Igår var jeg vidne til en kunstnerisk totaloplevelse, da jeg var inde for at se Korus' Kabaret, der er en libretto med tekst af Adda Djørup og musik af Erik Bach. Jeg er naturligvis inkompetent, når det drejer sig om at vurdere stykket som opera, hvilket det vel først og fremmest er, men fortællingen og teksten bag stykket, skrevet af Djørup, er naturligvis det, jeg interesserer mig for og kan mene noget om.
Et af Djørups varemærker er om muligt at afprøve genrer. Nu har hun udgivet en digtsamling, en novellesamling og en roman, og så har hun altså også skrevet en libretto. Med forfatterens egne ord handler fortællingen om familien Korus, der i generationer har haft "en kabaret og den magiske evne at kunne lave lig om til dukker. De har i bogstaveligste forstand deres egne afdøde og verdenshistoriens store skikkelser på lager. I tre akter fortælles sidste generations historie – og måske bliver stykket pludselig til virkelighed og familiens historie fortsættes i nutid på scenen."
Det er naturligvis et særdeles metafiktionelt foretagende: Fiktion om fiktion, iscenesættelse af iscenesættelse, teater om teater, men måden det gøres på, er via en række intertekstuelle refererencer til dramaer fra Ødipus til Romeo og Julie. Gennem fortællingen støder vi både på incestueøse samt queer-agtige forhold og skikkelser, imens der bag de hele ligger en banal kærlighedshistorie. Noget der skal bære dramaet og give musikken kød og blod. Formentlig ligger der i fortællingen også en kritik af kunstens rolle i samfundet - at den har fået det vanskeligere. Men det samfund, der skildres gennem librettoen, er temmeligt flertydigt og dermed ubestemmeligt i forhold til en konkret kontekst. Det er altså ikke nødvendigvis Danmark, som librettoen kritiserer.
I mine øjne er stykket et dramaturgisk forsøg ud i en i forvejen temmelig syret genre, nemlig operaen, og som sådan fungerer det godt. Det er meget mere avantgarde end en hvilken som helst "avantgardistisk" oplæsning inde i byen. Som tilskuer til stykket går man ind i fiktionen fra det øjeblik, man entrer salen. Her løber Kora rundt og dirigerer publikum på plads, imens musikerne fra graven spiller med på denne fiktionstærskel. Er vi også (nikke)dukker, tænker man som publikum, imens Platons hulelignelse kører i baghovedet?
Programmet gør en dyd ud af at forklare handlingen for publikum, og, indrømmet, det er jo langtfra alle ord, man får med dernede på rækkerne. Derfor er det godt at have noget at støtte sig opad, og det er vistnok comme il faut for operaer. Vi kender handlingen på forhånd. Men derfor behøver vi jo ikke at vide os sikre som publikum, og det synes, at være en af Djørups missioner: At få (meta)fiktionen ud over scenekanten, sådan at vi ikke kan slå røven helt ned i sædet. Scenen ved Den Gamle By leverer desuden fremragende kulisser, nemlig en teaterscene, der næsten er en kliche på en teaterscene.
Djørup afprøver alle parametre: som om hun har ønsket at stoppe alt, hvad man overhovedet kan, ind i fortællingen for at se, hvad der kommer ud på den anden side. I den forstand er det naturligvis en ambitiøs tekst bag et ambitiøst projekt. Det er udsyret, et udstyrsstykke og et rent overflødighedshorn af højpandet kunst og kultur, men hele tiden med et glimt i øjet, der afprøver publikums evne til at leve sig ind og ud af fiktionen - i hvert fald denne tirsdag aften i Århus. Alt i alt må det karakteriseres som en ganske enestående oplevelse.
