blevet taget til fange af Gestapo i Kristiansand 1945. Hogganvik kvæler sig selv ved at æde små stumper af madrassen i sin celle. Det mærkværdige er, hvorfor Hogganvik tilsyneladende bliver så opsat på at tage sit eget liv i løbet af de kun 9 dage, han opholder sig i fængslet. Året er jo 1945, og han har ikke gjort noget specielt ulovligt. Men måske er det for at slippe for torturen, måske fordi den har gjort ham vanvittig, hvem ved? Heivoll digter sin fortælling. Bl.a. får vi fortalt, hvordan Hogganviks kone Theodora må gå rundt og vente i ubærlig uvished. Men der er også en drømmeagtig scene i bogen, hvor det sidste møde mellem Theodora og Louis, som aldrig fandt sted, finder sted. Sådan noget kan man nemlig i en roman til forskel fra en ren dokumentarisk skildring. Det er gribende. Men endnu mere gribende er den sideløbende fortælling om Heivolls bliven far og hans forhold til bedsteforældrene. Slutningen på selve romanen, inden efterskriftet fik mig således til, rent ud sagt, at få gåsehud. Den kan man selv læse sig til.

Skal man sammenligne den med noget herhjemme, ville det mest nærliggende måske være Peter Øvigs bøger. Men ak og ve, forskellen er jo, at Heivoll er meget mere end en dygtig journalist. Han er forfatter og en vældig dygtig én af slagsen. En anden forskel er, at dette åbenlyst er en roman. Dette giver flere muligheder for at bearbejde stoffet kreativt og personligt, og dette er jo en stor fordel, især hvis man er god til det.

Og i øvrigt kan jeg ikke lade være med at sammenligne Heivolls roman med fx Christina Hagens nylige 71 breve til M. Hagen skriver også sig selv ind i fiktionen og tager en "næsten" dokumentarisk problemstilling op, nemlig den at flere kvinder rent faktisk er i brevkontakt med psykopater som Peter Lundin. Emnet er dog ikke så konkret som i Heivolls tilfælde. Det er mere en anledning end en afsøgning af stoffets muligheder.

Hagen er naturligvis dygtig og et stort talent. Men det ærgrer mig alligevel, at bogens potentielt set sprængfarlige stof kapsles inde i noget, der snarere end at være en eller bare i dialog ender som en monolog.

Nu ser jeg måske nok syner for tiden, men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på det som en anelse symptomatisk for en del af ny dansk litteratur. At Hagen så med tiden nok skal få hul igennem til et større publikum (og blive vores svar på Sara Stridsberg), er jeg sikker på. Hendes selvfremstilling generelt mangler jo ikke noget, hvad angår direkte og pågående kommunikation (og sådan er det for flere af de nye forfattere. De kommunikerer på livet løs, men ikke i deres bøger).

Så Hagens bog ender klaustrofobisk, både for jeget og for den stakkels læser, som i dette tilfælde er mig; som om det er en kvalitet i sig selv ikke at kommunikere, ikke at fortælle. Det er det ikke, skulle jeg hilse at sige.

Som en lort på en tallerken

2010-10-14T07:14:00.003+01:00

"Der er meget poesi i verden, som er dårligere end rock-tekster. En dårlig rocktekst kan du stadig synge med på til en melodi, og det betyder ikke så meget. Et stykke dårlig poesi ligger der bare, som en lort på en tallerken. Der er ikke noget, du kan stille op med den."

Nick Cave i et interview i Gaffa 09, September 2010.

Adda Djørup vinder pris

2010-10-07T10:14:00.001+01:00

Adda Djørup vinder EUs litteraturpris. Tillykke Adda, det er fortjent, og vi hungrer alle efter et nyt udspil fra din side ; - )

Philip Roth on The 'Lost Cause' of Literature

2010-10-05T12:16:00.001+01:00

What do you see as the role of a writer in our society?

Your role is to write as well as you can. You're not advancing social causes as far as I'm concerned; you're not addressing social problems. [...] What you're advancing is [...] the cause of literature, which is one of the great lost human causes. So you do your bit; you do your bit for fiction, for the novel.

Why do you think it's become one of the 'great lost causes' of our time?

Oh my goodness. [...] I don't think in twenty or twenty-five years people will read these things at all.

Not at all?

Not at all. [...] I think it's inevitable. I think there are other things for people to do, other ways for them to be occupied, other ways for them to be imaginatively engaged that are, I think, probably far more compelling than the novel. So, I think the novel's day has come and gone, really.

I would imagine you would think this is a great loss for society?

Yes, I do. There's a lot of brilliance locked up in all those books in the library. There's a lot of human understanding. And there's a lot of language. [...] There's a lot of imaginative genius. So, yes, it's a great shame.

And what happens for you?

Me?

You.

I'll keep doing it. Stubbornly.

Fundet her.

Tordenskjolds soldat?

2010-09-29T09:12:00.004+01:00

Her gik jeg og regnede med, at jeg var i opposition til en hel del inden for det danske litterære miljø, hvad angår diskussionen på denne blog inden for de seneste uger. Imidlertid, set udefra med Peter Nielsens øjne (kulturredaktør på Information), er jeg bare en af Tordenskjolds soldater. Mærkværdigt. Den lukkethed, uanset hvilken karakter den antager, som jeg delvist beskyldte dele af dansk litteratur for at stå for, er pludselig blevet en spændetrøje med undertegnede i spænd. Hvis Peter Nielsen læste sin egen tekst og derefter mit indlæg og mine kommentarer, ville han måske finde ud af, at vi er forbavsende enige. Især måske om målet: Litteraturen skal fylde mere i det samlede kulturelle landskab, men slet ikke om midlerne. Ejersbo-litteratur er i mine øjne ikke løsningen, blot for at gøre en lang historie kort ;- )

Nordisk modernisme, tradition, nation, erfaring?

2010-09-26T16:43:00.002+01:00

Jeg tillader mig lige igen at henvise til diskussionen på min egen blog, som i mine øjne er fantastisk spændende. Jeg er smigret over, at de forskellige, yderst kompetente kombattanter bliver ved med at skrive kvalificerede indlæg. Allerhelst så jeg jo en stor konference eller lignende om dette her emne. Den bør jeg, eller en eller anden arrangere! Det hele handler om og/eller hvordan modernismen er blevet absorberet af en nordisk romantradition?

Standart 3

2010-09-24T13:32:00.003+01:00

Har lige modtaget litteraturtidsskriftet Standart nr. 3, YEAH. Mest interessant er Audun Lindholms (ansvarshavende redaktør af det norske tidsskrift Vagant og forlaget Gasspedal) vidende og subtile anmeldelse af Standart selv som tidsskrift i det skandinaviske landskab. Personligt synes jeg jo, at det er vældig vigtigt med dette blik udefra. Mere af det tak.